Damaged HyperSexuality – Semantic Fields in Fleabag

January 15th, 2020 § 0 comments § permalink

I interviewet nedenfor taler forfatter Phoebe Waller-Bridge, skuespiller Maddie Rice og teaterinstruktør Vicky Jones om opsætningen af Fleabag på Edinburgh Theatre Festival i 2017.

Et hovedtema i Phoebe Waller-Bridges One-Woman-Show er sproglige og emotionelle konsekvenser af internetporno og hyperseksualisering i medierne.

Sprogliggørelse af pornografiens begrebsverden er også en gennemgående del af dialogen i Fleabag, hvilket gør teksten ekstremt velegnet til arbejde med kontekstualiseret grammatik og semantik.

Den semantiske analyse af sproget kan dels bruges som tematisk åbning til emnet seksualitet og (sociale) medier; dels som indgang til karakteranalyse af Fleabag – og endelig kan du jo bare bruge den som enkeltstående sproglig øvelse.

Assignment: Semantic Fields in Fleabag

Videoklippet i denne opgave er et interview med holdet bag teaterstykket Fleabag fra British Council Arts 28. juni 2017.

Du skal kun arbejde med performancedelen: Tidskode 00:17 – 00:27.

Besvar opgave 1-3 nedenfor.

  1. Find og skriv i alt 6 ord fra videoen, der tilhører det semantiske felt sex/pornography.
  2. Skriv for hvert af de 6 ord, hvilken ordklasse ordet tilhører.
  3. Skriv 6 sætninger, hvor du bruger de fundne ord i en ikke seksuel kontekst.

Fleabag: Om værklæsning og ikke-værklæsning

January 8th, 2020 § 0 comments § permalink

Nogle gange er de bedste gaver de mest uventede. F.eks. en lille bog med billedet af en mascaravædet kvinde på forsiden, titlen FLEABAG, forfatternavnet PHOEBE WALLER-BRIDGE og oplysningen om, at stykket nu er en “MAJOR TV SERIES”.

Phoebe Waller-Bridges i Fleabag “Unbelievably rude, jaw-droppingly filthy … extremely funny” (Time Out Magazine)

Hvis Fleabag på en eller anden måde er gået din næse forbi, så brug lige et par minutter på, at forstå, hvorfor du skal se, læse og arbejde med den i undervisningen.

Progression i værklæsning

Med sine kun 38 sider kan Fleabag ikke anvendes som skrevet værk i engelskundervisningen, men jeg vil argumentere for, at Waller-Bridges drama alligevel er et oplagt valg til træning af læsning og læsemotivation hos eleverne.

Ser man bort fra længdekravet opfylder Fleabag alle krav, man kunne have til et godt værk. Det er aktuelt, grænseoverskridende / (mainstream) provokerende, utrolig sjovt og ekstremt vedkommende.

Hele stykket kan læses i 3 overskuelige klumper, men plottet/ fortællestrukturen er kompleks nok til at kræve et vist overblik. Samtidig er de fleste scener så korte, at de let lader sig iscenesætte i klasserummet.

Med andre ord er Fleabag et mulighedsfelt for:

  • arbejde med drama (f.eks. optakt til Shakespeare)
  • at overskue en forholdsvis kompleks tekst
  • karakterudvikling, plot, dialog, dramaets komposition
  • upålidelighed
  • kreative, analytiske og vurderende skriveøvelser
  • træning af mundtlighed vha. rollespil
  • humor og sociale tendenser i Storbritannien
  • køn og identitet

Autentiske sprog og dramaøvelser

Fleabag er en ung kvinde i 20’erne: feminist (men en dårlig en af slagsen), sexafhængig og ejer af en “guinea-pig-themed-café” på fallitens rand efter hendes bedste ven og businesspartner Boo har begået selvmord ved et uheld. Kvindens rigtige navn bliver aldrig afsløret, men derimod er konnotationerne der knytter til betegnelsen “Fleabag” – “a cheap run-down hotel or rooming house; any shabby low-grade public establishment; a worthless racehorse, a dog, especially if it is flea-ridden; a bed eller a sleeping bag” – temmelig afslørende for hendes selvopfattelse og sarkastiske humor.

Fleabag er eneste karakter på scenen, men interagerer løbende med andre via forskellige lydeffekter og indspillet dialog. Stykket igennem er publikum dog Fleabags absolut vigtigste med- og modspiller.

I forordet til dramaet skriver Phoebe Waller-Bridge:

“I am obsessed with audiences. How to win them, why some things alienate them, how to draw them in and surprise them, what divides them. It’s a theatrical sport for me – and I’m hooked.”

Herefter giver hun en række eksempler på eksperimenter i publikums-interaktion, som også kunne være gode at bruge i undervisningen – f.eks;

“Make an audience fall in love with at character in under five minutes”

På denne baggrund skrives og opføres en række små monologer enten individuelt eller i par. Publikum får hver sin røde heliumballon (Her kan du med fordel få hjælp af din fysikkollega) og slipper den i det øjeblik, de forelsker sig.

Andre øvelser kunne være:

  1. Make people heckle a character.
  2. Write a dialogue between two characters, make the audience invest in one character and not the other
  3. Make an audience forgive a terrible crime.

Og sidst men ikke mindst:

“Funny/Not funny: How do you make an audience laugh in one moment, then feel something completely and profoundly different in the next?”

Netop denne øvelse kunne være fantastisk i klasserummet til at afdække sociale koder, karaktermotivation og det affektive indhold af en tekst.

