Engelsk, Guldgruber, Idéer, Skriftlig engelsk

The Saturday Evening Post – Wide Eyes on America

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en sucker for klassiske litterære magasiner, som The New Yorker og Atlantic Magazine. Men min største forkærlighed er nok stadig The Saturday Evening Post.

Historien om The Saturday Evening Post løber på mange måder parallelt med den større historie om USA. Avisen bliver grundlagt i 1821 og trykt på Benjamin Franklins gamle trykpresse. Fra slutningen af 1800-tallet til slutningen af 1960’erne udkommer magasinet først ugentligt og senere hver fjortende dag. I den periode bliver Saturday Evening Post et af de mest læste magasiner i den amerikanske middelklasse. I dag udkommer magasinet 6 gange om året og er til stede online med et fremragende website.

Contemporary Fiction and Beyond

Jack Londons klassiker The Call of the Wild blev oprindelig udgivet som føljeton i magasinet. Generelt er dedikationen til at bringe værker fra up and coming kunstnere og forfattere en væsentlig del af Saturday Evening Posts DNA. Gennem tiden har magasinet givet spalteplads til navne som F. Scott Fitzgerald, Agatha Christie, Joseph Conrad, William Faulkner, Joan Didion og mange, mange flere.

For engelsklærere er Saturday Evening Posts hjemmeside en guldgrube af journalistik, kunst og litteratur. Tjek f.eks. siden med

  • Fiction – både Classic og Contemporay Short Stories
  • Rockwell Video Minutes – Små videoer om Norman Rockwells illustrationer i kulturhistorisk kontekst
  • Covers Archive – Fantastiske forsider fra hele Saturday Evening Posts udgivelseshistorie

Læs også: Nonfiction Guide – Gode tekster dine elever ikke kender

Norman Rockwells Four Freedoms

I sin State of the Union tale fra 1941 ser præsident Franklin D. Roosevelts frem mod en verden på den anden side af kampen mod nazismen, der hviler på det han kalder “The Four Freedoms”.

  1. Freedom of Speech and Expression
  2. Freedom of Religion
  3. Freedom from Want
  4. Freedom from Fear

Hele talen med baggrund og kommentarer er tilgængelig hos Franklin D. Roosevelt Presidential Library. Roosevelts fire friheder kombinerer de klassiske demokratiske idealer — ytrings- og religionsfrihed — med nogle der klinger mere med samtidens frygt fir krig og den umiddelbare fortid. Både “want” og “fear” trækker tråde til depressionen i 1930’erne, New Deal og Roosevelts egen indsættelsestale fra 1932: “The only thing we have to fear is fear itself.”

Roosevelts retoriske evner til trods ville de fire frihedsbegreber nok ikke have fået samme gennemslagskraft i den brede befolkning, hvis det ikke havde været for Norman Rockwell. Med sine Four Freedoms iscenesætter illustratoren fra Saturday Evening Post Roosevelts abstrakte politiske begreber til genkendelige hverdagssituationer fra den amerikanske middelklasse.

Læs også: American Dreams American Nightmares

Rockwell Video Minute om “Freedom from Want”

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *