REVOX 2007-2009

Dette er indholdet af min logbog med indlæg fra perioden 2007-2009

15 juli 2009

Som alle andre storbyer slynger Stockholm sine tårer udad. Det triste margnialiseres og forvises til trøstesløse boligblokke fulde af beton og snavs. De økonomisk mindrebemidlede gemmes væk i udkanterne, men er paradoksalt nok det første man møder, når man, som vi, vælger at entrere byen fra den yderste sydlige undergrundsstation.

Ved indgangen til tunnelbanen Farsta Strand tilbyder en grafitti-overdænget pølsevogn “flafel” med blå tusch på et håndskrevet papskilt. En besynderlig etnisk stavefejl, der står som kommentar til det socialdemokratiske velfærdssamfund, hvor A’et ligeså stille er listet bort.

Fra Farsta Strand bevæger undergrunden sig stop for stop nærmere centrum, mens en kvindestemme i højtaleren venligt forkynder navnet på næste station. Fra Skanstull på Södermalm gentages annonceringen på engelsk af en mandlig kollega. Et tydeligt tegn på, at vi nu befinder os i officielt bemyndiget turistland, hvor snavset er udnævnt til pittoresk storby vedhæng. Atmosfære.

Herfra er Stockholm et vidunder. Smukke bygninger – broer – grønne områder – og vand, vand, vand. Vi kvitter tunnelbanen ved Slussen. Spadserer i eventyrlystent solskin gennem Gamla Stan til Stortorget med den tragiske historie og videre til Stockholm Slots klassisistiske kæmpekasse.

Efter et par timers vandretur i Gamla Stan drejer vi tilbage mod Slussen og færgen til Djurgården. Den korte sejltur over havnen er en oplevelse i sig selv. Sthml skinner i sollyset mens friske skumsprøjt sitrer over vores varme hud. Vi når frem til Djurgården, hvor første stop er en dejlig frokost med Vitello Tonato og lammebøffer på Blå Porten ved siden af Liljenvalchs Konsthal. Derefter besøger vi det imponerende Vasa og tager en tur på Frilandsmuseet Skansen i byens grønne hjerte, før dagen slutter med turen tilbage til Farsta Strand og den ventende bil.

Dagen efter siler regnen ned. Perfekt til et besøg på Junibacken, hvor børnene slår sig løs i et eventyrland med scenarier fra kendte svenske børnebøger. Og de voksne i fortættede grupper af fugtigt tøj og årvågne øjne forsøger at holde styr på virvaret af omkringflakkende poder.

Sidste dag går med vandretur langs Strömgatan til Skebbholmen. Her er endnu en af Stockholms mange små øer – i lighed med Holmen i København – omdannet fra Admiralitet og flådestation til kulturcenter med kunsthøjskole, arkitekturmuseum, den østasiatiske samling og ikke mindst Moderna Museet, hvor den permante samling imponerer og særudstillingen med den i Sverige bosatte amerikanske kunstner Clay Ketter, bogstavelig talt sætter uudslettelige spor.

1 januar 2009

Jeg har brugt formiddagen på at fjerne gårsdagens serpentiner fra lamper og gulve. Juletræet ligger på græsplænen strippet for pynt og værdighed. TIlbage til naturen sådan er det. En kort periodes anormalitet er ovre. Endnu engang.

Sent lille juleaften passerede jeg vores nyopsatte stuegran på vej ud i køkkenet efter kaffe. Netop der slog det mig, hvilket bizart ritual jueltræet egentlig er. En slags tilbagevendende bekræftelse på, at vi mennesker jo egentlig bare er rumvæsner.

Af og til når jeg ser dyreprogrammer, tænker jeg over, hvor mange besynderlige adfærdsmønstre, der er i dyreriget, og normalt opfatter vi vel dyrenes adfærd, som noget irrationelt, driftsbundet, som er uafhængigt af os selv. Men så, nån pludselig en helt almindelig tirsdag aften møder et grantræ. Frivilligt indkøbt for enkr. pr. cm. (dog minimum 150 kr); frivilligt placeret i stuen, hvor møbler og andre livsnødvendigheder må vige pladsen; frivilligt behængt med glasengle, kugler, papirstjerner og andet godtkøbskram – og der, lige der – må man sande at vi mennesker ikke har meget at lade dyrene høre, når det gælder irrationel adfærd og sære skikke.

Velkommen til 2009. Mennesket har nået sit højeste udviklingsstadie. Nemlig.

5 december 2008

Faldt lige over det her fantastiske billede af den skotske kunstner David Shrigley. Se meget mere til David Shrigley her.

2 december 2008

Måske er det fordi bloggen for nylig blev erklæret død? Måske er det fordi lysten til at blogge kommer lidt i cykler? I hvert fald har jeg fået lyst til igen at tracke mit liv lidt mere konsekvent end, det har været tilfældet længe.

Lige nu synes jeg faktisk, det hele svinger rigtig godt. Jeg er glad for mit arbejde. Bandet lyder bedre end nogensinde. Vi skal snart flytte ind i vores helt eget øvelokale. Og ikke mindst er min frygt for, at jobbet som tekstforfatter skulle være en kreativ stopklods for mine egne tekster blevet gjort til skamme. Jeg havde sådan lidt en fornemmelse af, at det ville blive sværere at få overskud til at arbejde kunstnerisk med tekst, når jeg bruger hele dagen på at skrive kommercielle ting. Men det har vist sig at være lige omvendt. På en måde er jeg blevet mere fokuseret og skriver mere – måske ganske enkelt fordi jeg skriver mere i det hele taget?

Det eneste der faktisk er sket er at mit fokus er flyttet. Jeg skriver færre digte på dansk, men til gengæld mange flere sangtekster på engelsk. Jeg ved ikke om man kan lave en opdeling mellem sange og digte? Jeg tror dog på en eller anden måde, at jeg gør det alligevel. Det virker som om jeg vægter de mere rå digte højere end de mere polerede sangtekster.

Måske er det min dybe skepsis overfor rim der gør det? Måske synes jeg, at sangene har en lavere kunstnerisk værdi, fordi de “bare” er rock sange. Men har de det? Behøver det være sådan? Jeg ville gerne have de to ting til at mødes, så kvaliteten og det lyriske gik mere hånd i hånd. That would be nice…

Grundlæggende tror jeg, det skyldes, at jeg er vant til at tage litteratur utrolig seriøst, mens bandet mest er for sjov. Kunne godt tænke mig at spille musik med lidt større ambitioner. Det må vi arbejde på.

28 november 2008

Smeltevandspaniker

11 november 2008

Mesterlig aften i øvelokalet i går. Nyt enkelt hårdt kantet nummer på vej.

