Dansk, Idéer, Litteratur

Virusmonologerne: Fire digte og et essay

The Vagina Monologues kaldte Eve Ensler tilbage i 1990’erne sit episodedrama om køn og seksualitet. Måske kan man kalde det tekster danske forfattere skriver netop nu for virusmonologerne? Jeg har samlet fem digte og et essay om coronapandemien her:

Inkubationstid

MADS MYGIND; 2020

HYLDEST

I’m just paying my rent every day in the tower of song
Leonard Cohen

Efter rejsen
med masker og handsker
i flyet
fra lufthavn til lufthavn

og i det halvtomme tog
der kørte os hjem

Efter karantænen
står vi nu
i supermarkedet
fire meter fra de nærmeste

De store børn
sidder ved kasserne

i de lange aftener
op imod
den mørke nat

Højt over Rema
over dig og mig
over dem og alle

lyser stjernerne
på himlen i kulden

Kloder og sole
planeter og måner
drejende eksplosioner
af mørke og lys

Spæde supernovaer
og glemte universer

Månen er ny
og hænger ud med Venus
i egenes grenværk

Hank Williams og Bjørnvig
hoster der ude
i det forsvindende

og det der kommer
højt højt oppe
i sangenes tårn

som lys
som bareprikker af lys

Ufattelige rum
endeløst
i alle retninger

Vandrebilleder
af børnedrømme

De indeholder alt
og mere end alt
skal der ikke til

I dag har de fået
skærme foran sig
de store børn
der sidder
under stjernerne

Peter Laugesen, 2020

Læs også: Pesten i Bergamo: arbejdsspørgsmål og opgaver

Brat opvågnen

jeg drømte
at hver og en af os
da godt forstod
at vi levede
at fugle vidste alt om
deres egne sange
at fisk tav stille uden
noget som helst besvær
at blomster var helt med på
at de blomstrede
at enhver hund uden videre
begreb enhver anden gøende
at min krop da godt forstod
at være vidunderlig
jeg drømte den drøm
hundred sekunder i træk
for nu snart en sær fjern
måned siden
da jeg brat vågnede op
til en ny skræk i livet
selve menneskelivet
alle menneskers liv i krig
med naturens spøgelseshær
på dørhåndtag og hud og alt nærvær
og forstod pludselig ingenting
ingen verdens coronating
ud over at følge vores venligtsindede
øverstbefalendes påbud om at holde
os som fra hinanden
ingen ved hvor længe?

Marianne larsen; 2020

Uden titel

det er som om vir
keligheden er blevet
for virkelig i

øjeblikket hvor
coronaen har sat sin
krone på værket

og vist os hvor skrø
belig den verden er som
vi synes var u

rokkelig i fjor
men se nu blot på en må
ned er det fake news

på en måned er
livet blevet til en kamp
om rugbrød og toi

letpapir – mer skul
le der ikke til end en
lille virus der

i forstørrelse
på skærmen er smuk som en
rød nellike – mer

skulle der ikke
til for at afsløre vo
res skrøbelighed

Claus Høeck, 2020

Læs også: Pandemic Poetry: “Lock Down” by Simon Armitage

Vi rus

Det er mørkningstimen, jeg står i dalens flimrende lys
og ud af skovbrynet kommer to flagermus flyvende.

De kredser om hinanden, som et dansende rygte
om at det er flagermus solgt på et marked i Wuhan
som er kilden til udbruddet af Covid-19.

Flagermus er et viltert og smukt dyr på samme tid.
Blødt og fuld af betydning bebor
den området mellem naturen og kulturen.
Deres flaksende kasteknive roterer frem
og tilbage over den usynlige grænse.

Naturen viser tænder.
Dracula er blevet drakonisk.
Der kommer ingen Batman og redder verden.

Nogen hoster efter at have spist en flagermus i Kina
børserne krakker i Wall Street
og naturen smiler.

Den smiler med blottede tænder
og smilet koger op i menneskenes blod.
Den suger deres bevægelser
den suger deres kys
og sender dem angst
og fattigdom
og død i stedet.

