Readings 2016

September 6th, 2016 § 0 comments § permalink

psx_20160906_141245.jpg


  1. Kazuo Ishuguru,  The Remains of the Day.
  2. Mark Haddon, The Curious Incident of the Dog in the Nighttime.
  3. E. M. Forster, A Room with a View.
  4. Orhan Pamuk,  Sne.
  5. José Saramago,  En fortælling om blindhed.
  6. Jack Kerouac, On the Road.
  7. Pierre LeMaitre, Vi ses deroppe.
  8. Lewis Carroll, Alice’s Adventures in Wonderland and Through the Looking Glass.
  9. Umberto Eco, Baudolino.
  10. Sylvia Plath, The Bell Jar.
  11. Alice Munro, Dear Life.
  12. Alison Bechdel, Fun Home –  A Family Tragedy.
  13. Søren Ulrik Thomsen, En hårnål klemt inde bag panelet.
  14. Ian McEwan, On Chesil Beach.
  15. Jon Fosse,  Andvake.
  16. Jon Fosse, Olavs Drømme.
  17. Jon Fosse,  Kveldsvævd.
  18. Asta Olivia Nordenhof, Det nemme og det ensomme.
  19. Knut Hamsun, Sult.
  20. Tomas Espedal, Mitt privatliv.
  21. Jorge Luis Borges, Fiktioner og andre fiktioner. 
  22. Erlend Loe, Doppler.
  23. Günther Grass, Bliktrommen.
  24. Sofokles, Antigone.
  25. Marguerite Duras, At skrive
  26. Truman Capote, In Cold Blood. 
  27. F. Scott Fitzgerald, The Great Gatsby.
  28. David Norlin, Dagar utan ljus nätter utan mörker. 
  29. Uwe Tellkamp, Tårnet.
  30. Kristoffer Leandoer, De försvunna böckernas bibliotek. 
  31. Siegfried Lenz, Et minuts stilhed.
  32. Tom Malmquist, I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv.
  33. Eugen Ruge,  I tider med aftagende lys.
  34. J.K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne, Harry Potter and the Cursed Child. 
  35. Herta Müller, Kongen bukker og dræber. 
  36. Karl Ove Knausgård, Min kamp 1. 
  37. Neil Gaimain, Coraline.  
  38. Janne Teller, Intet. 
  39. Flannery O’Connor, A Good Man is Hard to Find. 

Fly mig mine himmelblå

October 7th, 2012 § 0 comments § permalink

For nogle måneder siden bestilte jeg Alison Bundys kortprosasamling Duncecap fra det lille amerikanske forlag Burning Deck Press. Da den bestilte bog kort efter dukkede op i min postkasse, opdagede jeg til min glædelige overraskelse, at forlæggeren (forlaget er så lille at samme person varetager alle funktioner fra design af bøger til salg) havde sendt to ekstra bøger med i pakken. Begge så umiddelbart interessante ud, men da jeg ikke havde tid til at kaste mig over dem med det samme, endte de i første omgang på hylden, sammen med andre tilfældige fund og nyindkøb – hvorefter jeg prompte glemte alt om dem.

Lige indtil den dag i sidste uge, hvor jeg pludselig stødte på et undseeligt lille bind med titlen Skyblue's Essays placeret øverst på min vildtvoksende bogreol. Det vidste sig at være et a disse lunefulde øjeblikke, hvor noget ukendt pludselig giver adgang til nye veje og tanker. Jorge Luis Borges betegner litteraturen og læsningen, som en have af forgrenende gange, et kontinuerligt projekt, der hele tiden leder til nye valg, nye veje, nye indsigter og udsigter.

Jeg fandt mig selv på vej gennem et forord undertegnet Peter Solomon Seiltanzer (aka Skyblue the Badass) – et forord med en evindelig lang takkeliste med både faktiske og muligvis fiktive filosoffer, forfattere og kunstnere – fra Skt. Augustin, Sokrates, Addison og Montaigne (faktiske) til Anna Mophilus, William Weary, Agatha Theresa Seiltanzer og (fill in any name here) (potentielt + åbenlyst fiktive). Herefter begyndte jeg at bladre og læse på må og få i de mange korte essays i bogen, mens et stadig bredere smil stædigt bredte sig over mit ansigt.

