Engelsk, Guldgruber, Idéer

The Soul of Black Folks 1 – Music and Civil Rights

What’s Going On? | 21. maj 1971 udgav soulmusikeren Marvin Gaye et album der satte nye standarder for musik med en politisk dagsorden. What’s Going On? er en milepæl – ikke kun for for pladeselskabet Motown – men i kampen for civil rights i USA. På albummet ser Marvin Gaye ud over et politisk landskab præget af ulighed, fattigdom, politivold, krig, narko og klimakatastrofer. Et landskab der – kort og godt – skriger på forandring.

In 1969 or 1970, I began to re-evaluate my whole concept of what I wanted my music to say … I was very much affected by letters my brother was sending me from Vietnam, as well as the social situation here at home. I realized that I had to put my own fantasies behind me if I wanted to write songs that would reach the souls of people. I wanted them to take a look at what was happening in the world.

MArvin Gaye, Rolling Stone Magazine

Gennem de seneste års pandemi, politisk polarisering og social uro har mange nok stillet sig selvsamme spørgsmål: What’s Going On? Derfor har jeg nu lavet et forløb om music and civil rights med udgangspunkt i Marvin Gaye og dokumentarfilmen The Two Killings of Sam Cooke (2019).

Janelle Monáe - Dirty Computer (feat. Brian Wilson) - YouTube
I’m tired of Marvin asking me what’s going on | Gennem hybridpersonaer – androiden Cindy Mayweather og Jane 57821 – undersøger afrofuturisten Janelle Monáes værker begreberne race, køn, seksualitet teknologi og fluidity.

The Soul of Black Folks trækker tråde fra Sam Cooke og Marvin Gaye til Malcolm X, Martin Luther King og Black Panthers. Forløbet tegner et tidsbillede af 1960ernes USA og perspektiverer soulmusikernes kritik af amerikanske myter om frihed, ligeværd og social mobilitet. Ikke mindst fokuserer på forløbet på udviklingen af black identity fra Jim Crow-stereotyper til afrofuturismens hyldest af afrikansk kultur.

Dette er den første af tre artikler om forløbet. I de næste dykker jeg mere ned i What’s Going On og begrebet afrofuturisme.

Kernestof

Sekundær materiale

Skriftlige opgaver (Analytical Essays)

  • Langston Hughes, “Let America Be America Again” (Digt, 1938)
  • Alice Walker, “The Flowers” (Novelle, 1973)

Præsentationer

Emmett Till and the Black Messiah

Som du nok allerede har opdaget, nikker overskriften bevidst til W.E.B Du Bois essaysamling The Souls of Black Folk fra 1903. Men det hele begyndte egentlig et andet sted. I min stue. Med dokumentarfilmen The Two Killings of Sam Cooke.

I begyndelsen af 1960erne var Sam Cooke træt af sin rolle. Han var en superstjerne med en perfekt stemme, et kønt ydre og kæmpehits i radioen. Sam Cooke var en succes – en crossover artist som bragte gospel traditioner med over i sine pophits. En kunstner som appellerede til både det sorte og hvide publikum.

Men Sam Cooke var andet og mere end en popsanger. Mordet på den 14-årige Emmet Till blev begyndelsen til en politisk vækkelse. En vækkelse som fik ham til at starte SAR Records med det formål at skabe økonomisk uafhængighed for sorte musikere. Fik ham til at nægte at spille for raceadskilte publikummer i sydstaterne. Og senere bragte ham ind i kredsen omkring Muhammad Ali, Malcolm X og The Nation of Islam.

Sam Cooke var en sort mand i splittet og raceopdelt USA. En forretningsmand med et skarpt blik for økonomisk uretfærdighed og det groteske i at hvide pladeselskaber scorede kassen på sorte kunstnere. Ikke mindst var han en mand med en platform. En mand som havde potentiale til blive ledestjerne for sorte borgerrettighedsaktivister. Netop den Black Messiah FBI-bossen J. Edgar Hoover frygtede så meget.

Voices of Despairing Hope

Netop den sorte stemme skinner tydeligt igennem på albummet Live at the Harlem Square Club, som blev indspillet i 1963, men først udsendt langt senere. Her møder vi en vredere, mere upoleret, mere sort Sam Cooke foran et ekstatisk publikum. Det er dog borgerrettighedshymnen A Change is Gonna Come som for alvor cementerer Cooke i kampen mod ulighed i USA.

Sangen blander soul, gospel og blues med politiske budskaber og en elegisk tone. Det virker næsten som om Cooke italesætter sin vilje til forandring mere end et egentligt håb. I Cookes øjne er verden så nådesløs at forandringen komme. Sam Cooke nåede aldrig selv at se sit mesterværk på hylden i pladebutikkerne. Han blev skudt og dræbt under mystiske omstændigheder på et motel i Los Angeles i december 1964. Mere end 200.000 mennesker mødte frem til begravelsen og dødsfaldet ses som en medvirkende årsag til The Watts Rebellion (1965). A Change is Gonna Come er lige dele begravelseshymne og fremtidsvision.

Det er iøvrigt super-interessant at sammenligne teksterne til A Change is Gonna Come med Otis Reddings Sittin’ on the Dock of the Bay fra 1968. De to sange taler på mange måder fra samme sted og skjuler et mørkt budskab i en smuk melodi.

Sam Cookes A Change is Gonna Come var et banebrydende skifte for soulmusikken med sine klare politiske referencer til Jim Crow og Racial Segregation.

A Change is Gonna Come

I was born by the river, in a little tent
Oh, and just like the river
I’ve been running ever since
It’s been a long
A long time coming
But I know a change gonna come – Oh, yes it will

It’s been too hard living
But I’m afraid to die
‘Cause I don’t know what’s up there
Beyond the sky
It’s been a long
A long time coming
But I know a change gonna come – Oh, yes it will

I go to the movie
And I go downtown
Somebody keep telling me
Don’t hang around
It’s been a long
A long time coming
But I know, a change gonna come – Oh, yes it will

Then I go to my brother
And I say, brother, help me please
But he winds up, knockin’ me
Back down on my knees

Oh, there been times that I thought
I couldn’t last for long
But now I think I’m able, to carry on
It’s been a long
A long time coming
But I know a change gonna come – Oh, yes it will

Sam Cooke, A Change Is Gonna Come (1964)

I Am a Man – The Danger of Beauty Standards

Et af de mest iøjnefaldende aspekter ved kampen for civil rights og sort identitet er ændringen i skønhedsidealer. Billeder af doo wop grupper som The Temptations og The Supremes fra starten af 1960erne viser polerede drenge og piger med processed hair, jakkesæt og smukke aftenkjoler.

De store pladeselskaber Motown og Stax Records kører begge en strengt apolitisk linje og forsøger at appellere til det hvide publikum med et ufarligt middeklasseudtryk. Skønhedsidealet er tydeligvis hvidt: Glat hår, smalle næser og beklædning i klassiske snit. Men det er også en reaktion på Jim Crow-periodens stereotype fremstilling af sorte som uciviliserede, stupide og kriminelle.

I løbet af 1960erne kommer også skønhedsidealer under pres. En ny fornemmelse af sort identitet vinder frem og flere begynder at klæde sig i afrikansk inspirerede rober og lader håret vokse naturligt.

Mississippi Goddamn |Nina Simone blev en radikal stemme i kampen for borgerettigheder og sort identitet

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published.