Dansk, Idéer, Kunst, Litteratur

På opdagelse i kedsomhedens anatomi

Hvad er kedsomhed? Jeg står blandt hylderne hos Harald Nyborg med 30 meter ethernet-kabel i hånden. Køen strækker sig ned gennem hele butikken, hvert menneske pænt ventende bag sin gule stribe coronatape. Vi har ikke rigtig bevæget os i noget tid. Der er åbenbart opstået et problem oppe foran. Først kaldes en medarbejder til kassen, så bliver det tilsyneladende lidt mere alvorligt og højtaleranlægget beder nu indtrængende “Jesper” om at komme. Der går en murren gennem rækken. Selv skifter jeg vægten fra den ene fod til den anden. Læser reklameskilte på må og få i butikken. Så fisker jeg mobilen op af lommen.

Kedsomhed

“At slå tiden ihjel, dette uhyre, er det ikke vor alleralmindeligste og mest tilladte beskæftigelse?” spurgte Charles Baudelaire engang midt i 1800-tallet. Kedsomhed rammer os alle fra tid til anden, men hvad er kedsomheden egentlig og hvordan forholder vi os til den? For Charles Baudelaire er kedsomheden et onde som må bekæmpes med alle midler, andre tænkere som Walter Benjamin, Joseph Brodsky og Anthony Burgess har et mere positivt syn på sagen.

Forløbet Kedsomhedens anatomi kaster et undersøgende blik på begrebet kedsomhed, som det kommer til udtryk i verdenslitteraturen og filosofien fra Kingo til Murakami, Kierkegaard til William Enderby, Samuel Beckett til Jørgen Leth.

Kedsomheden ifølge din mor (og Søren Kierkegaard)

Hvis din mor minder bare lidt om min, er dit syvårige selvs: “Jeg keeeeder mig!” blevet mødt med enten et højest frustrerende: “Det er sundt at kede sig” eller endnu værre: “Intelligente mennesker keder sig aldrig.” “Så uretfærdigt!” syder din indre syvårige i retfærdig harme. “Som det på nogensinde kunne være din skyld, at verden pludselig har vendt dig ryggen og gjort alle normale tiltag til røvsyg ligegyldighed!”

Hvis du vil tilgive mit stråmandsargument et øjeblik, kan jeg glæde – både dit nuværende og syvårige selv – med at Søren Kierkegaard giver dig ret:

Hvor er dog Kedsommeligheden rædsom – rædsom kedsommelig; jeg ved intet stærkere udtryk, intet sandere, thi det lige erkendes af det lige. Gid der var et højere Udtryk, et stærkere, saa var der dog endnu en Bevægelse. Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det eneste, jeg ser, er Tomhed, det eneste, jeg lever af, er Tomhed, det eneste, jeg bevæger mig i, er Tomhed. End ikke Smerte lider jeg. Gribben hakkede dog bestandig i Prometheus’ Lever; Loke dryppede der dog bestandig Gift paa; det var dog en Afbrydelse, omend ensformig. Smerten selv har tabt sin Vederkvægelse for mig. Om man bød mig al Verdens Herligheder eller al Verdens Kvaler, de rører mig lige meget, jeg vilde ikke vende mig om paa den anden Side, hverken for at naa eller for at fly. Jeg dør Døden. Og hvad skulde kunne adsprede mig? Ja, hvis jeg fik en Trofasthed at se, der bestod enhver prøvelse, en Tro, der flyttede Bjerge; hvis jeg fornam en Tanke, der forbandt det endelige og det uendelige. Men min Sjæls giftige Tvivl fortærer alt. Min Sjæl er som det døde Hav, om hvilket ingen Fugl kan flyve; naar den er kommen midtvejs, synker den mat ned i Død og Undergang.

Søren Kierkegaard, Diapsalmata (1843)

I Enten-Eller fra 1843 beskæftiger Kierkegaard sig indgående med begrebet kedsomhed, som han i lighed med Charles Baudelaire ser som konsekvens af moderniteten. I citatet fra “diapsalmata” (mellemspil) formulerer Kierkegaard flere gange den følelse af tomhed der gør kedsomheden til en uudholdelig tilstand. Mere underfundigt beskriver han den tilstand du – som syvårig – lige har plaget din mor med:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse; jeg gider ikke gå, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke.