Den sender smitte ind mellem menneskene
så de må holde sig halvanden meter fra hinanden.

Verden er en anden.
Verden er forandret.

Vi vil aldrig glemme det vi står midt i nu.
Verden er ny og nu.

Vi.
Inde i ordet virus står ordet »vi«.
Os.
Også̊
sproget er nyt og fyldt af nye ord:
Patient 0
Superspreder
Inkubation.
Karantæne. Pandemi.

Vi kan dem allerede.
Som mundbind og håndsprit, det ligger lige på tungen.

Som barn var jeg dybt fascineret af ordet Undtagelsestilstand.
Barndomlandets klare billeder
af mund- og klovsyge epidemier, afspærringstape ind til zoner
ingen måtte krydse. Som i filmen af
Lars von Trier og Niels Vørsel, Epidemic fra 1987,
historien om pestlægen som bragte smitten fra hus til hus.

Pest er et ord som hører middelalderen til.

Smitte, spedalskhed, miasma, overføre, videregive, inficere
alle de ord som løber fra mund til mund,
fra update til update.

Vi er i berøring med verden.
Vi får verden på os hele tiden.

Vi er i den.
Vi er den.

Vi. Rus.
Os.

Jeg lander i Pisa
og straks bliver jeg skudt
i panden af to kvindelige aliens
iført hvide rumdragter.

De vil måle min temperatur
den er tilsyneladende normal nok
til at jeg bliver lukket ind i det lukkede land.

Nogen har spist en flagermus i Kina
og den lille bløde, lodne krop ændrede verden.

Dette er ikke verdens ende, men måske
er det på tide, at give den tilbage til flagermusene.

Jeg kører ned til min lokale bar for at drikke en kop kaffe.
Gulvet er stribet op med tape så alle kan holde sig
halvanden meter fra hinanden.

Uden for Supermarkedet står folk i en lang uhyggelig kø
med masker og handsker og ser tomt ned i deres telefoner.

Der lukkes femogtyve ind ad gangen
i Supermarkedet, du har ti minutter.

Tøm en legetøjsbutik på ti minutter
var præmien i Anders And-bladet fra Ota Solgryn da jeg var barn.
Nu er det et dekret fra det omgivende samfund.

Hvad er et samfund?

Lige består det omgivende samfund af røde zoner
og dødstal og minimale interaktioner
små skred i mødet imellem menneskene.

Hvem har du tillid til?
Hvem er du?
Hvor kommer du fra?
Hvor skal du hen?

En ny sms tikker ind fra Udenrigsministeriet:
»Hvis du befinder dig her og der
så må du bare se at tage benene på nakken:
Kom hjem«

Men hvor er hjem?

I mørkningstimens usynlige smitte
brænder solen ud på himlen og landskabet
er en anakronistisk tekst
smuk, ophidsende og urovækkende.

Supermarkedet er tomt.

Indkøbsvognene er forvandlet til måleenhed:
Pr. dekret skal du holde dig en indkøbsvogn væk fra din næste.
Den næste.

Menneske forskanser sig i husene
med dåsemad og spagetti og frysepizzaer nok til flere år.

Som i Pesten i Bergamo
som i Den røde døds maske
som i Pesten af Camus
som i Dekameron.

Kom, lad os læse verdens pesttekster.

Jeg går ad skråningens smitteveje
i mørkningstimen og jeg skal
pr. dekret have tilladelse til at gå tur.
Der kommer Citrondamen, godaften.
Hun sidder inde i sin bil. Hun er
bange kan man høre på hendes stemme, virkeligt bange.
Hun er i farezonen, hun er 81,
præcis gennemsnitsdødsalderen for Covid-19 i Italien.

Jeg siger, at hun skal ringe
hvis hun har brug for noget næste gang
jeg skal ned i supermarkedet.

Supermarkedet!
Det er ikke længere ret super.

Mit billede af grundkapitalismen er en ung pige
som svinger om sig med Prada-shoppingposer
på strøget i Milano.

Nu svinger hun shoppingposerne vildt omkring sig i en cirkel
på halvanden meter for at holde alle andre væk.