Skyblue's Essays af Dallas Wiebe er en lille perle fra 1995, som på mange måder repræsenterer de egenskaber jeg værdsætter mest ved litteratur – de små essays er på en gang tankevækkende, vidende, velskabte og fra tid til anden hysterisk morsomme. Her f.eks. Skyblues rablende essayistiske fabuleringer over knækkede snørrebånd:

“A broken shoelace is thus the sign of imminent greatness. While putting new laces in his shoes, Homer thought of Odysseus. While threading new laces, Aristotle thought of the Metaphysics. While tying firmly his new laces, Ovid thought of The Metamophoses. When John the Babtist put new laces in Christ's shoes, Christ realized that he was the son of God. While putting in new laces in their shoes, Dante conceived the Paradise, Shakespeare imagined Sir Andrew Aguecheek, Milton understood Paradise Regained, Blake thought of “Jerusalem” and William Carlos Williams thought of Paterson. While imagining a pair of shoes and imagining that he was putting new laces in them Alfred Jarry conceived Pére Ubu. Just yesterday, I myself put new laces into my shoes and I conceived this essay.”

Skyblue sætter bestemt ikke sit lys under en skæppe – men netop storhedsvanviddet og den ubetalelige bedrevidenhed – er en stor del af charmen i essaysamlingen.De mange essays kan sagtens læses i vilkårlig individuel rækkefølge, men udvikler en særegen form for narrativitet, hvis man går kronologisk frem. Alene den omfattende brug af pseudonymer peger i mange forskellige intertekstuelle retninger – Peter Solomon Seiltanzer: Peter, yndlingsdiciplen – tvivleren; Salomon – den retfærdige vise logiker; og Seiltanzer – det tyske ord for linedanser.

Skyblue's Essays er en hårfin balancegang – en linedans mellem det vittige og det rablende, det lærde og det absurde, det hverdagsagtige og det surrealistiske – mens identiteter svæver frit i luften. Særlig tydeligt bliver dette i “Skyblue's Essay on Confession” som selv begynder med en bekendelse:

“I have a confession to make. I present myself to this world as Peter Solomon Seiltanzer. I'm sometimes called “Skyblue” or, at certain times, “Skyblue the Badass”. I am an Assistant Professor of English at the University of Cincinnati. I have never published a thing, so I will probably retire at that rank. No one seems interested in my special study “Pastoral Dichotomies and Ambivalences in Small Farm Apprehensions.” I live in a one-room apartment in Riddle Road in Cincinnati, Ohio. My only living relative is Ben Kitzler, who is the town drunk in Newton, Kansas. […] My apperance is what I just said. My reality is otherwise. And that is my confession.”

Fabelagtigt (i alle ordets betydninger). Fly mig mine himmelblå. Lad os alle læse og juble:-)

Dallas Wiebe, Skyblue's Essays (1995) kan bestilles online hos Burning Deck Press.

 

Kald mig bare Ishmail

October 3rd, 2012 § 0 comments § permalink

Okay. Internettet er sgu et sejt sted. Ikke fordi, det ikke har sine dodgy afkroge, men det muliggør også fantastiske collaborative projekter og stiller dem til rådighed for alle der måtte være interesserede uafhængigt af tid og rum.

Tag nu Moby Dick Big Read projektet som løber af stablen lige nu. Herman Melvilles oceaniske monster af en hvalfangerroman læst op, et kapitel om dagen, af en lang række læsere – inklusiv Tilda Swinton, Simon Callow og Stephen Fry – som alle arbejder gratis ud fra en fælles facination af Melvilles hovedværk.

Det er sgudda fedt, ikke? Så længe man har en metafysisk tænker med i (læse)gruppen – eller hedder det mon en lyttegruppe, når bogen er i podcast-format?

Hvert kapitel akkompagneres og iscenesættes af hvert sit visuelle kunstværk – fra Marcus Harveys Albus (2009) (som smyger sig brækælvende og faretruende ind i åbningskapitlet Loomings) til Alexis Rockmans Proposal for a Memorial (2011) (med sin oliegejsersprøjtende Frankensteinhval) – indtil videre da, for projektet er langt fra tilendebragt endnu.

Stream Moby Dick direkte fra Big Read projektets hjemmeside eller abonner på den som podcast via iTunes, SoundCloud eller lignende. Og kald mig så bare Ishmail…

 

 

Hurra for Blogsy

February 14th, 2012 § 0 comments § permalink

Fra det sekund jeg fik min iPad i hånden, har den fungeret som mit primære værktøj til blogging. Og eftersom WordPress altid har været mit weapon-of-choice i forhold til blogplatforme, nå ja, så var det da kun naturligt, at den officelle WordPress app ved samme lejlighed flyttede ind i mit digitale liv.

Desværre har jeg egentlig aldrig rigtig været tilfreds med WordPress app’en, som ikke er særlig avanceret og mangler basal funktionalitet. Især halter billedbehandlingen gevaldigt, og på det seneste er jeg nærmest holdt op med at blogge fra min iPad, fordi alle de billeder jeg forsøger at uploade pixelerer helt hysterisk. Dette sker ganske vist ikke på min laptop, men da jeg mest blogger i toget, bussen eller rundt omkring i byen er det vanvittig irriterende ikke at kunne udnytte Ipad’ens lethed og fleksibilitet.

 

Masser af redigeringsmuligheder

Nu har jeg så kastet min kærlighed på Blogsy der umiddelbart virker som en fremragende afløser på posten som yndlingsblogklient. Brugerfladen er lækker og overskuelig. App’en understøtter de mest almindelige CMS – herunder WordPress, Joomla og Drupal – og har integreret billedimport fra Flickr, Picasa, Youtube og Google samt integreret browser. Den grundlæggende funktionalitet ser ud til st dække alle behov og brugsoplevelsen er både flydende og superintuitiv.

Menulinjen giver nem adgang til et godt udvalg af tekstformater. Men især er drag and drop billedredigeringen, som gør det muligt at placere billeder/video manuelt og intuitivt i en post, rigtig velfungerende og giver et godt arbejdsflow. Samtidig er der med et enkelt swipe adgang til en solid html-editor og dermed mulighed for at finjustere direkte i koden, hvis man har lyst/behov for det.

 

Hvorfor er Blogsy bedre?

En god app forbedrer mit workflow, så simpelt kan det siges. Og det er helt præcist grunden til at Blogsy er så indtagende at arbejde med på iPad’en. Alle arbejdsrutiner falder ganske naturligt og man behøver ikke spekulere ret meget over hvor de forskellige funktioner gemmer sig på brugerfladen. Den indbyggede browser gør det let at linke til andre internetsider og som nævnt er billed- og tekstredigering en leg.

Jeg kunne godt ønske mig en preview funktion, som giver mulighed for at se min post inden jeg publicerer den, men mon ikke det kommer i en fremtidig version?

Alt i alt er Blogsy kommet for at blive. De 30 kr. er altså godt givet ud:-)

 

 

Enkelt skriveprogram gør hvad det skal

October 25th, 2010 § 0 comments § permalink

For omkring et år siden prøvede jeg Omm-writer for første gang. Det viste sig at være en mindre revolution i måden at opfatte tekstbehandlingsprogrammer. Omm-writer er nemlig, i modsætning til f.eks. Microsoft Word og Open Office, et program som er bygget op med fokus på skriveprocessen, og ikke, som (f.eks.) Microsoft Word, et fysisk overgreb af halvhjertede redigerings- og DTP-muligheder. Desværre findes Omm-writer kun til Mac, så jeg har siden været på udkig efter et alternativ, som fungerer på andre platforme.

I dag faldt jeg over et fint lille program kaldet FocusWriter, der umiddelbart opfylder mine behov. Grundtanken bag både FocusWriter og Omm er, at forstyrrelser er den største forhindring for at skrive effektivt. Derfor skaber skriveprogrammerne en rolig arbejdsflade, som skærmer den normale brugerflade af og forhindrer blinkende emailikoner, skrivebordswidgets og tillokkende internetbrowsere i at bryde ind i skriverummet.

Brugerfladen på FocusWriter kan styles individuelt efter brugerens ønsker og er ellers barberet ned til det basale med nogle få enkelte redigeringsmuligheder. Filer gemmes i .txt- eller .rtf-format. Under overfladen gemmer FocusWriter på adskillige anvendelige features, f.eks. Live Statistics, der giver brugeren information om skriveprocessen. Derudover giver programmet mulighed for at motivere brugeren ved definere daglige mål.

