Dansk, Engelsk, Film og Medier, Litteratur

Postmodernisme, metafiktion og Peter Plys

Synes du nogle gange det er svært at forklare, hvad postmodernisme og metafiktion egentlig går ud på? Til at forklare begreberne bruger jeg tit Disney-udgaven af A.A. Milnes klassiker The Many Adventures of Winnie the Pooh (1977). Hele filmen er tilgængelig i denne playlist på Youtube, men du finder de relevante klip i følgende dele: PT 1) Our story begins; PT 24: Tigger gets stuck og PT 25: Tigger is safe.

Jeg bør nok understrege at A.A. Milnes børnebog fra 1926 ikke er et stykke postmoderne litteratur. Men mange af de teknikker Milne bruger, for at gøre bogen sjov, ligner kunstgreb der senere finder vej ind i postmodernismen.

Åbningssekvensen til Disney-filmen giver en fin introduktion til en række karakteristiske elementer i postmoderne litteratur og kunst. Det er især iøjnefaldende at sekvensen:

  1. blander forskellige genrer (live action og animation)
  2. peger på sig selv som fiktion (børneværelset, bogen og bogen i børneværelset)
  3. bevæger sig legesygt mellem forskellige virkelighedsniveauer
  4. lader fortælleren spille en meget aktiv rolle
  5. gør tydeligt opmærksom på at fortællingen hele tiden foregår i en bog
Åbningssekvensen i Disneys The Many Adventures of Winnie-The-Pooh (1977) peger på mindst tre forskellige virkelighedsniveauer

Som added bonus for folk, der underviser i både dansk og engelsk, kan Peter Plys danne indgang til postmodernisme i begge fag. I engelsk er det oplagt at undersøge postmoderne litteratur som en væsentlig periode. I dansk kan værket fint indgå som oversat verdenslitteratur i et periodeforløb eller i forløb om f.eks. børnelitteratur.

Se forløbet: If I told you again would you believe me the first time

Usikre verdensbilleder

Ifølge den britiske sociolog Anthony Giddens er begrebet ontologisk sikkerhed en meget vigtig forudsætning for menneskers identitet. Ontologi er den gren af filosofien der beskæftiger sig med grundlæggende måder at være til på. Lidt forsimplet kan man sige, at man som menneske kun kan finde sin plads i verden, hvis man er sikker på, at verden faktisk eksisterer.

Postmodernisme og ontologisk usikkerhed.
Grisling søger ontologisk sikkerhed hos Peter Plys

I sit værk peger Giddens ofte på at vores ontologiske sikkerhed er blevet undergravet. Vi er i stigende grad bevidste om at leve i et omskifteligt, relativiseret og gennemgribende risikabelt samfund med abstrakte tillidsrelationer. Derfor er vi også blevet skeptiske overfor sikker viden og de ekspertsystemer, som vi ellers nærer stor tillid til.

Vi oplever, at verden er usikker, foranderlig og upålidelig. Vi må konstant arbejde for at forstå og definere vores selv- og omverdensforståelse. Dette skaber en usikkerhed om vores plads i verden og medfører øget psykisk sårbarhed – og udflydende identitet.

I citatet fra Peter Plys på billedet, udtrykker Grisling en lignende ontologisk usikkerhed i forhold til sin egen eksistens. Det ikke er nok for ham at kunne se Plys gå foran sig. Grisling er nødt til at sætte ord på sin tvivl og tale til sin ven. Først i det øjeblik Plys svarer og rører ham, føler Grisling sig sikker på, at vennen faktisk er der.

En verden med mange virkelighedsniveauer

Hvad skal vi så bruge det til? Jo, i bogen Postmodernist Fiction (1987) argumenterer den amerikanske litteraturforsker Brian HcHale for at undersøgelsen af verden(er) er fællesnævner for mange postmoderne værker fra latinamerkansk magisk realisme til konkret poesi og fransk nybølge. Dermed bliver ontologisk usikkerhed, ifølge McHale, et definerende særtræk ved postmodernistisk litteratur.

Netop bevægelsen mellem mange forskellige virkelighedsniveauer er et grundlæggende træk i historierne om Peter Plys. I undervisningen viser jeg gerne åbningssekvensen til filmen og beder eleverne notere, hvor mange virkelighedsniveauer, vi egentlig kommer igennem.

Metafiktion og fiktiv selvbevidsthed

For McHale er postmodernisme kendetegnet ved at undersøge konstruktionen af forskellige verdener. Ved at bevæge sig mellem forskellige virkelighedsniveauer, overtræder litteraturen grænsen mellem virkelighed og fiktion. Dette træk ved postmodernismen genkender vi fra en lang række film og værker fra perioden – f.eks:

  • The Usual Suspects af Bryan Singer
  • Insomnia af Christopher Nolans
  • Fight Club af Chuck Palaniuk
  • Twin Peaks af David Lynch
  • tekster af Peter Seeberg, Peter Adolphsen og Svend Åge Madsen.

Peter Plys er ekstremt tydeligt eksempel på et værk der fremhæver sin egen status som fiktion. Det absolut bedste eksempel er sekvensen, hvor Tigerdyret sidder fast i en trætop og må have hjælp til at komme ned. Her bliver fortælleren og selve bogen aktive hjælpemidler og grænserne mellem fiktion og virkelighedsniveauer kollapser fuldstændig.

Postmoderne litteratur er ofte bevidst om sin egen status som fiktion. Denne fiktive selvbevidsthed bliver meget tydelig da Tigerdyret strander i en trætop.

I sekvensen er Tigerdyret og Kængubarnet på jagt efter noget Tigerdyr er særlig gode til. Tigerdyrs særlige evne er som bekendt (til Ninkaninus store irritation) at hoppe – en evne som har det med at skabe en del problemer for ham. I denne sekvens er den faktisk lige ved at sende ham helt ud af bogen: “Look at me! I almost bounced clean out of the book!”.