Nu er solen i sit dybe hjørne.

Månen er her også̊. Månen er fuld
og nøjagtigt lige så stor som solen.
Når Solen går ned så står Månen op.
Det er ikke underligt
at man har troet at der var en sammenhæng:
Lige store men slet ikke lige store.

Alt er tegn i sol og måne og rygter og halve sandheder.

Alle jeg møder taler om virus.
Vi giver ikke hånd.
Vi giver smil og sparker til hinandens sko.

Vi konfronteres med vores mindste bevægelser
konfronteret med at vi er de levende
de stadigvæk levende.

At vi er væsner som lige nu trækker vejret:
Forbindelsen af alt med lunger.

Mens jeg går på stien som fører gennem olivenlunden
tænker jeg på de italienske og franske kindkys
to eller tre, nogle gange fire kys.
Nu gives der ikke kindkys mere.
Kyssenes kemiske laboratorier
ligger øde hen, neonlysene er slukket
og langt væk høres kun lyden af sirener og klokker.

Solen går ned som et kindkys til havet derude.
Natten løber vild i nyheder
som tikker vildere og vildere ind.

Hastigheden af døde og smittede
stiger i hele landet.

Landet lukkes ned.

Jeg kan ikke bevæge mig
ikke flytte mig mere.

Jeg må pr. dekret blive
hvor jeg er.

Udenfor
og midt i det hele.

Rundt om i husene
ligger menneskene
og stirrer ud i luften
som de
ikke tør ånde.

Morten søndergaard, 2020

Læs også: Livets matematik: et forløb om Inger Christensens alfabet

Virus er et sprog fra det ydre rum. Et sprog, vi ikke forstår  

Vi kan ikke forstå virus. Eller: Jeg kan ikke forstå det. Så jeg kigger i encyklopædien og tjekker på nettet, famler, forsøger at begribe, hvad dette fænomen dog er. Måske fordi følgevirkningerne af det, der sker nu, virker mere uoverskuelige end noget andet, jeg har oplevet i det halve århundred, jeg har levet.

Language is a virus from outer space, skrev William Burroughs, nu muterer hans ord: Virus er et sprog fra det ydre rum. Et sprog, vi ikke forstår.

Vi ved ikke, hvad det er, det unddrager sig vores kategorier.

»Der kan ikke gives noget entydigt svar på, om virus er levende organismer eller avancerede makromolekyler,« står der i encyklopædien. På én gang død materie og en afart af liv. Det lyder som et af de udøde væsener fra den gotiske litteratur – mumier, vampyrer, dæmoner – der ubesværet krydser frem og tilbage over grænsen til Dødsriget: Kun ved at trænge ind i en levende celle kan virus replikere sit RNA eller sit DNA.

Uden for værtscellen er virus livløs, uden eget stofskifte og uden mulighed for at formere sig: Abstrakt information, ren potentialitet, en mulighed uden retning og mål. En nano-robot fra det ydre rum.

Vi forstår det ikke, vi forstår ikke, hvad det vil, vi ved ikke engang, om det vil eller bare gør. Molekyler gør, de vil ikke noget, de følger naturlovene som små maskiner. Organismer vil, det bilder vi mennesker os i det mindste ind, vi forstår efterhånden, at også andre dyr vil, selv planter, svampe og bakterier vil i en vis forstand. Men virus er hinsides gør eller vil. Vi kan ikke forstå det.

