Dansk, Litteratur, Metode

Kvindebilleder: Romantik og ekspressionisme

Denne artikel handler om kvindebilleder. Men lad det være sagt med det samme. Jeg har ikke tænkt mig at diskutere det mandlige blik på kvinder, selvom begge teksteksempler involverer netop det. Faktisk er kønnede fremstillinger slet ikke på dagsordenen. Og selvom man sagtens kunne bruge mine observationer til en kønspolitisk diskussion af mandlige forfatteres syn på kvinder, så er det altså ikke formålet med denne artikel.

Artiklen beskæftiger sig derimod med en pointe vedrørende forholdet mellem ekspressionisme og romantik, som jeg synes er ret illustrativ til danskundervisningen. Derfor vil jeg tage dig med gennem en komparativ analyse af korte uddrag fra to digte, nemlig: Adam Oehlenschlägers Über-Klassiker “Guldhornene” (1802) og “Foråret kommer til caféen” (1922) af Rudolf Broby-Johansen.

Det poetiske forsvar

I januar 1923 landede den unge digter Rudolf Broby-Johansen, som bekendt, i Københavns Byret efter hans debutsamling Blod var blevet beslaglagt af myndighederne for usømmelighed. Broby-Johansen forsvarer sig foran domstolen med en tale om forholdet mellem kunst og moral, som også i høj grad kan læses som en poetik for ekspressionismen. I begyndelsen af talen siger Broby-Johansen:

jeg vil som indledning til det jeg har at sige om mine digte betragtet under synsvinklen moralsk — ikke moralsk sige en lille kende om de kunstprincipper der ligger til grund/
de tilhører en verdensbevægelse i kunsten man har givet navnet expressionismen, en bevægelse der i virkeligheden er romantikken i moderne skikkelse, som romantikken var gotiken paa en ny manér/

Rudolf Broby-Johansen: “Forsvarstale for Blod” (Holdt i Københavns Byret 22. Januar 1923)

Det er den pointe, jeg gerne vil illustrere ved at sammenligne billedet af blomstersælgersken i “Foråret kommer til caféen” med Oehlenschlägers billede af Kirsten Svendsdatter i “Guldhornene”.

Læs også: At danse i hæmsko: Kreative systemer og benspænd

Symbol og metafor

Lad os begynde med de to uddrag. I “Guldhornene” træder de gamle nordiske guder sammen og beslutter at lade menneskene få et glimt af fortidens storhed. Herefter finder en ung mø – bondepigen Kirsten Svendsdatter – det første guldhorn på sin vej til dagens markarbejde.

I “Foråret kommer til caféen” er scenen henlagt til et beskidt værtshus i den indre by. Caféen er hjemsted for en flok afstumpede, skumle typer, som drikker og spiller billard. Ind i dette miljø træder pludselig en ung blomsterpige. Ved første øjekast er det umiddelbart vanskeligt at forestille sig to digte med mere forskelligt udtryk end “Guldhornene” og “Foråret kommer til caféen”, men fremstillingen af de to piger er faktisk påfaldende ens.

Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Möe hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler!
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer,
Og rödmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det röde Guld.

Adam Oehlenschläger: “Guldhornene” (1802)

…..

DØR  HYLER

TRETTEN ÅRS BLOMSTERSÆLGERSKE
KOMMER
ALLE HENDES LEGEMS LINJER ER ELLIPSER
RUMMETS TERNING BLIR ROSENRØDME
STILHED EVIGGRØNNER / BLÅREGNER
BJERG / TRÆ / SØ…

ALFONS ÆTSER HUDLØS
SPANSKGRØN / ZINNOBER

FALDER BAGFRA OVER BUE-SKULDRE

SKRIG BRISTER

Rudolf Broby-Johansen: “Foråret kommer til caféen” (1922)

Begge digtere bruger blomster- og naturmetaforer i deres beskrivelse af pigerne. Oehlenschlägers mø er barn af naturen og danser yndefuldt afsted mod marken på den samme lette brise, som bærer de syngende fugle og sætter blomsterne i bevægelse. Både naturen og pigen emmer af fugtig friskhed og legesyg erotik, hendes “rosenkind brænder” mens hun danser og tænker på “elskov”. Selve fundet af det første guldhorn — den guddommelige skat — er et erotisk møde, som påvirker pigen både fysisk og psykisk. Hun sitrer og rødmer, mens hun med “undrende ånd” griber guldhornet.

For Oehlenschläger er naturpigen et ideal. Gennem billedsproget og beskrivelsen af pigens indre bevægelse bemægtiger hans sig hende fuldstændig. Den fysiske kvinde opløses i en sproglig abstraktion over det gode, det sande og det skønne. Den virkelige kvinde forsvinder og hun bliver ren symbol, ren metafor.

Den romantiske fremstilling af verden er nok mere figurativ end modernismen, men den er ikke i mindre grad en abstraktion.

Virkelighedsreferencer

Romantikken er en subjektiv idékunst, som gør menneskets forestillingsevne til den kraft, der skaber verden. Verden projiceres fra subjektet og bliver ren ånd, i den forstand, at verden i romantikken kun ses gennem kunstnerens indre filter.