I wish I hadn’t let you in #lol #soinappropriate

Kernen i både dramaet og serien er konstante brud på den 4. væg, hvor Fleabag skaber et rum med en ekstremt personlig relation mellem karakter og publikum, der svarer til at fortælle sine dybeste hemmeligheder til en fremmed på en bænk i parken.

I forordet italesætter Waller-Bridge denne form for (over) intimitet direkte, som et fokus i værket: ‘In TV, characters arrive in people’s living room, their kitchen table, and are often even taken into bed with them! It’s a very intimate way of communicating with an audience and a privilege to experiment with […] The absolute ideal situation was that at the beginning you should feel she wants you there and by the end, that she wishes she hadn’t let you in.”

Denne tilgang er meget tydelig i traileren til sæson 1 af TV-serien, og nedenstående uddrag fra en workshop performance af Fleabag.

Analyse af traileren kunne være en god indfaldsvinkel til arbejdet selve dramaet. Iøvrigt er første sæson af TV-serien meget nært beslægtet med teaterversionen.

Comedy in Theory

Fleabag kan ses i forlængelse af en tendens i moderne TV, hvor det traditionelle drama er blevet overhalet af serier, som på overfladen ligner komedier, men ofte beskæftiger sig med absolut usjove emner. Denne artikel fra New York Magazine kalder genre for Comedy in Theory og giver en række eksempler på serier der falder inden for denbe kategori: How Comedy Usurped Drama As the TV Genre of Our Time (New York Magazine, June 13, 2016) https://www.vulture.com/2016/06/comedy-tv-genre-of-our-time.html

Hvis du vil læse mere om Fleabag som drama, kan du med fordel kaste dig over denne artikel fra The Atlantic (30 August 2019): The Nostalgic end of “Fleabag”: https://www.theatlantic.com/entertainment/archive/2019/08/nostalgic-end-fleabag-wyndhams-theatre-london/597172/

SKÅÅL! Frokost og traditionsdiskurser

December 17th, 2019 § 0 comments § permalink

Er der noget mere dansk end et frokostbord med æg, snaps og karrysalat til den marinerede sild? I Johannes V. Jensens Digte 1906 danner frokosten ramme om et markant traditionsbrud og indvarsler modernismen i dansk litteratur og kunst. Hos Dansk Folkeparti er frokosten derimod en vigtig brik i konstruktionen af danskhed og italesættes i deres politiske fortælling som en tradition rigtige danskere naturligvis tager del i.

I denne artikel deler jeg forløbet “SKÅÅL: Frokoster og traditionsdiskurser i dansk kunst og litteratur”.

Rose Eken: “Frokost” (Glaseret ler, 2015)

Forløbet er tænkt som optakt til værklæsning af samtidsromanen Frank vender hjem (2019) af Kristian Bang Foss, men det kan ligeså oplagt bruges alene, som SRP-emne eller i fagligt samspil med f.eks. samfundsfag og billedkunst.

Frokosten som vendepunkt hos Kristian Bang Foss

Netop frokostbordet kan være et minefelt af regler: nogle uskrevne – andre formuleret med sylespids bevidsthed om, hvad der er god og absolut ikke god opførsel i Emma Gads korrekthedsbibel Takt og Tone (1918). Bogen rummer f.eks. denne liste med 48 (!) ting man – ifølge Gad – aldrig må gøre ved bordet.

Kristian Bang Foss’ roman Frank vender hjem (2019) indlejrer den traditionsrige kulturbegivenhed i fortællingen om et dansk klassesamfund “hvor nogle går til bunds, mens andre flyder ovenpå som korkpropper”.

Familiefrokosten til “Sankthans i Skagen” er et afgørende vendepunkt i romanen og den alvidende fortæller benytter lejligheden til at dissekere både fænomenet ‘dansk hygge’ og en rigelig mængde skeletter i skabet hos den rige Holmberg-familie. Litteratursidens analyse af romanen lægger stor vægt på betydningen af frokostscenen og trækker forbindelser til både moderne politiske diskurser, det moderne gennembrud og skagensmalerne:  

“Ingelise elsker “det danske frokostbord med alle dets traditioner” (146) og insisterer på, at hun alene anretter maden og dækker op med sit dyrebare Flora Danica-stel. Champagnesocialisten André er vred og psykisk nedbrudt, efter en levertransplantation har givet ham et organ fra en afdød politiker fra Dansk Folkeparti og har permanent dårlig samvittighed over at leve på en formue tjent ved lyssky forretninger under anden verdenskrig. Ingelises storebror Bent hader sin venstreorienterede svoger og piller med sadistisk skadefryd sårskorpen af enhver rift. Bent er dog i midtvejskrise og har i et anfald af selvhad hentet familiens sorte får Ejnar, den Asperger-agtige kunstnertype, som deltager i familiesammenkomsten for første gang i flere år. Alt i mens går diverse ægtefæller i cirkler om sig selv, børnebørn larmer i en medbragt trampolin og Bents konsulentsøn Victor spiller “demonstrativt frisk og lykkelig” (145) i poloskjorte og “meget stort armbåndsur” (144).”

Mad og modernisme – Johannes V. Jensen og Fynsmalerne

Med de ikoniske digte “Interferens” og “Paa Memphis Station” står Johannes V. Jensens Digte 1906 centralt placeret, som den første modernistiske digtsamling i dansk litteraturhistorie. Alligevel vælger litteraturprofessor Anne Marie Mai “Ved frokosten” til listen over de 10 bedste danske digte, måske fordi “de fire blomstrende stykker” med øl og snaps bringer digterjeget i direkte kontakt med verdensaltet? “Livet og solsystemet gaar glimrende”. “Skaal!”