Eller: Jeg kan ikke forstå det. Så jeg kigger i encyklopædien og tjekker på nettet, famler, forsøger at begribe, hvad dette fænomen dog er. I sig selv. Måske fordi følgevirkningerne af det der sker nu, virker mere uoverskuelige end noget andet, jeg har oplevet i det halve århundred, jeg har levet. Kan man ikke overskue konsekvenserne, og kan man ikke forstå fænomenet, kan man til en begyndelse forsøge at begribe selve ordet, men også det er svært at fastholde: Vi ved ikke, hvilket køn ordet har på dansk, virus fordobler sig til virussen, virusset; vi ved ikke, hvilken flertalsform det har, det fordobler sig til vira, virusser, og de fordobler sig igen i bestemt form til viraene eller viraerne og virussene eller virusserne. Bøjningsformerne muterer – som om ordet var lige så eksponentielt, som det fænomen det benævner. Jeg forsøger at tage fat om ordets rod: Virus, virulent, viralt, vi kender det i forskellige former, viskøs er en del af samme familie, tykt-flydende. Og den betydning er tættere på ordets rod end »gift«, som er, hvad glosen betyder på oldgræsk og latin, for går man tilbage til den indoeuropæiske rod, er den * ueis-, perhaps originally meaning »to melt away, to flow«, som der står i en etymologisk ordbog på nettet. Virus flyder, virus smelter andre ting væk, virus nedbryder skibet, mens det sejler. Og det skal ingen steder hen.

Virus kan sagtens inficere en organisme, uden at det levende væsen mærker den udødes tilstedeværelse. Vores lidelse er ikke virus’ mål og tjener intet formål. Virus vil os det ikke ondt, virus vil os det ikke godt, virus vil os ingenting. Så måske er det alligevel ikke blandt udøde gotiske monstre som zombier og dæmoner, at vi skal finde et passende billede på den aktivitet, coronavirus udfolder, for monstre har altid en vilje. Hvor dunkel og uudgrundelig den end er, er vi ikke i tvivl om, at den er der, og at den er stærk. De fleste sci-fifortællinger om besøg fra rummet er – det er i det mindste mit indtryk; jeg ved ikke ret meget om genren – stadig gotiske gysere, bare med et andet production design: De handler om væsener med hensigter, som regel onde hensigter. Kun de færreste af vores fortællinger skildrer en egentlig alien invasion, et møde med noget, der set fra vores begrænsede perspektiv er så radikalt fremmedartet, at det er hinsides gør eller vil, tilfældigt eller intenderet, livløst eller levende. Hvis vi endelig en dag kommer i kontakt med en i sandhed højere intelligens, vil vi per definition være for dumme til at opdage det – hvilket også betyder, at det kan være sket for længst eller sker lige nu.

Myrerne i den lille tue, der bliver smadret af en tung gren, har ingen forudsætninger for at forstå den alien invasion, der rammer deres bo. De har fjender, fremmede væsener, de kan identificere og forsvare sig imod, fugle f. eks., men grenen er noget ganske andet. Og om den blev kastet af et barn eller bare faldt ned fra det træ, tuen står under, er et spørgsmål, som befinder sig på et abstraktionsniveau, der er milevidt over myrernes fatteevne. For os såvel som for myrerne – ja måske på et ethvert erkendelsesniveau – er der forskel på fremmed og fremmedartet, foreign og alien.

Trump har kaldt coronavirus »a foreign virus« og »The Chinese virus«. Han forsøger at indskrive pandemien i en velkendt fortælling om en fremmed magts angreb på Amerika. Det skal være nogens skyld, der skal være en fjende, ellers er der ikke nogen at besejre, og så har han ikke nogen berettigelse, ikke nogen magt. Men virus er ikke en fjende, en fremmed, virus er fremmedartet. Og virus er ikke en magt.

Ganske vist taler vi om at »bekæmpe« den, som var den en invasionsstyrke, men det er bare en mere uskyldig brug af den samme upræcise metafor, som Trump bruger med et anderledes gustent overlæg. Virus er ikke en hær, virus har ingen leder. Vi kan ikke indlede fredsforhandlinger med virus, vi ville ikke engang kunne overgive os til virus, når ødelæggelserne bliver for omfattende, vi ville ikke kunne lade virus overtage regeringskontorerne. Virus er ikke interesseret i territorier, ressourcer, magt. Virus er en årsagskædereaktion. Vi er ikke under angreb, vi er bare i vejen. Vi er det biologiske substrat, virus bevæger sig gennem. Den myretue grenen rammer.