På samme måde er ekspressionismen en subjektiv idékunst, der — med Tom Kristensens ord fra Fribytterdrømme (1920) — “slynger” kunstnerens “indre verden med dens flammehjul ud i rummet”.

Kvindebilleder - Kubisme / Pablo Picasso
Pablo Picasso: “Grædende kvinde” (1937)

I “Foråret kommer til caféen” indrammer Rudolf Broby-Johansen naturpigen i en beskidt storbyvirkelighed med ludere, vold og lommetyve. Oehlenschlägers bondepige lever i idyllisk pagt med en natur fuld af vækst og liv, hos Broby-Johansen er naturen derimod begrænset og kommercialiseret. Pigen lever af at sælge afskårne blomster på byens værtshuse. De afskårne blomster fungerer som et memento mori — skønhed og friskhed består kun et kort øjeblik før begge dele visner og fordærves.

“Foråret kommer til caféen” er et kubistisk digt, hvor Broby-Johansen leger med geometriske grundformer, forvrængede og multi-dimensionelle perspektiver.

I beskrivelsen af blomstersælgersken fremhæver Broby-Johansen hendes lethed og ynde gennem geometriske figurer. I skarp kontrast til digtets øvrige karakterer er “alle hendes legems linjer ellipser”. Endnu mere slående er den effekt pigen har på atmosfæren i det beskidte værtshus. “Rummets terning blir rosenrødme”, stilheden sænker sig over lokalet og alt synes pludselig forvandlet til kølig-frisk natur.

Også sprogligt viser digtet pigens effekt. Broby-Johansen bruger adjektivet eviggrøn og substantivet blåregn som verber i nutid. Hun ”EVIGGRØNNER ” og ”BLÅREGNER” omgivelserne. Dermed bliver pigens friskhed en fysisk handling, der indtager hele rummet. Med ordlisten BJERG / TRÆ / SØ låner digteren ikonografien fra romantikkens landskabsmalerier og indsætter den i et abstrakt modernistisk billede. Ligesom Picasso bruger geometriske grundformer til at bygge folk og landskaber i sine malerier, bruger Broby-Johansen substantivernes grundformer som virkelighedsreference. På den måde bliver sproget — ligesom den billedkunst han bygger — på en gang abstrakt og figurativt.

Kvindebilleder: Spleen og ideal

Kvindebilledet i “Guldhornene” er en erotisk fantasi, som lader Oehlenschläger bemægtige sig ungmøens krop og sjæl. Seksualiteten er ikke mindre tilstede i “Foråret kommer til caféen”, men hvor seksualiteten hos Oehlenschläger er uspoleret og idealiseret bliver tingene noget mere grumsede hos Broby-Johansen.

P.C. Skovgaard: Stille sommeraften ved en Indsø. Bondedammen i Hellebæk, unge mødre vasker tøj, 1857-1860

Forårets indtræden på caféen bringer alt andet end idyllisk kærlighed. Broby-Johansen indrammer pigen i to skrig. Først hyler døren til værtshuset på sine slidte hængsler – derefter skriger pigen af smerte, mens hun bliver voldtaget af alfonsen.

Pigens uskyld og begyndende seksualitet iscenesættes gennem referencen til hendes alder (TRETTEN) og fine kropsbygning.

Men hvis Broby-Johansens ekspressionisme er en form for romantik, så er det en romantik med mindre ideal og mere spleen. Uskyld og skønhed ætses væk i samfundets syrebad af ”SPANSKGRØN” og ” ZINNOBER”. Blomsterne i pigens favn er Charles Baudelaires helvedsblomster. Kærlighed og længsel forvandles brutalt til overgreb og vold.

Ærlighed og dobbeltmoral

man siger disse digte ophidser, som om ikke de der påstår det er de selvsamme som fylder operetteteatrene hvor kordamerne skal have et pikant lændebælte (man har i berlin forsøgt med helt nøgne danserinder, de virker ikke) som gotter sig over peter nansens slimede vovetheder og harald raages “charmerende” svinerier/ dette gode selskab forarges over mine digte/ fordi de ikke pirrer fantasien, ikke vækker lystne, lumre minder om druk-nætters fede, hvide glæder, ikke lader jert døde kød dække af moscusduftende, champagnedrivende silkepjalter, men flænser det blødende nøgent og lader den raadne, ramme stank stige til himlen, at menneskene endelig en gang kan få øjnene op/

Rudolf Broby-Johansen: “Forsvarstale for Blod” (Holdt i Københavns Byret 22. Januar 1923)

I sin subjektive projektion af kunstnerens verdenssyn er Broby-Johansens ekspressionisme nok en form for romantik. Men under overfladens formeksperimenter og (volds)romantik ligger der et politisk engagement og vilje til at pege på samfundets dobbeltmoral, som ligger langt fra romantikkens weltschmerz og eskapisme. Provokationen hos Broby-Johansen rummer en form socialrealisme, som er dybt solidarisk med samfundets mest fornedrede eksistenser.

Læs også: Free Solo | Perfektion til døden

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published.