Johannes V Jensens digt kommer via intertekstuelle referencer på besøg i et utal af værker fra eftertidens danske kunst og litteraturhistorie – mest kendt er nok fynsmaleren Fritz Sybergs stilleben “Ved frokosten”. Digtet og Jensen sætter helt nye normer for hvad man kan tale om i et digt.

Du kan lytte til digtet nedenfor og læse mere om Digte 1906 i artiklen “Først spiser jeg et med æg og sild…” fra Berlingske Tidende 18. september 2006.

Frokosten lægger også op til et bredere perspektiv om identitet og madkultur generelt. Her vil det være oplagt af inddrage materiale fra kunstmuseet Trapholts udstilling EAT ME fra 2015.

Fritz Syberg: “Ved frokosten” (Maleri, 1906)
Johannes V. Jensen: “Ved frokosten” (Digt, 1906)

Konstruktionen af hygge

Det er svært at forestille sig midsommer i Skagen uden at se P.S. Krøyers ikoniske malerier ‘Sct. Hansblus på Skagen’ (1904) og ‘Hip Hip Hurra!’ (1888) for sit indre blik. Skagensmalerne står centralt i dansk kultur og har med tiden bevæget sig fra revolutionære outsidere til indbegrebet af borgerlig smag.

P.S. Krøyer “Hip Hip Hurra! Kunstnerfest på Skagen” (Maleri, 1888)

Som i Frank vender hjem dækker Krøyers penselstrøg og Skagens sagnomspundne lys dog over en langt mere kompleks og stærkt redigeret virkelighed. Hip Hip Hurra! – øjebliksbilledet fra frokosten i den gamle have ved Brøndums Hotel – er en nøje gennemtænkt konstruktion af den lykkelige kunstnerkoloni, som Krøyer arbejdede på gennem flere år med psykiske sammenbrud og ganske få af personerne på billedet var faktisk tilstede samtidig. “Sct. Hansblus på Skagen” afbilleder for første gang lokale skavboer sammen med kunstnerne og inkluderer et portræt af Krøyers kone Marie arm i arm med sin svenske elsker Hugo Alfvén.

Venskab, familieidyl og social samhørighed er mindre et reelt og mere – hvad sociologen Benedict Andersson kalder – et forestillet fællesskab bygget på fordomme og forventninger. Læs mere om skagensmalerne og iscenesættelse i Eva Pohls artikel “Drachmann, Krøyer, skønhed, smerte”.

Krøyers konstruktion af hyggen kan også spores i et andet frokostbillede.

Maleriet fra 1883 fanger en situation, hvor Krøyer sidder til bords med sin kone Marie og forfatteren Otto Benzon. Scenen er lys, livlig og hyggelig, men der er noget i Krøyers afbildning af Maries blik, der antyder en fascination og tiltrækning, der måske peger i en mere tvetydig retning?

P.S. Krøyer: “Ved forkosten sammen med Otto Benzon og Marie Krøyer” (Maleri, 1883)

Gris på gaflen

Hvor kunsten og litteraturen udfordrer provokerer den politiske diskurs på andre måder. Dansk folkepartis kampagne “Vi holder af Danmark” er et eksempel på politisk brug af “det danske forkostbord med alle dets traditioner”, som er oplagt til diskursanalyse.

Du kan se hele kampagnen på partiets hjemmeside i linket ovenfor, men jeg vil lige gøre opmærksom på dette citat vedrørende Juleplakaten:

“Vi fulgte ved juletid kampagnen op med en tegning af alle fire, der sidder ved et traditionelt julefrokostbord – komplet med rødternet dug, snaps og lignende. Det var der ikke meget politik i, og kampagnen var da også alene ment som et ønske om en glædelig jul til beskueren. DF lavede for år tilbage en fotograferet julekampagne med den daværende ledelse, dengang var det glögg og æbleskiver, der var omdrejningspunktet.”

Jeg tænker det vil være relevant at diskutere kommunikationssituationens betydning for opfattelsen af indholdet?

Dansk Folkeparti: “Vi holder af Danmark” (Kampagneplakat, 2018)
Tweet fra Venstre politiker Torsten Schack 8. December 2018.

End of the F…ing World

December 10th, 2019 § 0 comments § permalink

Helt ærligt synes jeg det er temmelig intimiderende at arbejde med moderne TV-serier i klasserummet. De fleste store serier – Game of Thrones, Breaking Bad, Mad Men, Dexter, Watchmen, Stranger Things – er lange, meget lange. Med uendelige plottråde og komplekse karakterbuer, der udvikler sig over hele sæsoner. Så hvordan griber man det an?

Well, en måde er selvfølgelig at bruge enkelte afsnit i tematiske forløb. Antologien Angles anvender f.eks. Mad Men – episoden “The Marriage of Figaro” i sit emne om Suburbia og jeg har selv inkluderet pilotafsnittet fra Weeds i samme tema. Stranger things er perfekt til horror; Thirteen Reasons Why til teenage angst – og der er ingen grund til at komme ind på mængden af interessante seriemordere vel?

En anden vej ind i serieland er at kaste sig over Channel 4’s geniale mikrofortælling: The End of the F***ing World. Historien om de unge outsidere Alyssa og James’ roadtrip gennem et kuldslået, dystopisk England er baseret på en grafisk roman af Charles Forsman. Både serie og bog har med god grund fået kultstatus.

I’m pretty sure I’m a psycopath

The End of the F***ing World er en visuelt stimulerende sort komedie med intelligent plot og alternativ fortælleteknik. Med 8 episoder af ca. 20 minutters længde er serien nærmest skræddersyet til undervisning.