Udsigten til, hvad der kommer til at ske i USA i de kommende uger og måneder, er i mine øjne mere usikker og foruroligende, end den har været siden Den Amerikanske Borgerkrig. Det virker, som om næsten hvad som helst kan ske: Vil det lykkes Trump at benytte en undtagelsestilstand til at aflyse præsidentvalget og blive siddende? Både Trump og Biden er i risikogruppen.

Hvad sker der, hvis én af dem eller begge to dør af COVID-19 inden 20. november? Coronavirus ser ud til især at ville ramme Trump-vælgere: Gamle hvide mænd med dårligt helbred og en dyb skepsis over for stat og myndigheder, det vil sige over for evidensbaserede gode råd og påbud. Hvad sker der, når eller hvis de begynder at dø i hobetal, og det i forvejen dybt defekte amerikanske sundhedsvæsen kollapser? Vil de vende sig mod Trump eller stille sig bag ham? I Danmark hamstrer vi lokumspapir, i USA hamstrer de våben. The Guardian rapporterer om lange køer og tumult hos våbenhandlere over hele Amerika. Væbnede kampe, borgerkrigslignende tilstande, jeg synes også selv, det lyder sindssygt og alarmistisk, men har svært ved at finde et stærkt argument for, at den mulighed er urealistisk.

Meget vil afhænge af, om Trumps retoriske strategi lykkes. Kan han skabe en troværdig skrækfortælling, et overbevisende fjendebillede, kan han endnu engang gøre sig selv til offer og overmenneske i ét? Lige nu ser det ikke ud til det. Lige nu ser det ud til, at denne grotesk uduelige og ustyrligt selvovervurderende leder for første gang er en smule rådvild, og måske – måske! – lytter en anelse til andre end røvslikkere.

Hans bratte kursændring i forhold til coronavirussen har ført til vild forvirring i Trumpistan – den sociale og mediemæssige parallelvirkelighed, hans tilhængere befinder sig i. Nogle kolporterer stadig Den Kære Leders gamle i øvrigt indbyrdes modstridende fortællinger om, at det er en stor venstreorienteret konspiration, et ligegyldigt fupnummer, at antallet af smittede bliver mindre, og at hvis det hele ramler, så er det kinesernes skyld. Andre, såsom Fox News, forsøger at følge præsidenten i hans pludselige kursskifte. Vil Trumpistan gå i opløsning? Eller tværtimod samle sig og marchere mod hovedstaden med våben i hånd? Trump slog sig op på at ville dræne sumpen og rydde op i Washington – bliver retorik nu til realitet? Sproget er en virus fra det ydre rum, sagde Burroughs, og fortællinger kan være farlige, hvis man tror på dem. Hvis man bliver inficeret af deres information, hvis man spreder den og fører den ud i livet.

På papiret og på skærmen er fortællinger bare kode, livløse ord. I et inficeret menneske krydser de grænsen fra død materie til kød og blod og korporlig virkelighed.

Virus er et sprog, vi ikke forstår. Uvidenhed fører til frygt, siger man, men jo mere viden, jeg får om virus og dens konsekvenser, jo mere frygtindgydende, synes jeg, det ser ud. Alting går lynhurtigt, udviklingen er ekstremt volatil og helt uforudsigelig.

Jeg burde være skrækslagen, tænker jeg

Pandemi, Pandæmonium – uanset hvor på globen man zoomer ind, er der en ny katastrofefilm: Amerika som nævnt, Afrika, der antagelig er endnu mere doomed, Bangladesh, hvor mere end 10.000 mennesker for nylig angiveligt i timevis stod tæt sammen på en mark i en fælles bøn om et mirakel mod corona, flygtningelejrene i Syrien, hvor social distancering er umulig og lægehjælp så godt som ikkeeksisterende, Europa i ekspresfart mod totalitarisme Alligevel er jeg ikke bange. Måske er det en slags fartblindhed, en mærkelig og ikke helt ubehagelig uvirkelighedsfølelse, ligesom den afklarede ro, der kan indfinde sig, når man står midt i et trafikuheld eller en arbejdsulykke og til sin egen overraskelse formår at gøre det rigtige med de lemlæstede kroppe. Ikke at forfærdelsen og væmmelsen ikke er der, det er de, de er en del af den virkelighed, man står i, men ikke en styrende del, de er ligesom indskrevet i omgivelserne, mens man selv står uden for det hele eller mærkeligt viljeløs lader noget andet handle gennem én og blot betragter scenariet fra et ikke-lokaliserbart allested. Ser, hvordan alting sker af sig selv, glasklart og helt uforståeligt.

