Damaged HyperSexuality – Semantic Fields in Fleabag

January 15th, 2020 § 0 comments § permalink

I interviewet nedenfor taler forfatter Phoebe Waller-Bridge, skuespiller Maddie Rice og teaterinstruktør Vicky Jones om opsætningen af Fleabag på Edinburgh Theatre Festival i 2017.

Et hovedtema i Phoebe Waller-Bridges One-Woman-Show er sproglige og emotionelle konsekvenser af internetporno og hyperseksualisering i medierne.

Sprogliggørelse af pornografiens begrebsverden er også en gennemgående del af dialogen i Fleabag, hvilket gør teksten ekstremt velegnet til arbejde med kontekstualiseret grammatik og semantik.

Den semantiske analyse af sproget kan dels bruges som tematisk åbning til emnet seksualitet og (sociale) medier; dels som indgang til karakteranalyse af Fleabag – og endelig kan du jo bare bruge den som enkeltstående sproglig øvelse.

Assignment: Semantic Fields in Fleabag

Videoklippet i denne opgave er et interview med holdet bag teaterstykket Fleabag fra British Council Arts 28. juni 2017.

Du skal kun arbejde med performancedelen: Tidskode 00:17 – 00:27.

Besvar opgave 1-3 nedenfor.

  1. Find og skriv i alt 6 ord fra videoen, der tilhører det semantiske felt sex/pornography.
  2. Skriv for hvert af de 6 ord, hvilken ordklasse ordet tilhører.
  3. Skriv 6 sætninger, hvor du bruger de fundne ord i en ikke seksuel kontekst.

End of the F…ing World

December 10th, 2019 § 0 comments § permalink

Helt ærligt synes jeg det er temmelig intimiderende at arbejde med moderne TV-serier i klasserummet. De fleste store serier – Game of Thrones, Breaking Bad, Mad Men, Dexter, Watchmen, Stranger Things – er lange, meget lange. Med uendelige plottråde og komplekse karakterbuer, der udvikler sig over hele sæsoner. Så hvordan griber man det an?

Well, en måde er selvfølgelig at bruge enkelte afsnit i tematiske forløb. Antologien Angles anvender f.eks. Mad Men – episoden “The Marriage of Figaro” i sit emne om Suburbia og jeg har selv inkluderet pilotafsnittet fra Weeds i samme tema. Stranger things er perfekt til horror; Thirteen Reasons Why til teenage angst – og der er ingen grund til at komme ind på mængden af interessante seriemordere vel?

En anden vej ind i serieland er at kaste sig over Channel 4’s geniale mikrofortælling: The End of the F***ing World. Historien om de unge outsidere Alyssa og James’ roadtrip gennem et kuldslået, dystopisk England er baseret på en grafisk roman af Charles Forsman. Både serie og bog har med god grund fået kultstatus.

I’m pretty sure I’m a psycopath

The End of the F***ing World er en visuelt stimulerende sort komedie med intelligent plot og alternativ fortælleteknik. Med 8 episoder af ca. 20 minutters længde er serien nærmest skræddersyet til undervisning.

Hver episode er kort nok til at se og behandle meningsfyldt på én lektion og man kan fint lade eleverne se afsnit hjemme uden at arbejdsbelastningen bliver overvældende. Derudover ligger plot og karakterudvikling i TV-adaptationen så tæt op ad Forsmans oprindelige værk, at man uden videre kan supplere med tegneserien og lade uddrag fra den træde i stedet for enkelte episoder.

Ikke mindst er de to hovedkarakterer James og Alyssa super-interessante typer og historien er så velfortalt, at den nærmest suger publikum til sig. Tjek f.eks. beskrivelsen af første afsnit: “Den 17-årige James er blevet træt af at slå dyr ihjel og har travlt med at planlægge sit første rigtige mord, dan den nye pige Alyssa overrumpler ham på skolen.” Jeg er hooked:-)

Denne lille promo-video fra Charles Forsmans YouTube-kanal og siden nedenfor giver en ret god fornemmelse for tegneseriens univers, tone og grafiske stil.

Analyseopgave: Giv en karakteristik af James ud fra denne éne side i tegneserien.

Minimalisme og Millenials

En af de ting The End of the F***ing World gør virkelig godt er at fange essensen af tegneseriens grafiske stil og bringe den med over i et nyt medie.

Formans grafiske fortælling har et minimalistisk udtryk med sorthvide tegninger og en simpel streg. I TV-versionen er denne stil videreført i scenografien, hvor huse og interiører virke tomme og forladte. James bor f.eks. med sin far i en menneskefjendsk bauhaus-konstruktion af et hus. Lokationerne står øde hen og der er ofte en mærkbar afstand mellem personer og ting.