Søren Kierkegaard, Diapsalmata (1843)

Netop kombinationen af rastløshed og ørkesløshed er vel netop den største forbandelse ved akut kedsomhed. Kierkegaard beskriver en tilstand som griber ind i både individet og omverdenen. Verden synes tømt for sanseindtryk og individet ligger kraftesløst og apatisk hen. Tiden – som Baudelaire skriver – strækker sig til et uendeligt indholdsløst rum.

Mens vi venter på at dø

Kedsomheden er uhåndgribelig – liv inficeret med intethed. I kedsomheden konfronteres vi med vores relation til evigheden. Kedsomheden er ubærlig, fordi vi ikke magter at håndtere den. Derfor taler vi også ofte om “at slå tiden ihjel” og kedsomheden bliver en tung byrde, vi for en hver pris må undgå. Alligevel peger nyere forskning på, at din mor havde ret: Det er faktisk sundt at kede sig (også for intelligente mennesker). Når man dagdrømmer eller grubler over en situation, træner man sin hjerne til at huske bedre og mere detaljeret – for eksempel dufte eller følelser.

I Enten-Eller lever æstetikeren Johannes fra ”Forførerens dagbog” et liv designet til at maksimere nydelse og undgå kedsomhed, men ellers folder Søren Kierkegaard mest sit livtag med kedsomheden ud i afsnittet “Veksel-driften”. Her argumenterer Kierkegaard ironisk og med sylespids humor for “at kedsommelighed er en Rod til alt ondt”. Guderne kedede sig og derfor skabte de mennesket. Adam kedede sig alene, derfor skabtes Eva. På den måde spreder kedsomheden sig gennem verden indtil den bliver et altomgribende onde. “Kedsommeligheden er den dæmoniske panteisme”, hævder Kierkegaard og vender på den måde den romantiske forestilling om en guddommelig ånd i naturen på hovedet. I modsætning til den guddommelige ånd der gennemstrømmer og beriger den romantiske natur, gennemsyrer kedsomheden verden og tømmer den for mening.

Min historie fra køen hos Harald Nyborg peger, tror jeg, på noget lignende. I vores moderne hyperdigitaliserede verden har mennesker har svært ved at kede sig. Hvad er mobilspil, Facebook og TicToc andet end hjernedøde metoder til at udfylde tomrummet? Vi quizzer og tager personlighedstests, skriver statusopdateringer og danser hæmningsløst i få sekunders videoklip. Vi lever vores pseudoliv, mens vi venter på at dø – eller på Godot (hvad nu kommer først).

Du kan finde opgaver til Diapsalmata og Veksel-driften her

Typer af kedsomhed

Er det mon med kedsomhed, som med ulykke? Lev Tolstoj åbner sin roman Anna Karenina (1877) med ordene: ”Alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig”. Smerten har altså, ifølge Tolstoj mange ansigter, mens lykken kun har ét. Kedsomhed kan også have flere udtryk, i Reif Larsens The Selected Works of T.S. Spivet opridser fortælleren – den 12-årige kartograf T.S. Spivet – hele fem typer:

  1. Afventende kedsomhed: Noget stort lurer forude og forhindrer dig i at kunne koncentrere dig om noget som helst, og så begynder du at kede dig
  2. Svigt-kedsomhed: Du forventer dig noget bestemt af en aktivitet eller situation, men det bliver ganske anderledes, og så keder du dig
  3. Aggressiv kedsomhed: Her er kedsomhed ikke et modus, men mere en besked til omverdenen; bruges ofte af teenagere, der kaster sig på sofaen med ordene ‘jeg keder mig!’
  4. Rituel kedsomhed: I stedet for at blive ked af det, sur eller noget andet krævende, kan den erfarne keder vælge at kede sig
  5. Monotoni-kedsomhed: Af og til keder man sig bare, når man har udført en aktivitet eller været i en situation længe nok
Kedsomhed - The Selected Works of T.S. Spivet
I Reif Larsens roman kortlægger fortælleren T.S. forskellige typer af kedsomhed

Jeg kan især godt lide idéen om “rituel kedsomhed”, hvor “den erfarne keder” vælger kedsomheden som en bevidst udtryksform. Man kan nok genkende en del af T.S. Spivets typer i Kierkegaards “Diapsalmata”.

