Alan Moore og Dave Gibbons dekonstruktion af superhelte-stereotyper fra 1986 fortæller historien om en alternativ tidslinje, hvor USA vandt Vietnamkrigen, Watergate aldrig fandt sted og dybt fejlbarlige vigilantes jager kriminelle i atomkrigens skygge.
Netop nu ruller Damin Lindelof fantastiske TV-serie over skærmen på HBO. Sat i 2019 fremskriver Lindley den oprindelige tegneseries alternative historie til sin logiske konsekvens: USA er midt i en brutal racekrig; “The Seventh Cavalry” – en højreekstremistisk terrorgruppe i Rorschach-masker slagter politifolk på åben gade – mens mange sorte lever af de “reparations” Robert Redfords liberale regering udbetaler i kompensation for slaveriet.
For kompleks til undervisning og hvad så?
Såvel Moores tegneserie som Lindelof TV-serie er ekstremt komplekse narrativer med spring i tid og rum, et utal af handlingstråde, metafiktive elementer og særdeles tvetydige karakterer.
Alan Moores Watchmen er på én og samme gang en hyldest til og dekontruktion af superheltegenren og en meta-undersøgelse af tegneseriemediets narrative muligheder. Watchmen-universet er i høj grad baseret på idéen om at forfølge en tanke til sin logiske konsekvens.
Superheltes origin stories er ofte dybt traumatiske. Batman bekæmper f.eks. kriminalitet iført maske og flagermuskappe, fordi han har set Jokeren myrde sine forældre. I Moores forståelse fører den slags oplevelser i den virkelige verden sjældent til pletfrit heltemod baseret på høj samfundsmoral og derfor lader han sit take på superheltegenren spejle og undersøge mere autentiske psykologiske reaktioner.
Moores karakterer – Rorschach, Comedian, Night Owl, Dr Manhattan, m.fl. – er som hovedregel identitetsløse stakler med beskidte tanker, traumer og yderst tvivlsomme motiver.
I sin helhed er Watchmen for stor og kompleks til at behandle på gymnasieniveau. Den til gengæld ekstremt inspirerende og elementer fra universet kan give spændende indgangsvinkler til en lang række forløb – f.eks. om helteroller, ondskab, graphic fiction og postmodernisme, eller endnu bedre i temaer om krig, fake news, Vietnam, konspirationsteorier, 1960’erne, amerikansk identitet og historie.
Krystalnacht Tulsa
Watchmens parallelunivers lever i høj grad af sin tilknytning til virkelige historiske begivenheder og tendenser. I tegneserien fra koldkrigsåret 1986 tæller “The Dooms Day Clock” ubønhørligt ned til atom-ragnarok, mens TV-Serien fra 2019 behandler aktuelle temaer som race, ulighed og WOKE Culture.
Værkets historiefortælling fortsætter det tematiske fokus på logiske konsekvenser. I Moores Watchmen er præmissen et twist på 1960’erne og 70’ernes politiske virkelighed, hvor Vietnamkrigen er vundet og Watergate-skandalen aldrig har fundet sted. Dermed udspiller handlingen sig i et USA, som aldrig har tabt en krig og samfundsudviklingen er baseret på Richard Nixons politiske ideologi.
Lindelofs Watchmen-serie arbejder med en lidt anderledes vinkel på alternativ historie.
Første episode åbner i 1921 med raceoptøjerne i Tulsa. Begivenhederne, også kendt som Greenwood-massakren, kostede 39 mennesker livet og sårede 800, mens mere end 6000 sorte indbyggere blev fængslet. Urolighederne begyndte da en gruppe hvide angreb det sorte forretningskvarter i Greenwood. Angrebet på de sorte forretningsdrivende kan sammenlignes med en slags amerikansk krystalnacht og er senere blevet omtalt som “den værste racemotiverede voldsepisode i amerikansk historie.”
Alligevel er begivenheden nærmest ikke eksisterende i den officielle historieskrivning, at de færreste seere til premieren var klar over at handlingen i Watchmen-episoden er baseret på virkelige hændelser.
The Times They Are A Changin
Den nemmeste måde at inddrage Watchmen direkte i klasserummet er nok at bruge åbningssekvensen fra Zack Snyders filmversion fra 2009.
Til lydsporet fra Bob Dylans “The Times They Are A Changin” er den indledende montage 5 minutter og 34 sekunders ironisk tour de force gennem amerikanske drømme og mareridt fulde af gangstere, bomber over Hiroshima og Nagasaki, koldkrigshysteri, Kennedy-mord, Vietnamkrig, Nixon og – selvfølgelig – fallerede superhelte.
Snyders introduktion iscenesætter Watchmen og deres forløbere “The Minutemen”, som karikaturer på en af de mest velkendte stereotyper i amerikansk populærkultur: den ensomme helt, der rydder op i byen og rider videre ind i solnedgangen.
I en amerikansk kultur med nærmest ugentlige skoleskyderier er forestillingen om the lone gunman som helt dog rimelig blakket, hvilket den ironiske behandling i starten af Watchmen klart udstiller.
Heltetyper og review bombing
Kontroversielle værker vil formodentlig altid dele vandene. Også i det perspektiv er Watchmen værd at kigge på. Alan Moore og Dave Gibbons oprindelige tegneserie har noget nær mytologisk status blandt mange fans af genren og det gør udvidelser af universet vanskelig.
Modtagelsen af Damon Lindelofs TV-udgave er interessant, fordi den har fået mere eller mindre entydig ros fra kritikere, mens nogle fans aktivt hader den. Watchmen er det seneste eksempel på review bombing , hvor en gruppe fans af subjektive årsager søger at påvirke et bestemt kulturprodukts rating på sociale medier negativt.
Ifølge en artikel i The Daily Beast har fans kastet sig over Watchmen, dels fordi de opfatter den som “WOKE Propaganda”, dels – og mere interessant i et engelskfagligt perspektiv – på baggrund af en fejllæsning af tegneseriens centrale karakter Rorschach.
Det faktum, at Lindelof gør Rorschach til forbillede for en gruppe højreekstremister, falder en del fans for brystet, fordi Rorschach, i deres optik, er en heltefigur.
Ser man analytisk på Moores oprindelige tegneserie er Rorschach-figuren dog alt andet, og Alan Moore portrætterer ham som den absolutte modsætning til den klassiske helt. Han optræder måske nok i rollen som værkets mest centrale karakter og søger til dels at løse værkets hovedkonflikt, men som person er han dybt afsporet. Rorschach er dybest set en depressiv, brutal og fascistoid sadist.
Det er ikke tilfældigt, at Moore giver Rorschach navn efter en psykologisk test. Som de ikoniske blækklatter på psykologens kontor, er han aldrig hverken mere eller mindre end det beskueren ser.
I Moores univers er verden aldrig sorthvid og denne kompleksitet er på én gang Watchmens største styrke og største svaghed.