Det sted minimalismen virker stærkest er dog i karaktererne. Alex Lawther (James) og Jessica Barden (Alyssa) spiller ofte med ekstremt små virkemidler, mens stilhed og akavede kropsbevægelser ofte taler højere end de gør.

Minimalisme i End of the F***ing World. James og Alyssa holder i hånd på en kuldslået, tom lokation. De er sammen, men kigger hver sin vej og bakken med chips, som de deler, danner spidsen i en omvendt trekantskomposition, der signalerer uro.

Musik, dialog, og fortælleteknik i End of the Fucking World er også super-interessant og fungerer meget direkte til at iscenesætte og karakterisere hovedpersonerne. I tegneserien løber en form for indre monolog i tekstbokse parallelt med handlingsforløbet og dialogen. Denne indre monolog er taget med over i TV-serien, hvor en voice over giver adgang til James og Alyssas tanker, der næsten altid er i direkte modstrid med deres ord og handlinger.

Musikken bruges nogle gange som et tredje narrativt element, som ironisk kommenterer, kontrasterer eller understøtter karakterernes følelser og handlinger. James og Alyssa er begge usikre millenials. Outsidere, der finder et mærkeligt sort spejl i hinanden.

Grafiske og filmiske virkemidler

Selvom de to medier er vidt forskellige er et vist overlap mellem termiologien til analyse af film og grafiske fortællinger.

Hvis du mangler materiale til tegneserier er der flere gode grundbøger på markedet. Jeg vil klart anbefale at få fat Mimi Olsen og Hans-Christian Christiansens Grafiske Romaner; Bo Høpfner og Clausens og Jesper Kaalunds Getting Graphic og Scott McClouds klassiker Understanding Comics.

I min optik er End of the F***ing World oplagt til at træne ikke bare film- og medieanalyse generelt, men også til at forfølge begreber og metoder der kan anvendes til analyse af litterære værker: f.eks. karakterudvikling, plotstruktur, handlingstråde og fortælleteknik, synsvinkel, motiver og tematik.

Enjoy:-)

American Histories – Watchmen

December 6th, 2019 § 0 comments § permalink

Alan Moore og Dave Gibbons dekonstruktion af superhelte-stereotyper fra 1986 fortæller historien om en alternativ tidslinje, hvor USA vandt Vietnamkrigen, Watergate aldrig fandt sted og dybt fejlbarlige vigilantes jager kriminelle i atomkrigens skygge.

Regina King i rollen som Sister Night: Politikvinde i Tulsa med nonnekåbe og elefanthue.

Netop nu ruller Damin Lindelof fantastiske TV-serie over skærmen på HBO. Sat i 2019 fremskriver Lindley den oprindelige tegneseries alternative historie til sin logiske konsekvens: USA er midt i en brutal racekrig; “The Seventh Cavalry” – en højreekstremistisk terrorgruppe i Rorschach-masker slagter politifolk på åben gade – mens mange sorte lever af de “reparations” Robert Redfords liberale regering udbetaler i kompensation for slaveriet.

For kompleks til undervisning og hvad så?

Såvel Moores tegneserie som Lindelof TV-serie er ekstremt komplekse narrativer med spring i tid og rum, et utal af handlingstråde, metafiktive elementer og særdeles tvetydige karakterer.

Alan Moores Watchmen er på én og samme gang en hyldest til og dekontruktion af superheltegenren og en meta-undersøgelse af tegneseriemediets narrative muligheder. Watchmen-universet er i høj grad baseret på idéen om at forfølge en tanke til sin logiske konsekvens.

Superheltes origin stories er ofte dybt traumatiske. Batman bekæmper f.eks. kriminalitet iført maske og flagermuskappe, fordi han har set Jokeren myrde sine forældre. I Moores forståelse fører den slags oplevelser i den virkelige verden sjældent til pletfrit heltemod baseret på høj samfundsmoral og derfor lader han sit take på superheltegenren spejle og undersøge mere autentiske psykologiske reaktioner.

Moores karakterer – Rorschach, Comedian, Night Owl, Dr Manhattan, m.fl. – er som hovedregel identitetsløse stakler med beskidte tanker, traumer og yderst tvivlsomme motiver.

I sin helhed er Watchmen for stor og kompleks til at behandle på gymnasieniveau. Den til gengæld ekstremt inspirerende og elementer fra universet kan give spændende indgangsvinkler til en lang række forløb – f.eks. om helteroller, ondskab, graphic fiction og postmodernisme, eller endnu bedre i temaer om krig, fake news, Vietnam, konspirationsteorier, 1960’erne, amerikansk identitet og historie.