Måske burde jeg skamme mig over min uvirkelighedsfølelse. Jeg følger nyhedsstrømmen med samme iver og opstemthed, som var det et reality-show. Jeg synes, det er umodent, uansvarligt. Det her er ikke et scenarie, siger jeg til mig selv, det er ikke en øvelse, det er ikke en film. Selv om grænserne mellem fiktion og realitet er opløst i den virtuelle verden, som vi tilbringer stadig mere tid i, og hvor virkeligheden bliver fortalt, og fortællingerne bliver virkelige, er der stadig noget, der hedder IRL, meatspace, liv og død. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt noget er virkeligt, har den israelske historiker Yuval Harari sagt, så spørg dig selv: Lider det? Lidelsen som realitetstest, som virkelighedskriterium – det synes jeg er modent og ansvarligt. Men jeg er ikke i stand til at tage lidelsen ind.

Det er velkendt, at afstand spiller en rolle i oplevelsen af medlidenhed. Geografisk afstand, kulturel afstand, etnisk, kønsmæssig, artsmæssig afstand. Jo længere væk man er, jo mere upåvirket er man af de væsener, der lider. Det samme gør sig gældende med afstand i tid. Jo længere tilbage i tiden lidelserne er, jo mindre kan mærke dem i sit eget nervesystem, uanset hvor detaljeret en viden man har om Holocaust eller Den Sorte Død. Hvilket også er grunden til, at det er så svært for mange af os at tage klimakrisen alvorligt nok.

Vi forstår den, men vi mærker den ikke

Trods alle vores intellektuelle færdigheder er vi stadig pattedyr, det er følelserne, der styrer vores adfærd. Følelserne er et sprog fra det indre rum, vi forstår det ikke, men vi handler på det.

Virus er et sprog, vi ikke forstår. Noget af det, der bliver afgørende for corona-pandemiens udvikling og efterdønninger, er hvor bredt lidelserne rammer. I det enkelte land, den enkelte by, den enkelte bekendtskabskreds og på kloden som helhed. For det er dét, der afgør, hvor udbredt medlidenheden bliver. Hvis lidelserne kommer tilstrækkeligt tæt på tilstrækkeligt mange, kunne man måske håbe på, at også vores nervesystemer omsider vil forstå dét, som vores rationelle hjerner for længst har indset, så vi kan få den abrupte og radikale adfærdsændring, der skal til, hvis vi ikke om tyve, tredive, fyrre år skal se kaos og lidelser, virkelige lidelser, der vil få os til at længes tilbage til corona-pandemiens dage.

Nu lyder jeg alarmistisk igen, jeg ved det godt. Jeg er stadig ikke bange, men ved siden af den behageligt opstemte uvirkelighedsfølelse er der en følelse af nødvendighed, uomgængelighed, alvor. Noget sker nu, noget taler. Vi er nødt til at prøve at forstå dette sprog fra det ydre rum. Hvis en gigantisk meteorsten var på vej mod Jorden, ville vi næppe male fjendebilleder af den og fortælle skrækhistorier om den. Vi ville næppe tale om, hvis skyld det var. Vi ville hjælpe hinanden med at afværge katastrofen.

Det håber jeg i det mindste. Jeg håber, der findes omstændigheder, hvor vi ville være i stand til at stå sammen alle sammen, i gensidig, virkelig medlidenhed.

Måske er min alarmisme ikke velbegrundet

Måske er der noget andet i mit nervesystem, som jeg faktisk er bange for, men ikke kan afkode, og som farver min forståelse af alt udenfor. Og måske er der en sammenhæng mellem alt udenfor og det, jeg faktisk er bange for, men ikke kan afkode.