2 oktober 2008

Skitse til ny sang

The Cornershop Girl

He went down to the cornershop

for a pack of cigarettes

And the girl behind the counter

Wore a smile and a green dress

She said I’ll be off in a minute,

Would you like to stay?

And so she closed up the shop

And she turned out the light

She put the key in the door

And she turned round once more

Can I get you anything before we go?

8 september 2008

Peberet gror lige om hjørnet

6 august 2008

Last Exit to Brooklyn ligger tilbage på hylden med forfængelighedstriber på ryggen. Jeg købte den i Oxford for 14 dage siden og gik straks i gang med at læse. Nu hvor jeg er færdig, har den nærmest revet mig midt over. På den ene side er jeg trist, fuld af afsky, forfærdet, anløben, forvirret, høj, skæv. På den anden er jeg fuld af beundring for Hubert Selbys evne til at tegne karakterer, at fange en sindsstemning eller en tanke i farten og sætte på papiret uden den mindste fornemmelse af medierethed eller fortolkning. Hver eneste karakter har sin egen stemme. Det er smukt. Det er kraftfuldt. En stadigt defilerende række af grufulde sandheder. An urgent tickertape from hell.

At læse Last Exit føles ikke som at læse en bog, men som at blive brutalt placeret midt i det virvar af følelser, misfortåelse, gru, vold, fornedrelse, lyst, had, fortvivlelse, blindhed, latter, sex og medfølelse som er bogens hele indre. Læseren er en voyeur uden mulighed for at gribe ind, selvom det gør forfærdeligt ondt at stå der og se til. Medfølelse er en form for impotens.

Med sin vanlige sans for det rigtige ord har Anthony Burgess beskrevet Last Exit to Brooklyn som “this honest and terrible book”. Ærligheden er bogens store styrke og kilden til dens grufulde kraft. Det er i ærligheden Selbys mesterværk skabes, for han udstiller aldrig, han viser, han forklarer, han lader sine karakterer leve og fremstiller dem i hvert sekund, hvert eneste ord, hver eneste tanke som hele, sårbare, virkelige, søgende, patetiske mennesker.

På godt og ondt.

6 juni 2008

Inkshed har ligget stille alt for længe. Jeg snakkede med en anden blogger den anden dag, som sagde, at lysten til at skrive indlæg ligesom sivede ud efter et års tid. Måske er det det, men jeg tror måske snarere, det er, fordi jeg bruger al min tid på at skrive ansøgninger. Når man dag efter dag udpensler variationer over sine egne fortræffeligheder for gud og hver mand, er det ligesom ikke helt så tiltrækkende at skrive for sjov på inkshed.

Til gengæld er 4 af mine digte blevet udgivet i M gasin. Desuden har jeg skrevet et par nye sange Every Second Wednesday og Bystander og er kommet med i et nyt band med gamle venner. Fedt at spille igen. Min guitar lyder bedre end den har gjort i mange måneder, og jeg er ved at få min timing tilbage. Det skal nok blive godt.

Har ellers været  rimelig meget nede i kulkælderen på det sidste. Det virker bare ikke som om, jeg kommer nogen vejne. Alt er trummerum og børnepasning på grund af strejken. MEN NU IDAG PLUDSELIG vælter lyspunkterne ind af døren i en fart så de næsten danner linier eller tager stråleform.

Utroligt så lidt der i virkeligheden skal til for at vende bøtten. Frisk mod manne! Der er atter vand under kølen! Hehe.

9 april 2008

Okay. Jeg elsker at være flyttet tilbage til Jylland. Folk kommer bare dumpende ind i tide utide. Med andre ord: Guf for selvskabspapegøjer og andet småkravl.

1 april 2008

31 marts 2008

Skriv dig ind i billedet skriv dig

nu ind i billedet skriv dig

helt ind hvor farverne smelter

og huden hænger om dine lemmer

som flossede lærreder skriv dig ind

i skapelskarpe snit fra venstre

mod højre skriv dig ind i billedet ind i farven

spind den om fingrene som levret candy

floss billedet på nethinden en nål

over en støvet plade farverne knitrer i små ryk fra venstre

mod højre venstre højere hamrer bogstaverne ind

i papiret med en organisk vedvarende klikken

insekternes spiser penselstøj over hjernen

ind i billedet årets pressefoto tilbudt i netto

med hængerøv og halsbrand stiliseret virkeligt som ind i helvede skriv

dig ind i billedet det røde venter det grå billedet stiller

ind sigt skyd

24 marts 2008

Det er mærkeligt. Der er sket så mange omvæltninger og skift i vores liv på det sidste. Allesammen til det bedre. Og alligevel har jeg ikke haft lyst til at skrive om det. Måske er det ikke så unaturligt at praktiske gøremål overskygger reflektionen, men alligevel kan det godt undre mig at min fingre ikke har klikket hen over tastaturet i et væk.

I morgen fylder jeg 34. Vi er flyttet tilbage til Jylland. Til et fedt hus på et fedt sted. Drengene er glade og skal snart starte i skole og børnehave. Mette ser ud til at stortrives med sit nye job. Jeg har besluttet at starte mit eget tekstbureau – tekstpilot.com – og skal til at leve af min egen værdiskabelse. Altsammen hvirvlende vidunderligt. Bortset fra de 34.

Et sted i en endnu ikke udpakket flyttekasse ligger et brev fra Lars Bukdahl. Jeg har sendt fire digte ind til Hvedekorn og fået dem retur. Men ledsaget af et opmuntrende seriøst svar fra Bukdahl, som skriver at mine digte “er på nippet til at slå seriøse poetiske gnister”. Nu skal de videre. De skal drives længere. Skrives med større fyndighed og koncentration. De skal slå gnister, så der kommer sorte svedne pletter på Bukdahls skrivebord. De skal være. De skal stå. De skal støje og bjæffe og kærtegne og regne og give efter og grobund for en virkelig oplevelse af tilstedeværelse og nærvær. Nu.

Jeg skriver igen. Skriver mig videre mod det sortblå sted bag stjernerne.

18 februar 2008

Toget kører for enden af vejen. To gange i timen. Hver anden gang i din retning. Jeg ved, hvordan du ser ud. Jeg kender navnet på din gade. Jeg ved, hvor den ligger men i den forkerte by. Jeg kender dit navn, din gade, din by, men ved kun, at der er en gade med det samme navn i en anden by, og jeg ved, at det er den, jeg ved hvor er.