Lækkerheden til forskel
På den grundlæggende funktionalitet adskiller FocusWriter sig ikke væsentligt fra Omm-writer. Når det så er sagt, kunne standardindstillingerne i FocusWriter godt være mere indbydende og det ville være fedt med bare et par forskellige temaer at vælge imellem. Er du ikke lige til den ensartede grå, der er standard på arbejdsfladen, så kræver det altså lidt arbejde at gøre FocusWriteren inspirerende. Derudover savner jeg muligheden for at ændre størrelsen på skriveområdet ved at trække i hjørnerne. Ligesom tilvalget af tastaturtoner og stressdæmpende musik giver Omm-writeren en ekstra dimension.

Indvendingerne hører dog til i småtingsafdelingen. Har du først investeret de ekstra 10 minutter og sat brugerfladen op til dit behov, er FocusWriter et velfungerende, overskueligt værktøj, som gør præcis det, det skal, nemlig, at facilitere en effektiv skriveproces.

FocusWriter kan downloades gratis her

John Vanderslice: Green Grow the Rushes

October 7th, 2010 § 0 comments § permalink

Green Grow the Rushes er det seneste udspil fra den amerikanske multiinstrumentalist og indieproducer John Vanderslice. Den seks numre lange EP kan streames eller downloades ganske gratis fra kunstnerens hjemmeside http://johnvanderslice.com/green-grow-the-rushes.

Musikalsk fortsætter Green Grow the Rushes den kantede, mangefacetterede lyd fra de to seneste album Romanian Names (2009) og Emerald City (2007) kombineret med de karakteristiske narrative tekster fra John Vanderslices hånd.

Men hvor Emerald City er en besk politisk kommentar til krigen i Irak og et amerikansk samfund domineret af frygt og magthavernes interresse i at holde krigen mod terror kørende, er det de mere personlige tragedier blandt ensomme, søgende eksistenser, der skrives og reflekteres over på Green Grow the Rushes.

Overalt eksperimenteres med instrumenter og orkestrering fra den elektronisk (næsten) dansable I’ll Never Live Up to You til den skævt organiske Penthouse Window som med hylende pumpeorgel, klarinetter og klaver er blandt albummets stærkeste numre.

Mao og matematik
Lyrisk bevæger Vanderslice sig rundt i et skræmmende, ensomt univers, hvor menneskets relation til omgivelserne konstant afsøges og registreres. På åbningstracket Thule Fog er det individet som funktion af biologi og matematik, der kæmper for at manifestere sig som selvstændigt subjekt: I had to go, I was a prisoner / Of biology and math, like everybody else // Open the window. På I’ll Never Live Up to You forsøger fortælleren at bortmane en dominerende afdød far blot for at nå til erkendelsen af, at det er umuligt at undslippe faderens rennomé: When they laid you out, on the metal table / They got the suit right, but they weren’t able to erase the glare // You’ve been dead for 16 years, a myth suspended in amber / Reputation burnished by fear // If they would believe me, I would tell them all the truth about you / I’ll never live up to you. Fortællerens problemer med at skaffe sig ørenlyd understreges yderligere i tekstens sammenligning af faderen med formand Mao, den kommunistiske landsfader/diktator, som fortsat kaster sin idealiserede slagskygge over eftertidens Kina.

I modsætning til tidligere udgivelser, hvor Vanderslice ofte spiller alle instrumenter selv, får enspænderen på Green Grow the Rushes hjælp af en række fremragende musikere (f.eks. Ben Goldberg, klarinet og Max Stoffregen, arrangement på Penthouse Window) i skiftende konstellationer. Samspillet med flere mennesker mærkes især i albummets bredde af meget forskellige arrangementer, hvor universet spændes ud mellem de to musikalske poler I’ll Never Live Up to You og Penthouse Window.

Trackliste: 1. Thule Fog, 2. I’ll Never Live Up To You, 3. Pony Express, 4. Streetlights, 5. Lay Down, 6. Penthouse Window

Sublim Gambon i Krapp’s Last Tape

October 5th, 2010 § 0 comments § permalink

Det er let nok at glemme Samuel Becketts menneskelighed, når man læser stykkerne på tryk og forsøger at skille dem ad med poststrukturalistiske sprogteorier og andet lirumlarum (som jeg pligtskyldigst indrømmer at have brugt adskillige overdoser af i et tidligere liv). Noget ganske andet er det dog at stå ansigt til ansigt med den i skikkelse af Michael Gambon i den underspillet humoristiske og uforligneligt timede opsætning af Krapp’s Last Tape, som i øjeblikket kan opleves på Duchessteatret i Londons West End.

