American Histories – Watchmen

December 6th, 2019 § 0 comments § permalink

Alan Moore og Dave Gibbons dekonstruktion af superhelte-stereotyper fra 1986 fortæller historien om en alternativ tidslinje, hvor USA vandt Vietnamkrigen, Watergate aldrig fandt sted og dybt fejlbarlige vigilantes jager kriminelle i atomkrigens skygge.

Regina King i rollen som Sister Night: Politikvinde i Tulsa med nonnekåbe og elefanthue.

Netop nu ruller Damin Lindelof fantastiske TV-serie over skærmen på HBO. Sat i 2019 fremskriver Lindley den oprindelige tegneseries alternative historie til sin logiske konsekvens: USA er midt i en brutal racekrig; “The Seventh Cavalry” – en højreekstremistisk terrorgruppe i Rorschach-masker slagter politifolk på åben gade – mens mange sorte lever af de “reparations” Robert Redfords liberale regering udbetaler i kompensation for slaveriet.

For kompleks til undervisning og hvad så?

Såvel Moores tegneserie som Lindelof TV-serie er ekstremt komplekse narrativer med spring i tid og rum, et utal af handlingstråde, metafiktive elementer og særdeles tvetydige karakterer.

Alan Moores Watchmen er på én og samme gang en hyldest til og dekontruktion af superheltegenren og en meta-undersøgelse af tegneseriemediets narrative muligheder. Watchmen-universet er i høj grad baseret på idéen om at forfølge en tanke til sin logiske konsekvens.

Superheltes origin stories er ofte dybt traumatiske. Batman bekæmper f.eks. kriminalitet iført maske og flagermuskappe, fordi han har set Jokeren myrde sine forældre. I Moores forståelse fører den slags oplevelser i den virkelige verden sjældent til pletfrit heltemod baseret på høj samfundsmoral og derfor lader han sit take på superheltegenren spejle og undersøge mere autentiske psykologiske reaktioner.

Moores karakterer – Rorschach, Comedian, Night Owl, Dr Manhattan, m.fl. – er som hovedregel identitetsløse stakler med beskidte tanker, traumer og yderst tvivlsomme motiver.

I sin helhed er Watchmen for stor og kompleks til at behandle på gymnasieniveau. Den til gengæld ekstremt inspirerende og elementer fra universet kan give spændende indgangsvinkler til en lang række forløb – f.eks. om helteroller, ondskab, graphic fiction og postmodernisme, eller endnu bedre i temaer om krig, fake news, Vietnam, konspirationsteorier, 1960’erne, amerikansk identitet og historie.

Krystalnacht Tulsa

Watchmens parallelunivers lever i høj grad af sin tilknytning til virkelige historiske begivenheder og tendenser. I tegneserien fra koldkrigsåret 1986 tæller “The Dooms Day Clock” ubønhørligt ned til atom-ragnarok, mens TV-Serien fra 2019 behandler aktuelle temaer som race, ulighed og WOKE Culture.

Værkets historiefortælling fortsætter det tematiske fokus på logiske konsekvenser. I Moores Watchmen er præmissen et twist på 1960’erne og 70’ernes politiske virkelighed, hvor Vietnamkrigen er vundet og Watergate-skandalen aldrig har fundet sted. Dermed udspiller handlingen sig i et USA, som aldrig har tabt en krig og samfundsudviklingen er baseret på Richard Nixons politiske ideologi.

Lindelofs Watchmen-serie arbejder med en lidt anderledes vinkel på alternativ historie.

Første episode åbner i 1921 med raceoptøjerne i Tulsa. Begivenhederne, også kendt som Greenwood-massakren, kostede 39 mennesker livet og sårede 800, mens mere end 6000 sorte indbyggere blev fængslet. Urolighederne begyndte da en gruppe hvide angreb det sorte forretningskvarter i Greenwood. Angrebet på de sorte forretningsdrivende kan sammenlignes med en slags amerikansk krystalnacht og er senere blevet omtalt som “den værste racemotiverede voldsepisode i amerikansk historie.”

Alligevel er begivenheden nærmest ikke eksisterende i den officielle historieskrivning, at de færreste seere til premieren var klar over at handlingen i Watchmen-episoden er baseret på virkelige hændelser.