II
Hvorfor er det præcis denne skov som minder så meget om dig? Og ikke en hver anden skov? Er det egetræerne? Gamle med saltgrå blade. Luften? Lyden af hav? Hver gang jeg står her, er det dit ansigt, der tegner sig i mit blik. Stilheden er din stilhed. Det grå, det brune, det grønne er dine farver. Lugten af hav og salt og mos og jord din lugt.

III
Dit fravær breder sig blandt køkkenbordets krummer og utensilier.

IV
Toget kører for enden af vejen. To gange i timen. I begyndelsen hørte jeg det nærme sig og forsvinde. Voksende aftagende murren. Nu hører jeg det ikke mere. Ikke ofte. Hver gang har jeg lyst til at cykle ind til stationen. At finde det sted jeg ved hvor er men kun i den forkerte by.

V
Jeg kunne jo spørge om vej. Men det vil jeg ikke. Det ville være forkert at en anden skulle vise mig hen til dig. Vi kender jo hinanden så godt, at det ville være unaturligt, hvis jeg ikke kunne finde dig. Selv her i den fremmede by, hvor gaderne ligner hinanden som væggene i en labyrint. Navnene skifter fra bygning til bygning. Jeg kunne spørge en eller anden, om de kender dig, men så ville jeg bare give mig selv til kende. De ville vide, at jeg leder efter dig, at jeg ikke kan finde dig, selvom vi kender så godt, at det ikke kan være rigtigt, du er væk.

VI
Der står det. Rødt på hvidt med et afskallet hjørne og blankslidte kanter. Jeg sætter mig på fortovet og venter. Jeg ved, det er på den tid, du kommer. Navnet er dit. Gaden passer. Jeg går i stå.

3 januar 2008

Så er det officielt. Jeg er trådt ind i det 21. århundrede. Nogle vil hævde, at århundredet for alvor tog sin begyndelse den 11/9 2001, da hele vesten på én gang blev kastet ind i en ny verdensorden, et nyt os og dem, en ny splintret form for kold krig, med skjulte fjender, mistænksomhed og frygt.

Det er sikkert også rigtigt. Men lige her. Lige nu. På et mere personligt niveau står det 21. århundrede ved siden af mig på skrivebordet i form af en lille lysegrøn metallic iPod Shuffle. Og med den en stribe nye muligheder for at finde og høre musik. En lille personlig revolution for manden som elsker at lytte til musik, men sjældent trænger gennem Peter Plys playlisten.

iPodland breder sine vidder ud. I forvredne Utah-lignende guitarformationer, vidtstrakte stepper af murrende electronica, elegant henslængt noir-støj… Lykke a la ostemad og brusebad.

19 december 2007

Med et minimalt mekanisk klik lukker Hr Meander døren bag sig. Bange for at vække nogen. Bange for give slip på sin morgenro. Inden for overvejede han at tænde radioen, men fandt, efter et øjeblik, stilheden befriende. Den stilhed som kun eksisterer tidligt om morgenen, når andre sover i huset. Når kun smeden overfor er taget på arbejde, og gaden ligger endnu mere øde hen på grund af den netop forsvundne bil. Nu står han midt i den på en iskold decembervej. Han smiler.

9 december 2007

I går var jeg til Raveonettes og det var magisk.

Et sted over mit venstre øje, går der hul på et rødt felt. Som en væske siver farven langsomt ind og blander sig med det underliggende blå. Farven skifter karakter og fortoner sig i violette og grønne nuancer. Raveonettes er i gang med aftenens sidste nummer Aly, Walk with Me. Støjflader og klange væver sig ind i hinanden, splintres og danner nye hybrider i kaleidoskopisk skiftende mønstre. Støjen skyller ind omkring mig. En labyrint med flydende vægge. Alt synes porøst og tredimensionelt.

Mine øjne slår op og fanger et glimt af Sharin Foo badet i rødt lys og elegant støj, før jeg igen forsvinder ned i musikkens flimrende rum.  Et øjeblik efter er det slut. Sharin og Sune ønsker os alle en god jul og forvinder i mørket uden for Stars.

I går var jeg til Raveonettes og det var magisk.

8 december 2007

Så fik vi endelig fundet et hus der passer. I Stensballe til en milliard, næsten da. Det er på mange måder temmelig grænseoverskridende at sætte sig i gæld på den måde, men alligevel føles det rigtigt godt.  Der er dejlig fredeligt, legeplads lige uden for hækken, 5 minutter til vandet og lidt mindre til skoven. Bliss. Der er simpelthen god plads både ude og inde. Og fedt at være landet.

Og så har jeg været til samtale om et job som tekstforfatter. God fornemmelse med det. Svar sidst i næste uge…

Det er underligt at tænke sig at for lidt over et år siden, sad vi i en lillebitte lejlighed i Århus og vendte femører. Change is good.

29 november 2007

Jeg hørte et fantastisk citat idag af den persiske 1200-tals digter og mystiker Jalal-od-din Rumi.

Beyond good and evil there is a field
I will meet you there

25 november 2007

Atter hjemme efter en lang dags house hunting i Horsens. Det har været en dag med adskillige ups and downs. Drømmehuset viste sig at være lidt uldent i kanten. Det vi egentlig var kommet til at se ved en fejl, viste sig at være rigtig godt – på sådan en eccoskoartig måde. OG det fedeste var desværre lidt for dyrt. Jeg troede dagen skulle give svar ikke stille flere spørgsmål. Suk.

Til gengæld var det fedt at åbne postkassen og finde en kuvert i brunt karton, som viste sig at indeholde Havet er sort, Kysten er hvid. Jeg er straks gået i gang med at læse den, og det ser umiddelbart ud til at Katinka My Jones holder. Præcis så fragil og legesyg og hensynsløs, som jeg havde forventet.

14 november 2007 (del 2)

Der er is på regnvandstønden. Jeg står på terrassen med en kost i hånden og er i gang med at feje efterårsblade sammen. Luften føles som kølig velour og kun en svag vislen i træerne bagerst i haven antyder bevægelse. Overalt omkring mig pibler farvenuancer i falmet grønt, okker og kobberbrunt. Sankt Hans-urten (den eneste haveplante jeg med sikkerhed kan identificere) står purpurrød på nøgne lyse stængler.

Den lave middagssol får et spindelvæv under halvtaget til at skinne om sølv. Veltilpas fokuserer jeg på kontrasten mellem kulden som prikker mine kinder og den behagelige varme fra min jakke. Med et sidste øjebliks fornemmelse af absolut balance, vender jeg tilbage til arbejdet og lader stilheden indhylde lyden af kostens svirp gennem tørre blade.