Med lidt større filosofisk vægt, kan man vende sig mod Lars Fr. H. Svendsens værk Kedsomhedens filosofi (2001). Her skelner filosoffen mellem to grundlæggende former for kedsomhed, som vi allerede er stødt i dette indlæg, nemlig:

  1. Situativ kedsomhed (Køen hos Harald Nyborg)
  2. Eksistentiel kedsomhed (Kierkegaards tomhed)

Som navnet antyder er “situativ kedsomhed” knyttet til en bestemt situation (venteværelset på skadestuen eller bilkøen på den tyske motorvej). Derfor opløser “situativ kedsomhed” sig i sagens natur, når der indtræder en forandring – når døren ind til lægen går op eller vejarbejdet slutter og vi uhindret kan fortsætte turen mod Frankrig.

Eksistentiel kedsomhed er derimod en mere alvorlig og langvarig tilstand med symptomer, der minder om melankoli, depression eller spleen.

Det moderne menneskes privilegium

Det lyder måske mærkeligt for et forlystelseshungrende menneske i corona-lockdown, men det må egentlig betragtes som et privilegium at kunne kede røven ud af bukserne. Man skulle umiddelbart tro, at vi mennesker altid har haft mulighed for glo ind i væggen eller sidde med følelsen af at se maling tørre.

Kedsomhed - Maslows behovspyramide

Men overskud af tid er faktisk en forudsætning for at den kan føles lang. Derfor er kedsomhed også en ret moderne opfindelse, der opstår blandt aristokratiet omkring 1750 og senere breder sig ud i borgerskabet. Først her begynder vi nemlig for alvor at skelne mellem arbejdstid og fritid. For de fleste almindelige mennesker er tilværelsen en konstant kamp for at skaffe brød på bordet, mens de priviligerede klasser har tid i overflod. Tænk barokke haveanlæg, spejlsale, kostumeballer med store kjoler, masker og gigantiske hvidpudrede parykker, rævejagter, lysthuse og hyrdespil.

“Mennesket er det eneste dyr, som keder sig,” sagde psykologen Erich Fromm midt i det 20. århundrede og kedsomhed helt klart er et kulturfænomen. Først når menneskets grundlæggende behov er opfyldt får man tid til at kede sig. På Maslows behovspyramide er kedsomheden dermed særligt knyttet til individets vækstbehov – med behovet for selvværd og selvrealisering.

Selvom det aldrig italesættes direkte i roman, opstår alle forviklinger og intriger Jane Austens Emma (1815) fra et overskud af tid og privilegium.

Hent min introduktion til begrebet kedsomhed her

Acedia – den førmoderne kedsomhed

Længe før eliten begyndte at bekæmpe deres overskud af tid med erotiske hyrdelege var en anden samfundsgrupper udsat for kedsomhedens svøbe. På middelalderens klostre var acedia den værste synd en munk kunne begå, for hvis Gud er fuldkommen, hvordan kan det så være kedeligt at vie sit liv til ham?

Den hollandske maler Joos van Cleeves billede af den hellige Hieronymous (ca. 1525) portrætterer munken med en attitude der viser alle tegn på kedsomhed omgivet af vanitas symboler. Den form for kedsomhed er også tydelig hos Thomas Kingo i salmen “Keed af Verden, og Kier ad Himmelen”, hvor digteren beskriver det jordiske liv med tomhed, lede og afsky.

Kedsomhed - acedia
Joos van Cleve: Der heilige Hieronymous im Gehäus ((1520-25) Museum Kunstpalast, Düsseldorf)

Som vi allerede har set i det faste udtryk “intelligente mennesker keder sig aldrig” er kedsomheden også i dag forbundet med skam, dumhed og foragt. Kedsomhed kan også ligefrem være livsfarlig. I artiklen “Børn af en istid” (2013) beskriver Malte Henk og Noriko Hatashi ensomme dødsfald i Japan, med ordet kodokushi, der næsten direkte oversat betyder: at dø alene af kedsomhed.