The Times They Are A Changin

Den nemmeste måde at inddrage Watchmen direkte i klasserummet er nok at bruge åbningssekvensen fra Zack Snyders filmversion fra 2009.

Til lydsporet fra Bob Dylans “The Times They Are A Changin” er den indledende montage 5 minutter og 34 sekunders ironisk tour de force gennem amerikanske drømme og mareridt fulde af gangstere, bomber over Hiroshima og Nagasaki, koldkrigshysteri, Kennedy-mord, Vietnamkrig, Nixon og – selvfølgelig – fallerede superhelte.

Snyders introduktion iscenesætter Watchmen og deres forløbere “The Minutemen”, som karikaturer på en af de mest velkendte stereotyper i amerikansk populærkultur: den ensomme helt, der rydder op i byen og rider videre ind i solnedgangen.

I en amerikansk kultur med nærmest ugentlige skoleskyderier er forestillingen om the lone gunman som helt dog rimelig blakket, hvilket den ironiske behandling i starten af Watchmen klart udstiller.

Heltetyper og review bombing

Kontroversielle værker vil formodentlig altid dele vandene. Også i det perspektiv er Watchmen værd at kigge på. Alan Moore og Dave Gibbons oprindelige tegneserie har noget nær mytologisk status blandt mange fans af genren og det gør udvidelser af universet vanskelig.

Modtagelsen af Damon Lindelofs TV-udgave er interessant, fordi den har fået mere eller mindre entydig ros fra kritikere, mens nogle fans aktivt hader den. Watchmen er det seneste eksempel på review bombing , hvor en gruppe fans af subjektive årsager søger at påvirke et bestemt kulturprodukts rating på sociale medier negativt.

Ifølge en artikel i The Daily Beast har fans kastet sig over Watchmen, dels fordi de opfatter den som “WOKE Propaganda”, dels – og mere interessant i et engelskfagligt perspektiv – på baggrund af en fejllæsning af tegneseriens centrale karakter Rorschach.

Det faktum, at Lindelof gør Rorschach til forbillede for en gruppe højreekstremister, falder en del fans for brystet, fordi Rorschach, i deres optik, er en heltefigur.

Ser man analytisk på Moores oprindelige tegneserie er Rorschach-figuren dog alt andet, og Alan Moore portrætterer ham som den absolutte modsætning til den klassiske helt. Han optræder måske nok i rollen som værkets mest centrale karakter og søger til dels at løse værkets hovedkonflikt, men som person er han dybt afsporet. Rorschach er dybest set en depressiv, brutal og fascistoid sadist.

Det er ikke tilfældigt, at Moore giver Rorschach navn efter en psykologisk test. Som de ikoniske blækklatter på psykologens kontor, er han aldrig hverken mere eller mindre end det beskueren ser.

I Moores univers er verden aldrig sorthvid og denne kompleksitet er på én gang Watchmens største styrke og største svaghed.

Diskursanalyse i litteraturen: Bjørn Rasmussens Jeg er gråhvid

December 4th, 2019 § 0 comments § permalink

I danskundervisningen er diskursanalyse ofte forbundet med medier og sagprosa, men metoderne og begrebsapparatet kan lige så godt anvendes i analyse af skønlitteratur. Bjørn Rasmussens “antabusdagbog” Jeg er gråhvid (2018) er et oplagt valg.

I romanen reflekterer Bjørn Rasmussen over årsagerne til sin psykiske sygdom og ser den som konsekvens af normer og diskurser i samfundet, der ikke levner plads til afvigere.

Uden brug af faglige begreber foretager Bjørn, i uddraget, selv en analyse af diskurserne i Socialdemokratiets valgkampagne fra 2015: “Det Danmark du kender”. Efterfølgende udvikler han en grotesk antagonistisk diskurs, der udstiller præmissen i socialdemokratiets udlændingepolitik og kæder den til andre marginaliserede grupper i samfundet.

Du kan se plakaten og læse mere om kampagnen i artiklen “Thornings nye kampagne overrasker med krav til udlændinge” fra Berlingske Tidende 2015.

Had og sygdom som social praksis

Et oplagt sted at begynde analysen er at bede eleverne finde semantiske skemaer og på den baggrund udpege 2-3 forskellige diskurser i teksten. Herefter kan man gå videre til at anvende Ernesto Laclau og Chantal Mouffes begreber på Bjørn Rasmussens analyse af plakaten og indsætte den i Norman Faircloughs diskursmodel.