14 november 2007

10 november 2007

Gensynsglæde: Af og til tager livet nogle uventede krumspring. Nogle gange ubehagelige, andre glædelige. Denne uge har bragt et af de sidste. Vi er på vej tilbage til Jylland. Mette har fået job som Rektor for Horsens Statsskole, og jeg selv skal formodenlig igen undervise i Århus.

Det er næsten ikke til at fatte, at vi snart kan lægge Vordingborgs søvnige lilleby stemning bag os og slå os ned et større sted. Der er vel ikke så meget andet at sige end, at det føles rigtigt. Brikkerne passer sammen både i hovedet og hjertet. Nej, hvor jeg glæder mig.

Samtidig er der selvfølgelig tusinde ting som skal overvejes og tages stilling til. Vi skal finde et sted at bo, vi skal flytte, vi skal have afsluttet vores forpligtelser i Vordingborg. Vi skal have fundet en ny børnehave. Alfred skal indskrives i skolen, men hvor? Mange spørgsmål. Det bliver godt at finde svarene…

5 november 2007

Kan man overhovedet forelske sig i et navn? Jeg kan. Jeg er smaskforelsket i Katinka My Jones et navn så samtidig jordbundet og fnuglet, at man må klukle af benovelse.  Et navn så fint at det kun giver mening at bruge nye ord omkring det. JP Jacobsen forelskede sig engang i ordet “ekbatana” og skrev et digt om det. Det tør jeg ikke, jeg er ikke dygtig nok.

Men jeg glæder mig til at læse hendes digtsamling: Havet er sort, kysten er hvid, når den kommer om et øjeblik.

Læs lidt af hende her i Suiten ‘Hest’.

3 november 2007

Kaudervælsk sammensurium: Blake, som holdt så meget af para-
dokser, sagde engang at alting er partikulært. På en måde ved jeg, han har ret, for man opfatter vel altid alting som detaljer. Ikke desto mindre indeholder sætningen et uopløseligt paradoks, for hvordan kan man overhovedet sige ‘alting’, hvis intet nogensinde er alting og alt altid blot ting?

I morgen er det Augusts fødselsdag. I dag skulle vi have mødt en ny lille pige.

Hvis hvidt lys er alt lys
og sort er dets fravær

skrives fravær med fravær
og lys uden lys

Rent bortset fra: Det er fantastisk at åbne sin mailboks og finde et manuskript til korrektur, som indeholder noget af en selv. Det fantastisk at vide, at et af mine digte er på vej ud i tryk. Det er fantastisk at 6 linier poesi fra min hånd rykker fra inkshed til tidskiriftet 12 Linier. Det er fantastisk at være en del af undergrunden. Det er fantastisk at tænke sig, at nogen et sted læser mit digt. Det fantastisk at flytte sig. Fantastisk at være i bevægelse. Fantastisk at være blandt slammere, vokal poeter, spoken word kunstnere, kortfattede digtere og andet krimskrams. Den ene hed sib, den anden hed sibsibbelib og den tredie hed sibsibbelibsibsiumsib.  Out , out and over. Læs 12 Linier

28 oktober 2007

Jeg har netop købt Radioheads nye album In Rainbows. I vores verden hvor alt har en pris og haggling ikke er noget vi gør så forfærdelig meget i, er det en nærmest grænse overskridende oplevelse at investere i In Rainbows. Man bestiller via Radioheads hjemmeside og bestemmer selv, hvor meget prisen skal være. Syret, syret ting. Men også ret fed i virkeligheden. Mere af det.

Besøg Radiohead her: www.radiohead.com

26 – 27 oktober 2007

På en måde synes jeg spørgsmålet er ubegribeligt, måske endda ligegyldigt. Hvad er kunst? Jeg sad netop og læste et interview med Arthur Danto om hans gamle kunstfilosofiske klassiker The Transfiguration of the Commonplace. En bog som primært handler om kunstens betingelser efter Andy Warhols Brillo-æsker.

Hvad er kunst når gallerirummet ligner et supermarked? Og der tilsyneladende ikke er nogen som helst forskel på Warhols Brillo-æske og den tilsvarende henne i det rigtige supermarked? Selvfølgelig er Warhols æsker fremstillet af træ med silketryk, men de ligner til forveksling. Det minder vel om perfekt repræ-
sentation? Don’t know… Og hvad så med Marcel Duchamps Fountain? Et ganske almindeligt pissoire signeret R. Mutt og placeret på en piedestal.

Det minder mig uendeligt meget om Allen Ginsbergs digt A Supermarket in California, hvor al naturlighed opløses i simulacra. Eller Sonic Youths NYC Ghosts and Flowers, hvor persongalleriet har glemt sig selv i en grad så kun identitetsspillet står flimrende tilbage.

Nogle dage får jeg lyst til aldrig at beskæftige mig med andet. Andre dage har jeg mest lyst til at følge Yves Klein: male hele lortet hvidt, så enhver rumfornemmelse og perspektiv forsvinder og hælde farven ned i afløbet som blåt pis.

24 oktober 2007

Hmm. Det er længe siden sidst. Sidder hele tiden og leger med facebook.  Facinerende…

13 oktober 2007

Tusindfryd. Det er lørdag. Klokken er 7:48. Der er elleve etager ned til Langebro, hvor en enkelt cyklist i rød frakke sætter kursen mod Amager. Morgensolen er så småt ved at vække byen. Jeg sætter mig op i vindueskarmen og strækker benene foran mig, mens mit blik springer fra det irgrønne brohus og vandrer langs tagryggene på den anden side af vandet.

En husbåd ud for Islands Brygge fanger min opmærksomhed. Jeg forestiller mig at vågne til lyden af vand og en konstant dovent vuggende fornemmelse i kroppen. En motorbåd sender bølger henover kanalens sølvblå overflade. Et sted bag mig tænder Mette bruseren og badevandets plasken forstærker fornemmelsen af morgen og afslappet ro.

Den røde frakke er nu en prik på vej ud af Amager Boulevard. Som Prousts madeleinekage rammer farven et punkt i min erindring og skubber mig baglæns gennem natten til bordet på restaurant Den Lille Fede, hvor jeg netop bliver præsenteret for ret nummer tre: Helleflynder med jordskoggepuré, gelé og tomatbruschetta.

Mette sidder overfor mig. Vi er sammen på vej gennem en smags- og sanseoplevelse af de helt store. Mette samler en lille smule af hver ting på sin gaffel, tager den velovervejet i munden og bryder ud i latter. Det sker flere gange for os begge. Smagen er så afbalanceret og levende, at det er umuligt at lade være med at grine. Af velvære, af lykke, af ren og skær benovelse over at noget kan smage godt.