Kedsomhed som positivt nulpunkt

Man kan selvfølgelig også opfatte kedsomheden i et mere positivt lys. “Den der opbygger forsvar mod kedsomhed, opbygger forsvar mod sig selv,” skriver Friedrich Nietzsche og siger dermed, at folk som frygter kedsomheden i virkeligheden ikke kan klare sig i sit eget selskab.

I den fiktive litterat William Enderbys “Forelæsning om kedsomheden”, som er oversat af Jonathan Wichmann i bogen Leth og kedsomheden (2008), diskuterer Anthony Burgess (ja, ham med A Clockwork Orange) kedsomheden som et slags “positivt nulpunkt”. Med det mener han, at et menneske der keder sig kommer i kontakt med et rum uden for tiden som ikke behøver at være skræmmende, men derimod er frisættende. Det værd at bemærke at den negative opfattelse af nulpunktet (evigheden), næsten udelukkende er en vestlig tradition. I buddhismen er det højeste stadie af indsigt som bekendt repræsenteret ved en tom cirkel.

Den positive nulpunktsoplevelse er central i Christopher Kezelos’ fine stop-motion-animationsfilm Zero, der tegner et hjertevarmt billede i næsten 1:1 overensstemmelse med Willams Enderbys tanker.

En lignende opfattelse i den tyske litterat Walter Benjamins essay Der Erzähler, som jeg her citerer fra i engelsk oversættelse. I essayet taler Benjamin om betydningen af historiefortælling og ikke mindst den menneskelige tradition for at huske og videreformidle historier. For at kunne gøre det, mener Benjamin, at historiefortælleren først gøre historien til sin egen (assimilation), hvilket er en proces der kræver ro og, ja, kedsomhed:

This process of assimilation, which takes place in depth, requires a state of relaxation which is becoming rarer and rarer. If sleep is the apogee of physical relaxation, boredom is the apogee of mental relaxation. Boredom is the dream bird that hatches the egg of experience. A rustling in the leaves drives him away. His nesting places — the activities that are intimately associated with boredom — are already extinct in the cities and are declining in the country as well. With this the gift for listening is lost and the community of listeners disappears.

wALTER bENJAMIN, tHE sTORYTELLER (1936)

Der også derfor det kan være sundt at kede sig. Når man ikke har andet at tage sig til begynder hjernen at går sine egne veje og kan nå frem til kreative indfald.

Hent kompendiet til Kedsomhedens anatomi her

Kernetekster

Malte Henk og Noriko Hatashi: “Børn af en istid” (Feature) in Weekendavisen 13. Juni 2014
Anthony Burgess, William Enderby:”Forelæsning om Kedsomheden” (1959) in Jonathan Wichmann, Leth og Kedsomheden. (Monografi, 2007)
Søren Kierkegaard, “Diapsalmata” og “Vexeldriften” in Enten-Eller. (Filosofi, 1843)
Thomas Kingo, “Keed ad Verden, Kier ad Himmelen”. (Digt, 1675)
Samuel Beckett, Act without Words I/II (Drama, 1957)
Søren Ulrik Thomsen, “Beroliget af altings almindelighed in Rystet spejl. (Digte, 2010)
Jørgen Leth, “Tamara Press er et meget godt navn” og “Der er ikke andet” in Det går forbi mig (Digte, 1975)
Jørgen Leth, “Der er rod udenfor” in Glatte Hårdtpumpede Puder (Digte, 1969)
Milan Kundera, Langsomheden (Uddrag. Roman, 1995)
Haruki Murakami, Trækopfuglens krønike (Uddrag. Roman, 1997)
Jiro Taniguchi, “Regnvejr” og “Splintret landkab” in Manden der går tur (Grafiske fortællinger, 2011) Per Højholt, “Glæden ved kedsomhed” in Stenvaskeriet og andre stykker (Essays, 1981)

Sekundærlitteratur

Zero (Animeret kortfilm. Zealous Creative, 2011)
Joseph Brodsky, In Praise of Boredom (Tale, 1994)
Reif Larsen, “5 typer af kedsomhed” in The Selected Works of T.S. Spivet. ((uddrag) Roman, 2009) LarsFr. Svendsen, Kedsomhedens filosofi. (Filosofi, 2001)

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published.