Hver episode er kort nok til at se og behandle meningsfyldt på én lektion og man kan fint lade eleverne se afsnit hjemme uden at arbejdsbelastningen bliver overvældende. Derudover ligger plot og karakterudvikling i TV-adaptationen så tæt op ad Forsmans oprindelige værk, at man uden videre kan supplere med tegneserien og lade uddrag fra den træde i stedet for enkelte episoder.

Ikke mindst er de to hovedkarakterer James og Alyssa super-interessante typer og historien er så velfortalt, at den nærmest suger publikum til sig. Tjek f.eks. beskrivelsen af første afsnit: “Den 17-årige James er blevet træt af at slå dyr ihjel og har travlt med at planlægge sit første rigtige mord, dan den nye pige Alyssa overrumpler ham på skolen.” Jeg er hooked:-)

Denne lille promo-video fra Charles Forsmans YouTube-kanal og siden nedenfor giver en ret god fornemmelse for tegneseriens univers, tone og grafiske stil.

Analyseopgave: Giv en karakteristik af James ud fra denne éne side i tegneserien.

Minimalisme og Millenials

En af de ting The End of the F***ing World gør virkelig godt er at fange essensen af tegneseriens grafiske stil og bringe den med over i et nyt medie.

Formans grafiske fortælling har et minimalistisk udtryk med sorthvide tegninger og en simpel streg. I TV-versionen er denne stil videreført i scenografien, hvor huse og interiører virke tomme og forladte. James bor f.eks. med sin far i en menneskefjendsk bauhaus-konstruktion af et hus. Lokationerne står øde hen og der er ofte en mærkbar afstand mellem personer og ting.

Det sted minimalismen virker stærkest er dog i karaktererne. Alex Lawther (James) og Jessica Barden (Alyssa) spiller ofte med ekstremt små virkemidler, mens stilhed og akavede kropsbevægelser ofte taler højere end de gør.

Minimalisme i End of the F***ing World. James og Alyssa holder i hånd på en kuldslået, tom lokation. De er sammen, men kigger hver sin vej og bakken med chips, som de deler, danner spidsen i en omvendt trekantskomposition, der signalerer uro.

Musik, dialog, og fortælleteknik i End of the Fucking World er også super-interessant og fungerer meget direkte til at iscenesætte og karakterisere hovedpersonerne. I tegneserien løber en form for indre monolog i tekstbokse parallelt med handlingsforløbet og dialogen. Denne indre monolog er taget med over i TV-serien, hvor en voice over giver adgang til James og Alyssas tanker, der næsten altid er i direkte modstrid med deres ord og handlinger.

Musikken bruges nogle gange som et tredje narrativt element, som ironisk kommenterer, kontrasterer eller understøtter karakterernes følelser og handlinger. James og Alyssa er begge usikre millenials. Outsidere, der finder et mærkeligt sort spejl i hinanden.

Grafiske og filmiske virkemidler

Selvom de to medier er vidt forskellige er et vist overlap mellem termiologien til analyse af film og grafiske fortællinger.

Hvis du mangler materiale til tegneserier er der flere gode grundbøger på markedet. Jeg vil klart anbefale at få fat Mimi Olsen og Hans-Christian Christiansens Grafiske Romaner; Bo Høpfner og Clausens og Jesper Kaalunds Getting Graphic og Scott McClouds klassiker Understanding Comics.

I min optik er End of the F***ing World oplagt til at træne ikke bare film- og medieanalyse generelt, men også til at forfølge begreber og metoder der kan anvendes til analyse af litterære værker: f.eks. karakterudvikling, plotstruktur, handlingstråde og fortælleteknik, synsvinkel, motiver og tematik.

Enjoy:-)

Debatterende artikel om Respektløs hensynsfuldhed

December 10th, 2019 § 0 comments § permalink

Du sidder der bag skærmen med kaffe i din kop og leder rundt på nettet med lys og suk og lup. Den må da vær’ derude, den næste go’ idé til noget at debattere og træne skriftlighed.

Ditte Gråbøl og Morten Kirskov i Bergmans “Scener fra et ægteskab” (Det Kongelige Teater, 2017)

I et indlæg i Weekendavisen rettede digteren Søren Ulrik Thomsen for nylig kritik mod teaterdirektør Jon Stephensen fra Avenu T.

Thomsens kritik kommer i forlængelse af, at Jon Stephensen i et interview har udtalt, at “Musikken skriver nye sange og litteraturen nye bøger. Men teatret er bundet op på en klassikerarv med totalt forældede kønsroller, som slet ikke harmonerer med virkeligheden.”

Stephensens udtalelse er udtryk for en tendens Søren Ulrik Thomsen kalder “respektløs hensynsfuldhed”, hvor kunst og historie redigeres af frygt for, at de næste generationer skal tage skade af tidligere tiders normer.

Emnet er oplagt til en debatterende artikel, og derfor har jeg kombineret indlæggene fra de to herrer med en såkaldt “krænkelsesguide” fra Information 1. april 2019 og et lille medieklip af Annika Aakjærs sang “Mur af selvcensur”.

Opgave: Debatterende artikel

Opgaveformulering
Skriv en debatterende artikel, hvor du med udgangspunkt i konkrete eksempler undersøger og diskuterer frygten for krænkelser i kulturen og det offentlige rum og forsøger at overbevise din læser om dine synspunkter.

I din artikel skal du inddrage Respektløs hensynsfuld (tekst A) og mindst ét af de tre andre indlæg Krænkelsesguide: følg disse fire trin, så er du altid sikker (tekst B) Klassikere i teatret bidrager til unges sexkrænkelser (tekst C) og Mur af selvcensur (tekst D).