At spise her er som at være forelsket. Maden sætter spontant sanserne i bevægelse og pirker små overraskende nuancer og opdagelser frem. I løbet af næsten tre en halv time smager vi os gennem syv retter med tilhørende vinmenu. Alt synes afstemt ned til mindste detalje. Især svampesuppen med østershatte og tørrede tyttebær, den uovertrufne helleflynder og den røgede kammusling, sætter sig fast i erindringen. Vinen understreger, komplimenterer, modsvarer på alle niveauer. Perfekt.

11 oktober 2007

Hurra. Børnene er på ferie. I morgen skal Mette og jeg helt selv en tur til København for at spise på restaurant Den Lille Fede og kigge på kulturnatten. Jeg glæder mig helt vildt til at tilbringe noget tid alene sammen med Mette – bare slappe af – og lege kærester for en gang skyld.

Jeg er spændt på restauranten. Vi fik et gavekort fra vennerne i bryllupsgave, og med deres vanlige sans for kvalitet, kultur og gode oplevelser skal nok blive en god aften. Jubi. I have every faith.

Lige nu glæder jeg mig også til at komme i seng. Vi er netop vendt tilbage fra Middelfart, hvor vi har parkeret drengene. Nu vil jeg krybe ind under dynen og synke ned i Georgi Gospodinovs En Naturlig Roman. En skæv selvreferende historie om en skilsmisse. Fortalt af en redaktør ved navn Georgi Gospodinov som modtager et manuskript fra en hjemløs ved navn Georgi Gospodinov som tilfældigvis, måske er den samme, som ham Georgi fra Bulgarien i den virkelige verden. Kafka og Auster kigger begge med over skulderen…. Nåja, og så er store dele af fortællingen skabt ved hjælp indledninger fra andre romaner: Poe, og Sallinger og Dickens og Fielding spøger allesammen rundt i teksten. Vældig spas, hvis man er til den slags.

Kunne egentlig godt tænke mig at gå lidt væk fra det selvrefererende og koncentrere mig om gode fortællinger for en tid. Måske skulle jeg gå i gang med Karen Blixen. Det er længe siden sidst.

5-6 oktober 2007

Af: Hr Meanders fredag i Pointeløse

Da Ursula var gået havde hr Meander svært ved at fylde tiden…

“Smagløsesengeløseindholdsløsestundesløsepointeløsehensynsløse
ørkesløsebenløseansigtsløsekønsløseudsigtsløsebarnløsekasteløse
navnløsehåbløseforældreløsetrøstesløsesøvnløseglansløsetalløse
glædesløsetalentløsepengeløsemodløseværgeløseskrubbelløse
ryggesløsehvirvelløsehalsløsetandløsepapirløselydløsetidløse
tankeløsesorgløsehvileløse[…]etfårtofårtrefårfirefårfemfår
seksfårsyvfårottefårnifårtiforårsblomsterskudmulvarpe
skudvingeskudvådeskudpliskeplaskeregnvejrudsigts
punktumhavblikstillefremtidsvisionærhedsprincip.”

Og paniknaphulsblomst.

3 oktober 2007

Kanelsnegl eller cinnamonstrum?

2 oktober 2007

Go (… onomatofobi … ord … megalofobi … store ting … myrmecofobi … tanter … philofobi … forelskelse … pteronofobi …at blive kildet med en fjer … zemmifobi … mulvarper … oikofobi … hjemlige omgivelser … mertofobi … digte … arachibutyrofobi … peanutbutter som sætter sig fast i ganen …) figure.

I Nordirland ender mange sætninger på men, men.

22 september 2007

Det er mørkt udenfor. Var egentlig allerede gået i seng, men stod op igen for at skrive. Et billede der skulle ned inden det forsvandt. Jeg skriver meget for tiden. Om det er godt eller skidt ved jeg dårlig nok. I det mindste virker det, som om jeg efterhånden er i stand til at skrive længere tekster, end jeg har gjort. Måske er jeg mindre redigerende i øjeblikket? Måske har Beckett løsnet sit tag i min arm, så alting ikke absolut skal skæres ned til det umenneskeligt små?

Hvem ved? Det eneste jeg ved er, at jeg konstant balancerer på grænsen mellem at være glad og tilfreds og udmattet og miserabel. Mit job tærer, synes jeg, selvom den sidste uge har været god. Det første af de workshop- og seminarforløb, jeg har arrangeret, var en succes. Det var virkelig rart at få det overstået og at det gik godt. Samtidig ser det ud til at min markedsføring er begyndt at virke, hvilket er lidt af en befrielse. Der skulle åbenbart lidt mere tid til. Alt i alt har jeg en meget større fornemmelse af ejerskab overfor mit projekt end tidligere, så på den front går det absolut fremad.

Jeg prøver hele tiden teknikker til at være positiv, men tit er jeg så træt og uoplagt, når jeg kommer hjem, at jeg kommer til at skælde børnene ud for noget som slet ikke er deres skyld. Hate it.

Trænger til ro og voksentid, tror jeg. Alfred og August vil heldigvis gerne snart på ferie hos mormor og morfar. Og så har Mette og jeg aftalt, at vi skal en tur til København og spise. Jubi! Glæder mig desuden rigtig meget til denne weekend, hvor vi slet ikke skal andet end være hjemme, lægge lidt fliser og sætte et par ledninger op. Bliss…

19 september 2007

Jeg skriver: jeg er digter – og så er jeg det. Vupti!
Jeg skriver: jeg er en elefant – og så er jeg det, men kun for et øjeblik.
Jeg skriver: et digt som kan rumme verden – det er mit mål.
Jeg skriver: fordi jeg har lyst – så sandt, så sandt eller falsk?

9 september 2007

Lidt gul er man vel altid… Get Simpsonized!

5 september 2007

Læste netop et indlæg på mine venner Maja og Eriks hjemmeside om frustrationerne ved at være på barselsorlov.

Og hold kæft, hvor jeg kender det. Det der med at hverdagen går op i ligegyldigheder og indskrænkede beslutninger. Jeg har altid selv været fanget i et besynderligt paradoks som handler om på den ene side at være enormt dårlig til at lave ingenting og samtidig være utrolig dårlig til at gøre noget ved det.

Lige nu kan jeg dog ikke så meget andet end sukke efter friheden ved at være mellem jobs. Alting er stress og jag og børn og Kvickly og arbejde og arbejde og arbejde og ingen Weekendavis, intet DR2, ingen tungsindige romaner eller skæve tankeindfald.

Blot et enkelt adspredt lokumshaiku i ny og næ. Og sporadiske forsøg på at skrive noget konstruktivt og kreativt her i loggen.