Der selvfølgelig er sjov situation, men skillelinjen mellem fiktion og virkelighed bryder samtidig totalt sammen. Tigerdyret bryder fortællingens ydre ramme og kommentaren viser, at han tydeligvis er bevidst om sin egen rolle i en fiktiv fortælling.

Læs også: Upålidelige fortællere og hvordan du fanger dem

Bruddet på den fjerde væg

Herefter sætter filmen en fed streg under sin egen fiktionalitet. Kameraet panorerer over bogens midterfold, mens fortælleren siger: “Well, we’ll just have to leave Tigger up in the treetop for a little while, because at the bottom of the next page, Pooh is having a problem of his own”. Det er interessant. For ikke alene er fortælleren i stand til at afhjælpe Tigerdyrets uheldige situation – han vælger også bevidst at lade ham passe sig selv. Samtidig peger fortælleren på den fysiske bog som det sted handlingen udspiller sig. Plys har nemlig ikke problemer et andet sted i Hundredemeterskoven, men derimod i bunden af næste side!

Efter en kort omvej til bunden af næste side, samles vennerne for at hjælpe Tigerdyret ned fra trætoppen. Sekvensen begynder i Hundredemeterskovens fiktionsverden, hvor Plys, Grisling, Jacob og Kængu snakker med Tigerdyret.

Situationen udvikler sig dog hurtigt til ren metafiktion, da fortælleren pludselig bryder ind i historien. Tigerdyret kigger direkte ud af skærmen og går i dialog med fortælleren:

Well Tigger! Your bouncing really got you in trouble this time!
Who are you?
I’m the narrator.
Well, can’t you narrate me down from here?!!

walt Disney, THe Many adventures of winnie the pooh (1977)

Tigerdyret forstår altså fortællerens magt til at forme det videre forløb. Det interessante er, at fortælleren ikke vælger fortælletekniske kneb for at hjælpe Tigerdyret. I stedet optræder han, som en læser, som holder den fysiske bog. Fortælleren vender simpelthen bogen og Tigerdyret rutsjer ned ad margin til “sweet terra firma”.

Når Grisling skaber verden

Mit sidste eksempel på at bruge Peter Plys som introduktion til postmodernisme er taget fra selve bogen af A.A Milne. Et særligt kendetegn ved postmodernismen er opfattelsen af at verden er en sproglig konstruktion – og brug af intertekstuelle referencer.

Milnes legesyge fortælling rummer masser af eksempler på ordspil og sproglige konnotationer som får konsekvenser for karakterer og handling. Vi har allerede set, hvordan filmens karakterer og fortæller leger med grænsen mellem forskellige virkeligheder. Romanen er ikke meget anderledes og det er oplagt at se Hundredemeterskoven som en ren sproglig konstruktion. Dette bliver aldrig tydeligere end i præsentationen af Plys’ bedste ven, Grisling:

THE Piglet lived in a very grand house in the middle of a beech-tree, and the beech-tree was in the middle of the forest, and the Piglet lived in the middle of the house. Next to his house was a piece of broken board which had: “TRESPASSERS W” on it. When Christopher Robin asked the Piglet what it meant, he said it was his grandfather’s name, and had been in the family for a long time. Christopher Robin said you couldn’t be called Trespassers W, and Piglet said yes, you could, because his grandfather was, and it was short for Trespassers Will, which was short for Trespassers William. And his grandfather had had two names in case he lost one — Trespassers after an uncle, and William after Trespassers.

A.A. Milne, Winnie the Pooh (1926)
Postmodernisme og intertekstualitet - Grislings hus
Grisling konstruerer sin familiehistorie fra et gammelt skilt ved siden af hans hus.

Haver og intertekstualitet

Grisling et nervøst anlagt lille dyr. Hans hus ligger midt i skoven ved siden af resterne af et gammelt skilt med ordene “Trespassers W”. I dialogen bliver det tydeligt at hverken Jacob eller Grisling kender skiltets oprindelse. Det har stået i skoven længe før nogen af historiens karakterer kom til – og er bare altid en del af historien.

Meget tyder derfor på at det er ret tilfældigt at Grisling bor ved siden af skiltet med Trespassers W. Med undtagelse af Ninkaninus, Kængu og Kængubarnet er beboerne i 100 Meterskoven individer uden familie. Grisling er alene i verden og virker ikke særlig grounded. Det er muligvis grunden til at han konstruerer sin egen familiehistorie ud fra en totalt random genstand ved hans hus. Måske er det udtryk for hans ontologiske usikkerhed?

Set i et litteraturhistorisk lys er skiltet ved Grislings hus måske knap så tilfældigt. I indledningen til Oscar Wildes eventyr “The Selfish Giant” (1888) leger børnene i kæmpens have. Det bryder kæmpen sig dog ikke om og bygger en høj mur med et advarselsskilt for at holde børnene ude:

‘My own garden is my own garden,’ said the Giant; ‘any one can understand that, and I will allow nobody to play in it but myself.’ So he built a high wall all round it, and put up a notice-board. 

TRESPASSERS WILL
BE PROSECUTED     

He was a very selfish Giant.

Oscar Wilde, The Selfish Giant (1888)

Noget kunne altså tyde på, at de frønnede rester ved Grislings hus engang var advarselsskiltet fra den egoistiske kæmpes havemur. Måske indeholder Peter Plys en intertekstuel reference til Oscar Wildes fortælling? Måske er Hundredemeterskoven i virkeligheden paradiset bag kæmpens mur? Det er da en tanke værd.

Se også forløbet: The Strange Case of Trespassers Will – Postmodernist fiction

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published.