I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:

  • At diskutere, i hvilket omfang frygten for krænkelser er udtryk for misforstået hensynsfuldhed ved at inddrage hovedsynspunkter og argumenter fra Respektløs hensynsfuldhed (tekst A).
  • At underbygge din egen argumentation med konkrete eksempler bl.a. ved at inddrage mindst én af teksterne Krænkelsesguide (tekst B), Klassikere i teatret bidrager til unges sexkrænkelser eller Mur af selvcensur (tekst D).
  • At præsentere emnet gennem en fokuseret indledning og diskussion og forsøge at overbevise din læser gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation med en afslutning, der markerer dit synspunkt.

Omfang af din artikel: tre-fire normalsider á 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum)

Tekster og medier

Tekst A: Søren Ulrik Thomsen, Respektløs hensynsfuldhed (Weekendavisen, 6/12 2019 – besøgt 10/12 2019)

https://www.weekendavisen.dk/2019-49/boeger/respektloes-hensynsfuldhed?fbclid=IwAR3Yo2vG7qYHOQz6-nuo2LjrZX-Q6Ztr3Z9KRU54aCQOAYkaBoFhOj_vbOE

Tekst B: Thomas Burø og Jannick Friis Christensen: “Krænkelsesguide: Følg disse fire trin, så er du altid på den sikre side (Information 1/4 2019)

https://www.information.dk/debat/2019/03/kraenkelsesguide-foelg-fire-trin-saa-altid-paa-sikre-side

Tekst C: Jon Stephensen, “Direktør: Klassiskere i teatret bidrager til unges sexkrænkelser (dr.dk, 18/11 2019 – besøgt 10/12 2019)

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/direktor-klassikere-i-teatret-bidrager-til-unges-sexkraenkelser

Tekst D: Annika Aakjær, Mur af selvcensur (Medieklip, Youtube – besøgt 10/12 2019)

American Histories – Watchmen

December 6th, 2019 § 0 comments § permalink

Alan Moore og Dave Gibbons dekonstruktion af superhelte-stereotyper fra 1986 fortæller historien om en alternativ tidslinje, hvor USA vandt Vietnamkrigen, Watergate aldrig fandt sted og dybt fejlbarlige vigilantes jager kriminelle i atomkrigens skygge.

Regina King i rollen som Sister Night: Politikvinde i Tulsa med nonnekåbe og elefanthue.

Netop nu ruller Damin Lindelof fantastiske TV-serie over skærmen på HBO. Sat i 2019 fremskriver Lindley den oprindelige tegneseries alternative historie til sin logiske konsekvens: USA er midt i en brutal racekrig; “The Seventh Cavalry” – en højreekstremistisk terrorgruppe i Rorschach-masker slagter politifolk på åben gade – mens mange sorte lever af de “reparations” Robert Redfords liberale regering udbetaler i kompensation for slaveriet.

For kompleks til undervisning og hvad så?

Såvel Moores tegneserie som Lindelof TV-serie er ekstremt komplekse narrativer med spring i tid og rum, et utal af handlingstråde, metafiktive elementer og særdeles tvetydige karakterer.

Alan Moores Watchmen er på én og samme gang en hyldest til og dekontruktion af superheltegenren og en meta-undersøgelse af tegneseriemediets narrative muligheder. Watchmen-universet er i høj grad baseret på idéen om at forfølge en tanke til sin logiske konsekvens.

Superheltes origin stories er ofte dybt traumatiske. Batman bekæmper f.eks. kriminalitet iført maske og flagermuskappe, fordi han har set Jokeren myrde sine forældre. I Moores forståelse fører den slags oplevelser i den virkelige verden sjældent til pletfrit heltemod baseret på høj samfundsmoral og derfor lader han sit take på superheltegenren spejle og undersøge mere autentiske psykologiske reaktioner.

Moores karakterer – Rorschach, Comedian, Night Owl, Dr Manhattan, m.fl. – er som hovedregel identitetsløse stakler med beskidte tanker, traumer og yderst tvivlsomme motiver.

I sin helhed er Watchmen for stor og kompleks til at behandle på gymnasieniveau. Den til gengæld ekstremt inspirerende og elementer fra universet kan give spændende indgangsvinkler til en lang række forløb – f.eks. om helteroller, ondskab, graphic fiction og postmodernisme, eller endnu bedre i temaer om krig, fake news, Vietnam, konspirationsteorier, 1960’erne, amerikansk identitet og historie.

Krystalnacht Tulsa

Watchmens parallelunivers lever i høj grad af sin tilknytning til virkelige historiske begivenheder og tendenser. I tegneserien fra koldkrigsåret 1986 tæller “The Dooms Day Clock” ubønhørligt ned til atom-ragnarok, mens TV-Serien fra 2019 behandler aktuelle temaer som race, ulighed og WOKE Culture.

Værkets historiefortælling fortsætter det tematiske fokus på logiske konsekvenser. I Moores Watchmen er præmissen et twist på 1960’erne og 70’ernes politiske virkelighed, hvor Vietnamkrigen er vundet og Watergate-skandalen aldrig har fundet sted. Dermed udspiller handlingen sig i et USA, som aldrig har tabt en krig og samfundsudviklingen er baseret på Richard Nixons politiske ideologi.

Lindelofs Watchmen-serie arbejder med en lidt anderledes vinkel på alternativ historie.

Første episode åbner i 1921 med raceoptøjerne i Tulsa. Begivenhederne, også kendt som Greenwood-massakren, kostede 39 mennesker livet og sårede 800, mens mere end 6000 sorte indbyggere blev fængslet. Urolighederne begyndte da en gruppe hvide angreb det sorte forretningskvarter i Greenwood. Angrebet på de sorte forretningsdrivende kan sammenlignes med en slags amerikansk krystalnacht og er senere blevet omtalt som “den værste racemotiverede voldsepisode i amerikansk historie.”

Alligevel er begivenheden nærmest ikke eksisterende i den officielle historieskrivning, at de færreste seere til premieren var klar over at handlingen i Watchmen-episoden er baseret på virkelige hændelser.

The Times They Are A Changin

Den nemmeste måde at inddrage Watchmen direkte i klasserummet er nok at bruge åbningssekvensen fra Zack Snyders filmversion fra 2009.

Til lydsporet fra Bob Dylans “The Times They Are A Changin” er den indledende montage 5 minutter og 34 sekunders ironisk tour de force gennem amerikanske drømme og mareridt fulde af gangstere, bomber over Hiroshima og Nagasaki, koldkrigshysteri, Kennedy-mord, Vietnamkrig, Nixon og – selvfølgelig – fallerede superhelte.

Snyders introduktion iscenesætter Watchmen og deres forløbere “The Minutemen”, som karikaturer på en af de mest velkendte stereotyper i amerikansk populærkultur: den ensomme helt, der rydder op i byen og rider videre ind i solnedgangen.

I en amerikansk kultur med nærmest ugentlige skoleskyderier er forestillingen om the lone gunman som helt dog rimelig blakket, hvilket den ironiske behandling i starten af Watchmen klart udstiller.

Heltetyper og review bombing

Kontroversielle værker vil formodentlig altid dele vandene. Også i det perspektiv er Watchmen værd at kigge på. Alan Moore og Dave Gibbons oprindelige tegneserie har noget nær mytologisk status blandt mange fans af genren og det gør udvidelser af universet vanskelig.

Modtagelsen af Damon Lindelofs TV-udgave er interessant, fordi den har fået mere eller mindre entydig ros fra kritikere, mens nogle fans aktivt hader den. Watchmen er det seneste eksempel på review bombing , hvor en gruppe fans af subjektive årsager søger at påvirke et bestemt kulturprodukts rating på sociale medier negativt.

Ifølge en artikel i The Daily Beast har fans kastet sig over Watchmen, dels fordi de opfatter den som “WOKE Propaganda”, dels – og mere interessant i et engelskfagligt perspektiv – på baggrund af en fejllæsning af tegneseriens centrale karakter Rorschach.

Det faktum, at Lindelof gør Rorschach til forbillede for en gruppe højreekstremister, falder en del fans for brystet, fordi Rorschach, i deres optik, er en heltefigur.

Ser man analytisk på Moores oprindelige tegneserie er Rorschach-figuren dog alt andet, og Alan Moore portrætterer ham som den absolutte modsætning til den klassiske helt. Han optræder måske nok i rollen som værkets mest centrale karakter og søger til dels at løse værkets hovedkonflikt, men som person er han dybt afsporet. Rorschach er dybest set en depressiv, brutal og fascistoid sadist.

Det er ikke tilfældigt, at Moore giver Rorschach navn efter en psykologisk test. Som de ikoniske blækklatter på psykologens kontor, er han aldrig hverken mere eller mindre end det beskueren ser.

I Moores univers er verden aldrig sorthvid og denne kompleksitet er på én gang Watchmens største styrke og største svaghed.

Diskursanalyse i litteraturen: Bjørn Rasmussens Jeg er gråhvid

December 4th, 2019 § 0 comments § permalink

I danskundervisningen er diskursanalyse ofte forbundet med medier og sagprosa, men metoderne og begrebsapparatet kan lige så godt anvendes i analyse af skønlitteratur. Bjørn Rasmussens “antabusdagbog” Jeg er gråhvid (2018) er et oplagt valg.

I romanen reflekterer Bjørn Rasmussen over årsagerne til sin psykiske sygdom og ser den som konsekvens af normer og diskurser i samfundet, der ikke levner plads til afvigere.

Uden brug af faglige begreber foretager Bjørn, i uddraget, selv en analyse af diskurserne i Socialdemokratiets valgkampagne fra 2015: “Det Danmark du kender”. Efterfølgende udvikler han en grotesk antagonistisk diskurs, der udstiller præmissen i socialdemokratiets udlændingepolitik og kæder den til andre marginaliserede grupper i samfundet.

Du kan se plakaten og læse mere om kampagnen i artiklen “Thornings nye kampagne overrasker med krav til udlændinge” fra Berlingske Tidende 2015.

Had og sygdom som social praksis

Et oplagt sted at begynde analysen er at bede eleverne finde semantiske skemaer og på den baggrund udpege 2-3 forskellige diskurser i teksten. Herefter kan man gå videre til at anvende Ernesto Laclau og Chantal Mouffes begreber på Bjørn Rasmussens analyse af plakaten og indsætte den i Norman Faircloughs diskursmodel.

Et af de mest interessante aspekter ved diskursanalyse af Jeg er gråhvid er, at Bjørn Rasmussen meget tydeligt knytter sin egen situation sammen med diskurser i samfundet. Derfor er uddraget oplagt til at vise og forklare sammenhængen mellem begreberne “tekst”, “diskursiv praksis” og “social praksis” i Faircloughs model.