3 september 2007

Nogle dage når han går på vejen mellem de blå villahaver, forestiller han sig en anden. En forbipasserende. En vagabond der er kommet herind ved et tilfælde. Han forestiller sig, at han kender menneskene bag hækken, at de måske en dag ville invitere ham indenfor og lade ham få et glimt af deres historier.

De har boet på vejen i lidt over et år. De hilser på naboerne, som virker imødekommende, men alligevel aldrig åbner døren helt. Indimellem taler de om, dengang de boede i byen. Om hvordan forventningerne til naboer var anderledes. Om hvor underligt det er, at en hæk af en eller anden grund inviterer til mere nærvær end en repos, selvom den fysiske afstand er meget mindre. De har en kat. Indimellem har de lyst til at flygte.

Nogle dage ville han gerne vide mere om dem. Citroënmanden overfor – hvordan blev han så betaget af biler? Eller hvordan endte hovedet af den kinesiske stendrage under birketræet lidt længere henne?

Han har set en ældre dame vande blomster og pille ukrudt op derinde. Han forestiller sig, hun er kunstner. Han forestiller sig, at hun som ung har samlet orkideer i junglen på Borneo eller krydset Sahara i en robåd. Han forestiller sig, at vejen er hendes værk, og at han er en del af en langsomt flydende drøm.

Han digter historier for at få tiden til at gå. Han ser sine hænder smuldre og drømmer de bliver til ord.

20 august 2007

Hehe – nogle gange kan det være meget sjovt at komme på besøg, hvor de rige bor. Lørdag var vi en tur i Århus til min søsters fødselsdag. Samtidig skulle vi omkring Højbjerg for at se på et par Wegner CH25 stole, vi havde fundet på nettet. Vi triller ind i Århus, krydser Viby Torv og bevæger os ud gennem Holmes grønne labyrint mod Dalvangen. Mod stole og forventninger. Efter lidt søgen drejer vi om hjørnet til en lille blind villavej, hvis mest iøjnefaldende inventar er en skingrende orange sportsvogn.

“Hold da kæft, hvad er det for en?”, spørger Mette, åbenbart i den faste overbevisning, at jeg, som mand, uden at blinke fremtryller et oceanisk reservoir af viden om klassiske italienske biler. Gribende det første halmstrå som suser forbi, mumler jeg tøvende “det er vist en Durango”, mens klip fra Clockwork Orange og Malcolm McDowells stemme hvirvler gennem mit hoved. Heldigvis overtager jagten på hus nr. 52 hurtigt opmærksomheden. Jeg kan lægge skammen over min uvidenhed bag mig og fokusere på stolene i stedet.

De er smukke. Fint patinerede og uden skader på fletværket. Peter, som ejer dem, viser sig at være mægtig flink. Vi slår til, læsser stolene bag i VWen og med udsynet komplet spærret bagtil, tungen lige i munden og en let ubehagelig fonemmelse i maven, belaver jeg mig på at navigere baglæns ned ad den temmelig stejle indkørsel. Jeg har netop fundet bakgearet og begyndt at lempe på koblingen, da jeg hører et tørt konstaterende “Du skal nok lige passe på Bents Lamborghini på vej ned.”

13 august 2007

Mens hverdagen igen larmer i baggrunden, forsøger jeg skiftevis at læse Simon Fruelunds notitser fra livet på Dantes Allé og Sylvia Plaths The Bell Jar. Det går bedst med Fruelund, selvom jeg egentlig helst vil grave mig ned i Sylvia Plath. ‘It was a queer, sultry summer, the summer they electrocuted the Rosensbergs, and I didn’t know what I was doing in New York.’ Brillliant. Måske er lidt sådan, jeg føler lige nu, hvor jeg er startet på arbejde igen efter ferien, og kan se frem til et hektisk efterår. Suk. Er det virkelig det jeg har lyst til? Men hvis ikke hvad så? Jeg kan jo ikke leve af igenting. Hverdagen stiller mange spørgsmål, og jeg kender næsten aldrig svaret.

7 august 2007

Så blev det sommer. Samtidig med vores bryllup heldigvis. Vi havde en rigtig dejlig dag med venner og familie i haven. Alle var i festhumør og glade for at være taget hele (for de flestes vedkommende) den lange vej fra Jylland til Vordingborg. Mette og jeg havde fra starten lagt hele dagen an på en uhøjtidelig stemning, så det var dejligt, at alle havde taget idéen til sig, slappede af, snakkede og hyggede sig med hinanden. Skønt at se vennerne igen efter så lang tid. Staal var der og Iben og Erik og Maja og Julie og Carsten og Nicoline og Karen og Alasdair og Marianne og Line og min familie og Mettes og alle ungerne, der myldrede rundt og legede. Skønt. Næsten alle de mennesker jeg sætter mest pris på i verden. Bortset fra Andreas som desværre skulle arbejde. Alt i alt dog alligevel helt ok. Maden var superlækker og mere end rigelig, hvilket jeg er ret lettet over. Det er altid lidt af et sats at bestille mad fra et sted, man kun kender perifert i forvejen, men det viste sig at være alle pengene værd.

Faktisk er jeg virkelig glad for endelig at blive gift med Mette. Det er pudsigt at rende rundt og lege nygift efter næsten 10 år sammen, men det er alligevel en fed fornemmelse, synes jeg. Lidt som at være nyforelsket og skør igen. Syret ting. Men rar. Jeg føler mig som den der gamle Boo Radleys sang Wake Up (It’s a Beautiful Morning). Er vel egentlig aldrig helt glad… og så alligevel… besynderligt.

Jeg synes i det store hele brylluppet forløb fuldstændig, som jeg havde håbet, det ville. Og vi vil helt sikkert kunne se tilbage på en dag, som var gennemført hyggelig og meget i vores ånd. Så kan man vel ikke forlange så meget mere. Søndag morgen stod jeg f.eks. midt på vejen og snakkede med Erik om at det næsten var en perfekt morgen. Helt stille og solfyldt med den der behageligt tunge fornemmelse i kroppen, man kun får dagen efter en fest, når man er sammen med sine gode venner og alle er totalt mellow. Det er en af mine yndlingsstemninger. Se billeder fra festen.

27 juli 2007

Out of sleep I turn
to passing Pippas

26 juli 2007

Do you notice anything different?
she says as he
turnes the book over
and over – The Beauty
of the Husband
– I found
it in the garden must have
slipped out of the bedroom
window during the night
maybe the cat pushed it
coming in he

continues turning the
book over in his hands
leafing through poetry
and dicovers diagonally
across the ends of each
page a brown smudge
like a fingerprint
of dirt on a white
birch I sense rain
he says.