Virus, viskøs: Virus flyder, det er grundbetydningen af den glose, der de seneste uger har inficeret vores tekster, vores tanker. For at forstå, hvad der sker, kan man som sagt tage fat om ordenes rødder og ryste jorden af dem: Hvad er det egentlig, de betyder? Influenza er – mærkeligt nok i disse dage – et italiensk ord, som kommer af det latinske influentia, »indflydelse«. Også influenza flyder altså. I oldtiden troede man, at sygdommen skyldtes indflydende væske fra himmellegemerne. Fra det ydre rum.

Ordet blev brugt af astrologer, og det gør det stadig: Venus har indflydelse på vores kærlighedsliv, hedder det sig, strømmende, æteriske kræfter påvirker vores følelser, vores adfærd, vores liv. I det 21. århundred kommer disse kræfter ikke fra himmelrummet, men fra cyberspace. In-fluenza, influencer – én, der smitter os og udbreder et bestemt produkt eller budskab.

Internettet lider af infektionssygdomme, det flyder over af indflydelse. Dårlig eller god indflydelse, vigtig eller ikke så vigtig? Astrologerne er blevet til medieanalytikere, de tager stadig varsler af uhåndgribelige tegn.

Virusmetaforen – ideen om internettets flydende informationsstrømme, der replikerer sig selv og breder sig og muterer og påvirker os – er strukturelt set præcis.

Men nu hvor det er en fysisk sygdom, der går viralt, bliver det måske tydeligere end før, hvor forbundne vi er. Hvor meget vi flyder sammen. Hvor meget vi helt konkret er i kontakt med hinanden hele tiden og overalt og på kryds og tværs. På markedspladser og skisportssteder, i flyvemaskiner og fitnesscentre. Smittekædernes vidt forgrenede netværk vidner om det. I Taiwan og Sydkorea bruger de mobile tracking til smitteopsporing og kan takket være mobiltelefoner gå bagud i tid og tegne præcise kort over pandemiens årsagskædereaktion.

Den digitale teknologi, der forbinder vores bevidstheder, kan altså bruges til at vise, hvordan også vores kroppe er forbundne.

Hud, spyt, kærtegn. Håndtryk, kindkys, kram. Genstande vi deler, steder vi er fælles om. Det selvberoende individ, der tænker og handler og lever uafhængigt af andre, findes ikke. Fysisk og socialt og følelsesmæssigt er vi så godt som ude af stand til at afgrænse os definitivt fra hinanden.

Det uhyggelige paradoks ved netop pandemien i modsætning til vist alle andre kriser og katastrofer er, at vi, som statsministeren sagde det, skal stå sammen ved at holde afstand. Fysisk. Men vi er jo stadig forbundne følelsesmæssigt og socialt, ja, man kunne håbe, at det måske netop bliver tydeligere nu. Og at vi husker det, også når pandemien engang er drevet over. Selv glemmer jeg det alt for tit, især når jeg siger »jeg«, når jeg tænker og føler »jeg«, »mig«, »mit«. I en udpræget individualistisk kultur som det senkapitalistiske, vestlige samfund har forestillingen om den selvberoende enkeltperson, der på egen hånd smeder sin lykke eller sin ulykke, inficeret vores fællesskab. Så selv om man med sit intellekt forstår, at vi er forbundne, kan det være svært at mærke det på det dybe, intuitive plan, hvor det bliver et selvfølgeligt grundlag for alle ens handlinger. For i hver eneste af vores handlinger – og at sige eller skrive noget er også en handling – har vi indflydelse på hinanden. Hvad enten vi vil det eller ej, flyder vi sammen, i begge betydninger af det udtryk. »Jeg« – forstået som en selvberoende og uforanderlig størrelse, der som en gud står uden for årsagskædernes netværk og kan påvirke det af egen iboende drift uden selv at være påvirket af noget – er en illusion. En illusion, der er gået viralt i Vesten, og som skaber lidelse. Måske kan en pandemi få os til at vågne lidt mere op til den indsigt.

niels lyngsøe, 2020

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published.