Krystalnacht Tulsa

Watchmens parallelunivers lever i høj grad af sin tilknytning til virkelige historiske begivenheder og tendenser. I tegneserien fra koldkrigsåret 1986 tæller “The Dooms Day Clock” ubønhørligt ned til atom-ragnarok, mens TV-Serien fra 2019 behandler aktuelle temaer som race, ulighed og WOKE Culture.

Værkets historiefortælling fortsætter det tematiske fokus på logiske konsekvenser. I Moores Watchmen er præmissen et twist på 1960’erne og 70’ernes politiske virkelighed, hvor Vietnamkrigen er vundet og Watergate-skandalen aldrig har fundet sted. Dermed udspiller handlingen sig i et USA, som aldrig har tabt en krig og samfundsudviklingen er baseret på Richard Nixons politiske ideologi.

Lindelofs Watchmen-serie arbejder med en lidt anderledes vinkel på alternativ historie.

Første episode åbner i 1921 med raceoptøjerne i Tulsa. Begivenhederne, også kendt som Greenwood-massakren, kostede 39 mennesker livet og sårede 800, mens mere end 6000 sorte indbyggere blev fængslet. Urolighederne begyndte da en gruppe hvide angreb det sorte forretningskvarter i Greenwood. Angrebet på de sorte forretningsdrivende kan sammenlignes med en slags amerikansk krystalnacht og er senere blevet omtalt som “den værste racemotiverede voldsepisode i amerikansk historie.”

Alligevel er begivenheden nærmest ikke eksisterende i den officielle historieskrivning, at de færreste seere til premieren var klar over at handlingen i Watchmen-episoden er baseret på virkelige hændelser.

The Times They Are A Changin

Den nemmeste måde at inddrage Watchmen direkte i klasserummet er nok at bruge åbningssekvensen fra Zack Snyders filmversion fra 2009.

Til lydsporet fra Bob Dylans “The Times They Are A Changin” er den indledende montage 5 minutter og 34 sekunders ironisk tour de force gennem amerikanske drømme og mareridt fulde af gangstere, bomber over Hiroshima og Nagasaki, koldkrigshysteri, Kennedy-mord, Vietnamkrig, Nixon og – selvfølgelig – fallerede superhelte.

Snyders introduktion iscenesætter Watchmen og deres forløbere “The Minutemen”, som karikaturer på en af de mest velkendte stereotyper i amerikansk populærkultur: den ensomme helt, der rydder op i byen og rider videre ind i solnedgangen.

I en amerikansk kultur med nærmest ugentlige skoleskyderier er forestillingen om the lone gunman som helt dog rimelig blakket, hvilket den ironiske behandling i starten af Watchmen klart udstiller.

Heltetyper og review bombing

Kontroversielle værker vil formodentlig altid dele vandene. Også i det perspektiv er Watchmen værd at kigge på. Alan Moore og Dave Gibbons oprindelige tegneserie har noget nær mytologisk status blandt mange fans af genren og det gør udvidelser af universet vanskelig.

Modtagelsen af Damon Lindelofs TV-udgave er interessant, fordi den har fået mere eller mindre entydig ros fra kritikere, mens nogle fans aktivt hader den. Watchmen er det seneste eksempel på review bombing , hvor en gruppe fans af subjektive årsager søger at påvirke et bestemt kulturprodukts rating på sociale medier negativt.

Ifølge en artikel i The Daily Beast har fans kastet sig over Watchmen, dels fordi de opfatter den som “WOKE Propaganda”, dels – og mere interessant i et engelskfagligt perspektiv – på baggrund af en fejllæsning af tegneseriens centrale karakter Rorschach.

Det faktum, at Lindelof gør Rorschach til forbillede for en gruppe højreekstremister, falder en del fans for brystet, fordi Rorschach, i deres optik, er en heltefigur.

Ser man analytisk på Moores oprindelige tegneserie er Rorschach-figuren dog alt andet, og Alan Moore portrætterer ham som den absolutte modsætning til den klassiske helt. Han optræder måske nok i rollen som værkets mest centrale karakter og søger til dels at løse værkets hovedkonflikt, men som person er han dybt afsporet. Rorschach er dybest set en depressiv, brutal og fascistoid sadist.

Det er ikke tilfældigt, at Moore giver Rorschach navn efter en psykologisk test. Som de ikoniske blækklatter på psykologens kontor, er han aldrig hverken mere eller mindre end det beskueren ser.

I Moores univers er verden aldrig sorthvid og denne kompleksitet er på én gang Watchmens største styrke og største svaghed.