Underspillet slapstick
Kolossale sko og tilløb til slapstick til trods nedtoner Michael Gambon helt bevidst det klovnagtige ved Krapp. Den fallerede 69-årige forfatter, som kun har formået at sælge sytten (!) eksemplarer af sit “magnum opus”, får i Gambons udgave en fin lyrisk kvalitet, der konstant truer med at undergrave Becketts grundlæggende skepsis over for kunsten. Den kunstneriske perfektion i spillet demonterer dramatikerens eget kunstfilosofiske standpunkt.

I monolog med sig selv
Krapp’s Last Tape er noget så særegent som en monolog udspændt mellem forskellige inkarnationer af det samme jeg. Stykkets eneste karakter, den kronisk bananspisende og forstoppelsesbesværede Krapp, vil på sin fødselsdag optage et bånd med refleksioner over det sidste år af sit liv. Undervejs lytter han til tidligere optagelser med yngre versioner af sig selv. Gennem båndene, ordene og ikke mindst stemmeføringen udstiller stykket Krapp, som en pompøs idiot, der har ladet en futil insisteren på sig selv som kunstner, stå i vejen for muligheden for kærlighed. Gennem de forskellige brudstykker af optagelser bliver det klart, at kvinder, druk og sex har optaget en stor del af Krapps liv – men navnlig én episode med en kvinde i en båd – vender igen og igen tilbage.

Skildringen af oplevelsen i båden er på én gang Krapps smukkeste kunstværk og bristepunktet i hans liv. Den gamle mands stædige insisteren på, at han ikke ville have det anderledes, undergraves effektivt af længslen i hans kropssprog ved stykkets slutning.

Et helt ualmindeligt inferno – Last Exit to Brooklyn Revisited

February 17th, 2010 § 0 comments § permalink

Hubert Selby Jr

Last Exit to Brooklyn ligger tilbage på hylden med forfængelighedstriber over ryggen. Nu hvor jeg er færdig, har bogen nærmest revet mig midt over.

På den ene side er jeg trist, fuld af afsky, forfærdet, anløben, forvirret, høj, skæv. På den anden er jeg fuld af beundring for Hubert Selby Jrs evne til at tegne karakterer, at fange en sindsstemning eller en tanke i farten og sætte på papiret uden den mindste fornemmelse af medierethed eller fortolkning. Hver eneste karakter har sin egen stemme. Det er smukt. Det er kraftfuldt. En stadigt defilerende række af grufulde sandheder. An urgent tickertape from hell.

At læse Last Exit føles ikke som at læse en bog, men som at blive brutalt placeret midt i det virvar af følelser, misfortåelse, gru, vold, fornedrelse, lyst, had, fortvivlelse, blindhed, latter, sex og medfølelse som er bogens hele indre. Læseren er en voyeur uden mulighed for at gribe ind, selvom det gør forfærdeligt ondt at stå der og se til. Medfølelse er en form for impotens.

Med sin vanlige sans for det rigtige ord har Anthony Burgess beskrevet Last Exit to Brooklyn som “this honest and terrible book”. Ærligheden er bogens store styrke og kilden til dens grufulde kraft. Det er i ærligheden Selbys mesterværk skabes, for han udstiller aldrig, han viser, han forklarer, han lader sine karakterer leve og fremstiller dem i hvert sekund, hvert eneste ord, hver eneste tanke som hele, sårbare, virkelige, søgende, patetiske mennesker. På ondt og godt.

Smuk solodebut fra Torsten Larsen

February 7th, 2010 § 0 comments § permalink

Nærværende produktion og myriader af meningsskabende detaljer er normalt varemærket hos Larsen & Furious Jane. Og selv om det meste er væk på denne samling af low-fidelity demos, sætter den skrabede produktion på The Big Payoff en tyk streg under Torsten Larsens format som sangskriver.

Et sted i Samuel Becketts roman Molloy nægter hovedpersonen kategorisk at kalde sin elskede cykel bike fremfor bicycle. At gøre det ville være at ødelægge en del af deres indbydes relation. At udvise manglende en respekt for forbindelsen mellem ordene og tingene, hvor forkortelsen i sig selv vil erodere det, den betegner, og dermed være med til at gøre den fysiske gentand fattigere.