Find diskursen brug begrebet

ANALYSEOPGAVE

  1. Undersøg de semantiske skemaer i uddraget fra Børn Rasmussens Jeg er gråhvid (2018).
  2. Udpeg – på baggrund af de semantiske skemaer – 2-3 forskellige diskurser i teksten.
  3. Bjørn Rasmussen analyserer diskursen i Socialdemokratiets valgplakat med Helle Thorning-Schmidt. Brug Laclau og Mouffes begreber på denne analyse (nodalpunkt, ækvivalenskæde, denotation, konnotation, differenskæde, antagoni, hegemoni)
  4. Inddrag selve valgplakaten (vedhæftet) i analysen. Diskuter om Bjørn Rasmussen har ret i sin analyse.
  5. Placer teksten i Faircloughs diskursmodel og diskuter Bjørn Rasmussens syn på forholdet mellem den diskursive og sociale praksis.
  6. Brug resultaterne af diskursanalysen til en sammenfattende fortolkning af teksten.
  7. KREATIV OPGAVE
    Lav en plakat eller kampagnevideo til et af Bjørn Rasmussens alternative slogans: “Hvide jyder og højreorienterede skal elske” eller “Danskere skal dø”.

    Du skal kunne argumentere for dit valg af materiale og virkemidler.

Materiale

Uddrag af Børn Rasmussen, Jeg er gråhvid (Gyldendal, 2018)

Socialdemokratiet: Det Danmark du kender (Valgkampagne, 2015)

Litteratur, diagnoser og krænkelseskultur

December 2nd, 2019 § 0 comments § permalink

Her i sommer skrev jeg i en analyse på litteratursiden, at Bjørn Rasmussens nyeste roman ‘Jeg er gråhvid’ (2018) er en “1:1 beretning fra et psykoselandskab, der flere steder kan bringe mindelser om Sylvia Plath eller Pär Lagerkvists digt ’Aangest, Aangest är min arvedel’, hvor landskabet forvrides til ukendelighed af fortællerens rædsel.”

Bjørn Rasmussen er en af de forfattere i samtiden, som nok kan falde ind under betegnelsen “diagnoselitteratur”, som i den senere tid har skabt voldsom debat i aviser og på sociale medier. Det er ikke mit ærinde i dette indlæg at forholde mig hverken positiv eller negativt til begrebet. Jeg synes blot diskussionen er interessant og kunne være superrelevant til et undervisningsforløb om tendenser i samtidslitteraturen.

Debatten blev sparket i gang 25. november 2019 af et Facebook-opslag fra Asger Schnak, som nu er slettet efter en shit storm af dimensioner. Heldigvis nåede jeg at kopiere teksten i opslaget, som du kan se nedenfor, sammen med en podcast fra “Skønlitteratur på P1” med Amalie Bergstedt og Liv Nimand Duvå reaktioner fra forfatteren Kristina Stolz og Asger Schnaks opfølgende artikel “Litteratur som forvandling” i dagbladet Information.

Asger Schnaks oprindelige opslag

“DIAGNOSELITTERATUR: En ikke helt ny trend i den hjemlige litteratur er, hvad jeg vil kalde diagnoselitteratur. Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke og være villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin ulykke. Eller måske bare have fået et barn. 1970’ernes bekendelseslitteratur er den rene centrallyrik i forhold til den nye privatisme. Dengang var det med en vis risiko, at digterne stillede sig frem; nu er de dækket ind af den fredhellige krænkelseskultur. De er uangribelige. Stiller man sig som læser kritisk over for fænomenet, er det med risiko for at blive betegnet som ufølsom eller kynisk. (Eller identitetspolitisk naiv). Selv om det forekommer mig at være lige omvendt: Det er forlagene og de forfattere (og kritikere), der har skabt denne genre, der er kyniske. De får store anmeldelser og opmærksomhed og salg, men de svigter litteraturen ved at flytte fokus fra dens almeneksistentielle nødvendighed til en persondyrkelse, der er irrelevant i forhold til litteraturen som kunstart. Man kan have medlidenhed med forfatterne som mennesker i deres individuelle ulykke uden at sympatisere med den privatlivsfikserede bølge, som truer med at kvæle litteraturen i tårer. Vi har alle mødt ulykke, vi har alle mistet medmennesker, vi har alle oplevet sygdom, det gælder også forfattere, men er det godt (for litteraturen), at de er ’hudløst ærlige’? Har man fået et barn, kommer der en bog om det, har man mistet en slægtning, kommer der en bog om det. Ikke omvendt. Selv om det ville skabe en befriende afstand. Vi hylder alle kærligheden, men det er ikke litteraturens opgave at skabe sympati for forfatteren. Sygdom og personlig ulykke kvalificerer ikke til litterær betydning og relevans. Kunst er usentimental, nøgtern, beder ikke om medfølelse. (Se forbi dig selv, ind i sandheden!).”

Madonna Darfur og den reflekterende artikel

December 1st, 2019 § 0 comments § permalink

En af mine absolutte yndlingsopgaver til træning af reflekterende skrivning i dansk er at bede eleverne om at undersøge kunstens rolle i samfundet med udgangspunkt i en YouTube-video, hvor kunsthistoriker Bente Hammershøy på strøget i Horsens fortæller om Christian Lemmerz skulptur Madonna (Darfur) kombineret med Kristine Jacobsens kronik “Hvad skal vi med kunst?.

