Selv her i sommerhusets lune køkken slår nordsøens skummende hvide brøl ind over vores tanker. Vi er sjældent ved vestkysten – og da aldrig i februar, men ved, at vi nu vil komme her oftere og måske endda altid uden for sæsonen.
Her møder vi et landskab med en sælsom blanding af vildskab og ro, mørke og skønhed, familie og februar. Vejen nordpå fra Søndervig føles som at køre langs udkanten af et månekrater. Fladt og brungråt på den ene side, forrevet skarpbakket klit på den anden. De forknytte huse passer sig selv ind i landskabet. Vi kører 30 kilometer efter mælk.
Og havet. Altid havet. Et tungt råb fra en usynlig stemme gennem skoven. Det er fascinererende at opleve de mørkegrå bunkere fra anden verdenskrig så fulde af latent agression gjort til
hjælpeløse lerfodskolosser af havets langsomme erosion. Som om den skrøbelighed forskallingsbræddernes åretegninger stadig udtrykker i betonen efter halvfjerds år i vejr og vind endelig er trængt gennem den massive overflade og har løsnet rodsystemet nedenunder. Hvad mennesket ikke magter flytter naturen ufortrødent næmere havets glemsel.
Her er klitter og nærhed, marehalm og en ufortyndet glæde ved at være sammen. Her er fascinationen over naturens kraft og bevidstheden om vores egen skrøbelighed. Her er fantastiske fotografiske motiver som udbygger den akutte fornemmelse af virkelighed. Smukke forvitrede metaloverflader. Fodaftryk i strandsand der ligner Neil Armstrongs.
I vesten findes verden påny. Om aftenen er mørket så fuldstændigt, at vi må skrive os det bag øret, skrive det ind under huden, så vi kan bringe det med os, når vi om lidt skal tilbage til hverdagen. Forandrede. Forhutlede. Fortabende. Fortryllede. I vesten findes verden påny.