Samme fornemmelse får man ved første øjekast på coveret til The Big Payoff. Alt fra skrivemaskinefonten til den kaffeplettede hvide baggrund til det grynede polaroidbillede af Mr. Larsen selv emmer af skitse, proces og lo-fi attitude.

Og så er der lige undertitlen: A collection of Low-Fidelity Demos 2005-2008, hvor lo-fi forkortelsen helt bevidst er fravalgt, fordi Low-Fidelity ikke står som en genrebetegnelse, men en nødvendighed for at opretholde relationen mellem ordene og tingene. Sangene er det de er ikke i kraft af produktionen men på trods af den.

Involuntary Samba
Smukke er de sangene på The Big Payoff, som fanger Torsten Larsen der, hvor han er stærkest; i balancen mellem lysende melodier og et tekstunivers fuld af ironi, afmagt, raseri og mørke. Som på Zen Zucker dvæler Larsen på beskrivelsen af en samling menneskelige eksistenser, som konstant er spændt ud mellem uforenelige poler, dømt til en ufrivillig samba gennem et stadig mere kynisk politisk univers, hvor forstillelse og grådighed styrer.

Numrene på The Big Payoff beskriver meget godt den udvikling Larsen & Furious Jane har været igennem i årene mellem Tourist with a Typewriter og Zen Zucker, hvor en polerede alt.country er skiftet ud med kulsort støjende indierock. De to stilarter står side om side på den glimrende akustiske ballade ’Surrender’, der bringer mindelser om Larsen & Furious Janes tidligere fortolkninger af traditionals, og den grumt skurrende ’A Fool’s Errand’.

Centralt på albummet står Torsten Larsens uforlignelige evne til at vride gode melodier ud af selv de mest kringlede tekster og skarpe blik for absurditeterne i 00’enernes verdensorden, som stilles til offentligt skue på nummeret ’More there’, der sammen med ’A Fool’s Errand’ og ’Vietnamese Pool Boy’ fra Zen Zucker udgør Larsens samlede katalog af protestsange.

Skitser i mol
Hvor støjen på Zen Zucker bliver et integreret kompositorisk element som i de bedste øjeblikke løfter sange og tekster til et andet niveau, understøtter den flossede produktion på The Big Payoff billedet af en sangskriver og et band under forvandling. Skitser i mol skabt med forhåndenværende midler.

The Big Payoff – A collection of Low-Fidelity Demos 2005-2008 kan hentes gratis på larsenandfuriousjane.com

Har du set traileren til det nye Gorillaz album?!

February 7th, 2010 § 0 comments § permalink

Det er bestemt ikke hver dag bands begynder opvarmningshypen til deres nye album ved at udsende en trailer. Men nu hører Damon Albarn selvfølgelig heller ikke til dem der bare flyder med strømmen. Gorillaz er klar med deres tredje studiealbum Plastic Beach rammer butikkerne 8. marts.

Én ting er sikkert vores allesammens yndlings-virtuelle-engelske-superfunky-mega-aber skal nok levere noget interessant nyt såvel visuelt som musikalsk. Første singlen Stylo blev frigivet på itunes i sidste uge.

Som altid, når Gorillaz arbejder er Plastic Beach et stort kollaborativ med masser af gæsteoptrædender undervejs. Den komplette trackliste med tilhørende gæstesolister ser sådan ud:

1. Orchestral Intro (featuring sinfonia ViVA)
2. Welcome to the World of the Plastic Beach (featuring Snoop Dogg and Hypnotic Brass Ensemble)
3. White Flag (featuring Kano, Bashy and The Lebanese National Orchestra for Oriental Arabic Music)
4. Rhinestone Eyes
5. Stylo (featuring Bobby Womack and Mos Def) 4:33
6. Superfast Jellyfish (featuring Gruff Rhys and De La Soul)
7. Empire Ants (featuring Little Dragon)
8. Glitter Freeze (featuring Mark E. Smith)
9. Some Kind of Nature (featuring Lou Reed)
10. On Melancholy Hill
11. Broken
12. Sweepstakes (featuring Mos Def and Hypnotic Brass Ensemble)
13. Plastic Beach (featuring Mick Jones and Paul Simonon)
14. To Binge (featuring Little Dragon)
15. Cloud of Unknowing (featuring Bobby Womack and sinfonia ViVA)
16. Pirate Jet

Meget mere info på gorillaz.com eller følg Murdoch på Twitter