21 juli 2007

Med samt en behagelig dovenhed der lægger sig om kroppen som tidlig olivenolie, læser jeg Anne Carson, mens jeg venter på at Mette skal blive færdig med den sidste Harry Potter installation. Det er underligt at sidde med Carsons digte i hænderne og vente på en børnebog. Underligt at vide at læsningen uden tvivl vil give mig så vidt forskellige oplevelser, at det knap giver mening at tale om dem som samme aktivitet bortset fra den rent mekaniske afkodning af blækklatter på papir.

Jeg elsker Anne Carsons skarpe, lattermilde, brutale, tunge mælke-
bøttekadencer; som skal læses så langsomt at der næsten går hul på syntaksen og ordene kræver opmærksomhed i sig selv, for sig selv hele tiden. Men ligeså meget elsker jeg at kaste mig hovedkulds ned i Hogwarts og suse af sted over stok og sten på en flyvende kost. Men det er vel det bøger kan bedre end noget andet? Give forskellige oplevelser og lov til at tilpasse tid og tempo til tanke og stemning.

I aftes sad jeg med Julie og hendes nye kæreste på Bo-Bi Bar i København og snakkede om de 25 bedste bøger i verden. Det er altid et sjovt tankeeksperiment, men sikkert ikke muligt at gøre færdig. Der er altid lige én til som er verdens bedste, selvom The Sound and the Fury og Mrs Dalloway og Brødrene Karamazov og The Crying of Lot 49 og Cinema og Livet: En brugsanvisning og Howl og Ask the Dust og Damned to Fame sikkert altid vil være godt deroppe af for mig. I dag er Anne Carson verdens bedste; i morgen når jeg endelig lægger mine klamme, skælvende fingre om Harry Potter and the Deathly Hallows er det sikkert den. Don’t know, probably don’t even really care…

19 juli 2007

Det er snart længe siden, jeg har skrevet et ordentligt indlæg her i loggen. Der er sket meget siden sidst og det virker som om mit liv rykker punktvis fra den ene ekstrem til den næste. Omtrent som søheste. Måske. Jeg har fået nyt arbejde på Sjælland Erhvervs- Center i Vordingborg, hvor jeg er leder af et iværksætterprojekt plus projektudvikler på en del andre ting indenfor socialt entreprenør- skab. Det er interessant, hvordan en fascination for Nobelpris vinderen Mohammad Yunus kan blive til en levevej. Jeg kan ikke rigtig regne ud om erhvervsfremme er noget jeg har lyst til at arbejde med i fremtiden, men lige nu er jeg glad for at kunne cykle på arbejde frem for at knokle rundt på DSBs overophedede skinnelegemer. Når det så er sagt er det vedmodigt ike længere at undervise på universitetet. Jeg har virkelig nydt at undervise, selvom jeg det meste af tiden har hængt fast i timerne med det yderste af neglene.

Hjemme går det op og ned. Lige nu bruger vi al vores tid på at gøre huset bryllupsklar, så vi kan få en rigtig god dag den 4. august. Jeg glæder mig sindssygt til at skulle giftes med Mette, selvom vi har været sammen i næsten 10 år. I går var vi i københavn for at købe tøj. Det var fedt at komme væk fra provinsluften i Vordingborg, og Mette så fantastisk ud i den kjole, hun valgte. Man kan blive helt blød i knæene. Hehe.

Til gengæld må vi stadig leve med skuffelsen og sorgen over ikke at skulle være forældre alligevel. Det var rigtig hårdt at miste den lille pige, vi sådan havde glædet os til. Jeg synes livet er pisse uretfærdigt nogle gange. Hvorfor kan vi ikke bare få lov til at være glade uden katastrofer. Suk.

12 juli 2007

How I wish I had a Sylvia Plath…

20 juni 2007

I går faldt verden sammen. Mette har mistet den pige, vi skulle have haft til oktober. Kan ikke finde ud af at skrive om det.
Små kister er de tungeste.

12 marts 2007

Jeg faldt over et digt af den canadiske digter Anne Carson den anden dag. Nåja, faktisk var det engang sidste år, men den anden dag genfandt jeg det i bunden af en stor bunke smid-ud-papir, og det er først nu, digtet er kommet til at lyse på den rigtige måde for mig.

I. I DEDICATE THIS BOOK TO KEATS (IS IT YOU WHO
TOLD ME KEATS WAS A DOCTOR?) ON GROUNDS THAT
A DEDICATION HAS TO BE FLAWED IF A BOOK IS TO
REMAIN FREE AND FOR HIS GENERAL SURRENDER TO
BEAUTY

A wound gives off its own light
surgeons say.
If all the lamps in the house were turned out
you could dress this wound
by what shines from it.

Fair reader I offer merely an analogy.

A delay.

“Use delay instead of picture or painting —
a delay in glass
as you would say a poem in prose or a spittoon in silver.”
So Duchamp
of The Bride Stripped Bare by Her Bachelors

which broke in eight pieces in transit from the Brooklyn Museum

to Connecticut (1912).

What is being delayed?
Marriage I guess.
That swaying place as my husband called it.
Look how the word
shines.

11 marts 2007

Hvem skulle nu have troet det? Havearbejde er totalt afstressende. Efter de sidste par måneders kaos og sammenbrudsstemning har jeg i den grad gispet efter forandringer i vejret. Endelig er det kommet. Endelig er foråret her. Vi har brugt hele weekenden i haven. På en græsplæne der mest lignede en muggen angorakat. På bunker af gamle blade og afdankede blomsterstande. Og det har været rigtig fedt. Frisk luft i lungerne og en positiv følelse af accomplishment. Man kan umiddelbart se, hvor langt man er kommet, det er rart.

Alfred og August har tullet rundt og hjulpet lidt til. Og Alfred gik i gang med et større byggeprojekt, som involverede en anseelig mængde af de overskudsmursten og ekstra fliser, vi har liggende bag garagen.

Kat Emil er tilsyneladende også gået a-forårs-mok. Han er tit ude om natten, men plejer at være ret ivrig efter morgenmad og en lur i sin kasse, når vi står op. Nå men, klokken 10 minutter over 7 i morges gik jeg ud for at kalde på ham. I første omgang havde det ikke den store effekt, men netop som jeg skulle til at lukke døren, kom han, stillede sig i kanten af indkørslen og miavede i et tonefald der sagde noget i stil med: “Ja, ja. Jeg har godt hørt dig, men jeg skal altså lige noget først.”