Opgaven er god, fordi den er dejligt åben og kan gå i mange retninger. Man kan behandle værket meget direkte, skrive om kunstens rolle mere generelt eller undersøge begreber som etik, normer, provokation eller noget helt andet. Oplægget inviterer altså præcis til den type undersøgelse og refleksion, der er beskrevet i den vejledende eksamensopgave fra undervisningsministeriet:

“Når du skriver en reflekterende artikel, skal du undersøge og reflektere over et danskfagligt emne eller spørgsmål. At reflektere vil sige at tænke, overveje og undre sig, og målet med artiklen er dels at formidle denne refleksion, dels at få læseren til at reflektere sammen med dig.
Du skal gennem din artikel vise, at du både kan formulere abstrakte overvejelser over emnet og præsentere og inddrage konkrete eksempler, som du kobler til dine abstrakte overvejelser. De konkrete eksempler vil du blive bedt om at hente fra det tilknyttede tekstmateriale (mundtligt, skriftligt eller multimodalt), men derudover kan eksemplerne også være egne iagttagelser, erfaringer og oplevelser, noget du har læst eller set i undervisningen, i avisen, på nettet, i fjernsynet el. lign., som du inddrager. Du vil ofte blive bedt om at gå i dybden med en del af det udleverede materiale. Det betyder ikke, at du skal foretage en fuldstændig analyse af materialet, men at du skal kunne uddrage en eller flere vigtige analytiske pointer, som du kan koble til dine abstrakte overvejelser om emnet og anvende som eksempler.

Kendetegnende for den gode reflekterende artikel er, at den er drevet af en personlig stemme, som er opmærksom på at få læseren til at tænke med. Man vil derfor sige at den reflekterende artikel er dialogisk, og at refleksionerne åbner emnet og viser, hvordan du gennem din tanke- og skriveproces bliver gradvist klogere på dit emne sammen med læseren.”

Du kan læse mere om den reflekterende artikel og se en masse konkrete eksempler på skrivehandlinger på Sune Weiles blog Ind I Sproget Ud I Verden.

En opgave to versioner

I forhold til den tidligere essay er opgavebeskrivelsen til den reflekterende artikel væsentlig mere stilladseret. Det kan selvfølgelig være en god ting, men det kan være med til at lukke nogle af de retninger teksten kan gå i og måske gøre det sværere at udvikle en personlig stemme. I klasserummet tænker jeg derfor, at det kan være en god idé at veksle mellem flere forskellige typer af opgaveformuleringer, mens man fastholder fokus på at slutproduktet har den rigtige form.

Nedenfor finder du to udgaver af opgaven om Madonna (Darfur). Den ene formuleret som en klassisk essayopgave og den anden med stilladsering.

Version 1

Skriv en reflekterende artikel med udgangspunkt i videoklippet fra Horsens TV om Christian Lemmerz’ skulptur Madonna (Darfur) (Bronze, 2008). Du skal inddrage Kristine Jacobsens artikel ”Hvad skal vi med kunst?” (Information, 28/7 2000) og kan perspektivere til andre værker, du kender.

Version 2

Skriv en reflekterende artikel, hvor du undersøger kunsten rolle samfundet.

I din artikel skal du inddrage videoklippet med Bente Hammershøy om Madonna (Darfur) samt Kristine Jacobsens artikel “Hvad skal vi med kunst?” (Information, 2001)

I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:

  • At reflektere over kunstens rolle. Inddrag et eller flere synspunkter fra Hvad skal vi med kunst?. Du kan fx komme ind på kunstens rolle i samfundet og for den enkelte, ytringsfrihed, etik, normer, censur og selvcensur.
  • At inddrage enten Christian Lemmerz’ skulptur Madonna (Darfur) og Bente Hammershøys tanker om værket og det placering i gadebilledet som eksempel på, hvordan kunst eller litteratur kan udfordre grænser.
  • At skrive dialogisk og reflekterende med en personlig stemme, der forholder sig til både emnet og til din egen tanke- og skriveproces.

Omfang af din artikel: tre-fire normalsider á 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum)

Materiale

Downloads

Baggrundsartikel om kunst i det offentlige rum:

Opgaveformuleringer

Eksempel på reflekterende artikel / essay:

Freedom of Speech is not Freedom of Reach

November 25th, 2019 § 0 comments § permalink

Skriftlig opgave STX Engelsk A
Af Morten og Mette Mølgaard Pedersen

21. november 2019 modtog den britiske komiker Sacha Baron Cohen en pris for International Leadership fra den amerikanske organisation Anti-Defamation League. Skuespilleren – som mest er kendt fra sine kontroversielle satiriske roller, som Ali G, Bruno og Borat Sagdiyev – benyttede lejligheden til at rette et skarpt angreb på Tech-giganterne Twitter, Google, YouTube og Facebook for at have skabt verdens største propaganda-apparat og deres manglende indsats overfor spredning af hate-speech og misinformation.

Cohens tale indholder mange interessante pointer og retoriske greb, som gør den velvalgt til at bruge i engelskundervisningen og ikke mindst træning af de nye skriftlige opgavetyper med integreret grammatisk og stilistisk analyse.

Grammatik og Non-Fiction Analyse

Opgavesættet består af et non-fiction essay med udgangspunkt Sacha Baron Cohens tale og et videoklip af Facebook-direktøren Mark Zuckerbergs tale på Georgetown University i oktober 2019.

Plus et Analytical Essay om Eugenia Colliers novelle “Sweet Potato Pie” (1972) med tilhørende grammatiske opgaver og en lytteøvelse med identifikation af semantiske felter.

Anvendt materiale:

Kære underviser

Denne skriftlige opgave tager udgangspunkt i opgavetyper og elementer fra de to nye prøvesæt til Engelsk A som er udgivet af undervisningsministeriet i forbindelse med gymnasiereformen 2017.

Vær opmærksom på at de valgte tekster er en smule til den lange side. Derfor vil jeg anbefale at dele opgavesættet op og bruge det til træning af del-elementer – evt. kan det være en god idé at lade eleverne aflevere en dispositionsopgave i grupper, inden de kaster sig over de egentlige essays.

Downloads

WORD-format

PDF-format