Forsøg på en fabulerende begrebsafklaring
– Skal man for alvor nærme sig det franske litterære fænomen Oulipo må man først begive sig der ud hvor kragerne vender. Ud på de konkrete afveje som kan vise sig at være den korteste omvej til målet. Oulipo står på fransk for “Ouvroir de littérature potentielle” eller på dansk Værkstedet for Potentiel Litteratur. Gruppen blev startet af Raymond Quineau i 1960 og kunne sidste år fejre 50 års jubilæum. Ud over Quineau er Oulipo hjemsted for en række indflydelsesrige personligheder bl.a. Italo Calvino og dette indlægs absolutte hovedperson – spasmageren og innovateuren George Perec.
What’s in a name?
Navnet Oulipo er interessant fordi det stiller flere spørgsmål end det besvarer. For hvad er egentlig potentiel litteratur? Hvori ligger dens potentiale. Og hvilken vej går bevægelsen? Fra værket til verden eller omvendt? Er det omverdenen som er fuld af potentiel litteratur? Indkøbssedler, regninger, reklametekster, lagerinventarer, køleskabsnoter? Eller punkterede cykeldæk? Kærlighedsaffærer? Fløjtende kedler? Eller udfolder værket først sit litterære potentiale i mødet med verden? Er enhver bog potentiel litteratur fordi den, så længe den forbliver uåbnet og altså endnu ikke har fået aktiveret sit indhold gennem interaktion med en læser, uvægerligt vil have potentialet til at være en litterær oplevelse? Er potentialet noget forfatteren tilfører værket gennem skriveprocessen? Svaret er ligeså tvetydigt som titlen på en af den potentielle litteraturs hovedværker, George Perecs roman Livet: En brugsanvisning, som aldrig gør det klart om den skal forstås bogstaveligt som en brugsanvisning til livet eller om det snarere er livet som er brugsanvisning til romanens univers.
Gruppens egen definition peger i retning af, at potentiel litteratur søger mønstre og strukturer som forfatteren kan bruge på den måde han eller hun synes bedst om. Ud fra den definition ligger det potentielle ved litteraturen altså uden for værket selv, som et sæt mønstre eller strukturer der medvirker til at skabe litteraturen. Denne definition stemmer meget godt overens med Oulipo forfatternes brug af restriktive metoder og regler som middel til at skabe deres værker.
Skoleeksemplet på denne strategi er Perecs roman La Disparation – en kriminalhistorie skabt som lipogram uden bogstavet E.
Det selvrefleksive system
Oulipo synes altså tæt forbundet til den selvrefleksive tendens i postmodernismen som konstant udfordrer sig selv som begreb og stiller spørgsmålstegn ved selve eksistensens mulighed for at eksistere. Oulipo referer på en gang noget større end sig selv og noget bevidst selvudslettende.
Oulipo – en begrebsafklaring
I virkeligheden kan Oulipo bedst forklares gennem analogi med en af historierne i Livet: En brugsanvisning. I romanen opfinder den uendeligt rige engelske excentriker Bartlebooth (navnet er en reference til Melvilles Bartleby og Larbauds Barnabooth) storstilet kunstnerisk projekt som på en gang skal optage ham livet igennem og skaffe ham af med sin formue. Først bruger Bartlebooth 10 år på at uddanne sig til akvarelmaler. De følgende 20 år rejser han globen rundt for at male akvareller af små afsidesliggende havnemiljøer. I gennemsnit et maleri hver fjortende dag – i alt ca. 500 stk. Akvarellerne sendes hjem til en mand ved navn Gaspard Winkler hvor de klæbes op på træplader og saves ud som puslespil. Disse samles møjsommeligt af Bartlebooth før atter klæbes sammen og sendes tilbage til oprindelsesstedet hvor de, nøjagtig 20 år efter tilblivelsen opløses. Endelig returneres det nu rene papir til Bartlebooth, som altså i princippet ikke har fået noget som helst ud af sin indsats.
Som Oulipo-gruppens værker er Bartlebooths projekt en omfattende iscenesættelse af virkeligheden som kunstobjekt. En udfordring af livet og kunsten kvalitative indhold og ikke mindst en legesyg opløsning af kunsten (og litteraturens) status som autonomt værk. Bartlebooths cirkel slutter, hvor den begynder men på vejen rundt har yder- og inderside byttet plads flere gange. Og Perec har illustreret Oulipo-gruppens restriktionsæstetik gennem Bartlebooths selvpåførte besværlighedsprincip.
Nå ja, og så er Livet: En brugsanvisning en storslået knudrethed af litterær rigdom.