Et af de mest interessante aspekter ved diskursanalyse af Jeg er gråhvid er, at Bjørn Rasmussen meget tydeligt knytter sin egen situation sammen med diskurser i samfundet. Derfor er uddraget oplagt til at vise og forklare sammenhængen mellem begreberne “tekst”, “diskursiv praksis” og “social praksis” i Faircloughs model.

Find diskursen brug begrebet

ANALYSEOPGAVE

  1. Undersøg de semantiske skemaer i uddraget fra Børn Rasmussens Jeg er gråhvid (2018).
  2. Udpeg – på baggrund af de semantiske skemaer – 2-3 forskellige diskurser i teksten.
  3. Bjørn Rasmussen analyserer diskursen i Socialdemokratiets valgplakat med Helle Thorning-Schmidt. Brug Laclau og Mouffes begreber på denne analyse (nodalpunkt, ækvivalenskæde, denotation, konnotation, differenskæde, antagoni, hegemoni)
  4. Inddrag selve valgplakaten (vedhæftet) i analysen. Diskuter om Bjørn Rasmussen har ret i sin analyse.
  5. Placer teksten i Faircloughs diskursmodel og diskuter Bjørn Rasmussens syn på forholdet mellem den diskursive og sociale praksis.
  6. Brug resultaterne af diskursanalysen til en sammenfattende fortolkning af teksten.
  7. KREATIV OPGAVE
    Lav en plakat eller kampagnevideo til et af Bjørn Rasmussens alternative slogans: “Hvide jyder og højreorienterede skal elske” eller “Danskere skal dø”.

    Du skal kunne argumentere for dit valg af materiale og virkemidler.

Materiale

Uddrag af Børn Rasmussen, Jeg er gråhvid (Gyldendal, 2018)

Socialdemokratiet: Det Danmark du kender (Valgkampagne, 2015)

Joan

May 28th, 2018 § 0 comments § permalink

Didion

Readings 2016

September 6th, 2016 § 0 comments § permalink

psx_20160906_141245.jpg


  1. Kazuo Ishuguru,  The Remains of the Day.
  2. Mark Haddon, The Curious Incident of the Dog in the Nighttime.
  3. E. M. Forster, A Room with a View.
  4. Orhan Pamuk,  Sne.
  5. José Saramago,  En fortælling om blindhed.
  6. Jack Kerouac, On the Road.
  7. Pierre LeMaitre, Vi ses deroppe.
  8. Lewis Carroll, Alice’s Adventures in Wonderland and Through the Looking Glass.
  9. Umberto Eco, Baudolino.
  10. Sylvia Plath, The Bell Jar.
  11. Alice Munro, Dear Life.
  12. Alison Bechdel, Fun Home –  A Family Tragedy.
  13. Søren Ulrik Thomsen, En hårnål klemt inde bag panelet.
  14. Ian McEwan, On Chesil Beach.
  15. Jon Fosse,  Andvake.
  16. Jon Fosse, Olavs Drømme.
  17. Jon Fosse,  Kveldsvævd.
  18. Asta Olivia Nordenhof, Det nemme og det ensomme.
  19. Knut Hamsun, Sult.
  20. Tomas Espedal, Mitt privatliv.
  21. Jorge Luis Borges, Fiktioner og andre fiktioner. 
  22. Erlend Loe, Doppler.
  23. Günther Grass, Bliktrommen.
  24. Sofokles, Antigone.
  25. Marguerite Duras, At skrive
  26. Truman Capote, In Cold Blood. 
  27. F. Scott Fitzgerald, The Great Gatsby.
  28. David Norlin, Dagar utan ljus nätter utan mörker. 
  29. Uwe Tellkamp, Tårnet.
  30. Kristoffer Leandoer, De försvunna böckernas bibliotek. 
  31. Siegfried Lenz, Et minuts stilhed.
  32. Tom Malmquist, I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv.
  33. Eugen Ruge,  I tider med aftagende lys.
  34. J.K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne, Harry Potter and the Cursed Child. 
  35. Herta Müller, Kongen bukker og dræber. 
  36. Karl Ove Knausgård, Min kamp 1. 
  37. Neil Gaimain, Coraline.  
  38. Janne Teller, Intet. 
  39. Flannery O’Connor, A Good Man is Hard to Find.