Sidst jeg så ham, var han på vej over naboens hegn i hælene på en stor rødstribet hunkat. Han kommer vel hjem, når han bliver sulten. Og så skal vi vist en tur til dyrlægen…

23 februar 2007

Øv. Det har været en røvtræls start på semestret i Århus. Første uge var jeg syg. Ugen efter sad jeg på mit kontor og forberedte mig, da sekretæren pludselig kom ind og udtalte følgende uheldssvangre sætning: “Morten, dine studerende savner dig.”  Shock! Horror! “Hva? Nej?! Det kan ikke passe. Jeg skal da først være der klokken 2!” Men nej. Jeg havde set forkert. Underviser: Morten Pedersen, hold 1C, torsdag 12-14, bygn 1453 / lokale 217.

Jeg kunne have hoppet ud af vinduet på stedet. Men der var jo ikke noget at gøre ved det. Jeg skyndte mig, at booke et lokale og arrangere ekstra timer. Jeg havde de første i torsdags. Det var ikke nemt at komme ind i lokalet, men heldigvis viste de studerende sig at være rigtig søde, interesserede og diskussionsivrige. Så da de lige havde set mig lidt an, blev det et par gode timer.

Så skulle jeg bare have klaret den sidste uge med ekstra undervisning og stress. Onsdag morgen stod jeg op klokken 5:30 og tog toget i silende regn og blæst til Odense for at undervise MetroExpress-læsende og vi-skal-bare-bestå-eksamen negoter. Hmm. Bagefter hoppede jeg igen på toget. Videre til Århus. Til mere forberedelse og de sidste ekstra timer. Troede jeg da… For kun 5 dukkede op. Resten sad desværre fast i sneen. Suk. Nu er jeg alligevel ikke ovenpå. Hjemturen tog 6 timer.

Til gengæld kom der et nyt digt ud af udsigten fra min søsters lejlighed over Ringgadebroen og Banegraven i snestorm. Der er så smukt, når alle kablerne er forsvundet i tåge og snefog, og lamperne danser som lygtemænd. Jeg tror, det er mit yndlingssted i Århus. Pulsen slår endnu.

12 ferbruar 2007

Hehehe… Beckett-boksen er kommet.

5 februar 2007

Det er pludselig gået op for mig, hvor meget jeg egentlig skal nå i denne uge. Resultat: stressfornemmelser og mindre “anxiety attacks”. Men. Det går jo nok altsammen. Har fundet en masse materiale om kulturbegrebet til mit indledende foredrag på onsdag – hypertekst længe leve! Nu skal jeg bare have det redigeret sammen. Desuden har jeg besluttet at lave en slags workshop, hvor vi skal arbejde med en Monty Python Sketch: Vicious Gangs of Old Ladies – the Layabouts in Lace – Embarking on Random Acts of Violence Against Fit Young Men. Det skal nok blive sjovt.

Nåja, og så kunne jeg altså ikke lade være med at investere i Beckett-boksen. Glæder mig ustyrligt til den kommer. Amazon-gutterne siger, den er sendt i dag, så det kan vel ikke vare længe…

4 februar 2007

Det var så ugen, hvor jeg skulle have nået en hel masse. Startet undervisning i Århus torsdag. Kontaktet virksomheder om Innovationsalliancer for NyX. Forbedredt mig på at begynde undervisning i Odense næste onsdag. Og hvad blev det til? Opkast, opkast, opkast og diarré. Først mig, så Alfred, så August, så Mette. Hele familien underdrejet med omgangssyge fra tirsdag aften. Først nu søndag er situationen ved at være under kontrol, så jeg håber, vi alle er klar til at komme afsted i morgen.

Midt i al elendigheden er der sket to opløftende ting. Den ene er, at jeg har fundet ud af, hvordan man spiller gamle Commodore 64 spil på min  PC. Det er nemt, enkelt og et rent nostalgitrip. Hehe. Har brugt noget tid på gode gamle Bruce Lee og Fort Apocalypse. Superfedt! Desuden er det rigtig sjovt at se præcis, hvor relativt et begreb som “dazzling graphics” egentlig er.

Den anden fede ting er, at jeg netop har opdaget, at man kan købe et bokssæt med hele Beckett on Film – alle nitten skuespil – med folk som Alan Rickman og Julianne Moore på rollelisten. Tempting? £60.95. Tvivl. Lyst. Økonomisk skyldfølelse. Nagende. Dragende. Suk.

27 januar 2007

Så var vi en tur omkring SDU i Odense. Et voldsomt uinspirerende sted i grå beton og rustrøde jernplader. Stedet minder om en krydsning mellem førerbunkeren og kommunistisk DDR arkitektur.

Forhåbentlig er stedet mere åbent af sind end af ydre. Jeg er stadig ret spændt på de studerende, men det er rart i det mindste at have en idé om, hvor jeg skal gå hen. Føles betryggende.

Turen over Storebælt var rigtig fed. De fleste andre gange, jeg er kørt over har der været nærmest  blikstille, men i dag var der store zinkgrå bølger med snehvidt skum på toppen. Kan godt lide fornemmelsen af vægt og styrke i den slags bølger.

Som flydende tyngdekraft.

26 januar 2007

Brugt det meste af dagen på at lave et forslag til, hvordan Mettes nye hjemmeside skal se ud. Jeg synes, det blev ret fedt, og Mette var glad for det. Er lidt i tvivl om, hvordan det fungerer i praksis.  Må hellere spørge Espen ved lejlighed.

Bagefter hentede jeg ungerne i børnehaven. De virkede trætte men glade. På vejen havde jeg købt den slæde, jeg havde lovet August. En fin blå en. Han blev superglad for den, men desværre har det styrttøet hele dagen, så kælkebakken var forvandlet til en almindelig græsbakke. Så altså ingen rigtig kælketur. Til gengæld var det kosmisk at se den lille fyr sidde i sin slæde, mens han gumlede Dumlepinde og så Disney Sjov her til aften. Hehe. Sneen kommer vel igen.

I morgen skal vi en tur til Odense og tjekke min nye arbejdsplads ud. Ret spændt på negoterne.

25 januar 2007

Alfred, August og jeg var ude og kælke. Der er en rigtig god bakke lige bag ved Politistationen. Masser af frisk luft, frost i lungerne og røde kinder;-) August og Alfred måtte deles om slæden, men det var helt fint. Må dog hellere købe en til lillefyren osse.

24 januar 2007

Jeg har besluttet mig for at begynde en slags dagbog/blog. Synes det kunne være rat at forsøge at kortlægge mit liv. Det er så omskifteligt for tiden, synes jeg.  Har længe haft lyst til at bygge et rum nede i haven. Måske et af de der moduler fra N55. Så kunne jeg sidde der med en god bog og en kop kaffe. Det her er måske en slags alternativ micro dwelling.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *