Engelsk, Film og Medier, Skriftlig engelsk, Teater

Fleabag: Om værklæsning og ikke-værklæsning

Nogle gange er de bedste gaver de mest uventede. F.eks. en lille bog med billedet af en mascaravædet kvinde på forsiden, titlen FLEABAG, forfatternavnet PHOEBE WALLER-BRIDGE og oplysningen om, at stykket nu er en “MAJOR TV SERIES”.

Phoebe Waller-Bridges i Fleabag “Unbelievably rude, jaw-droppingly filthy … extremely funny” (Time Out Magazine)

Hvis Fleabag på en eller anden måde er gået din næse forbi, så brug lige et par minutter på, at forstå, hvorfor du skal se, læse og arbejde med den i undervisningen.

Progression i værklæsning

Med sine kun 38 sider kan Fleabag ikke anvendes som skrevet værk i engelskundervisningen, men jeg vil argumentere for, at Waller-Bridges drama alligevel er et oplagt valg til træning af læsning og læsemotivation hos eleverne.

Ser man bort fra længdekravet opfylder Fleabag alle krav, man kunne have til et godt værk. Det er aktuelt, grænseoverskridende / (mainstream) provokerende, utrolig sjovt og ekstremt vedkommende.

Hele stykket kan læses i 3 overskuelige klumper, men plottet/ fortællestrukturen er kompleks nok til at kræve et vist overblik. Samtidig er de fleste scener så korte, at de let lader sig iscenesætte i klasserummet.

Med andre ord er Fleabag et mulighedsfelt for:

  • arbejde med drama (f.eks. optakt til Shakespeare)
  • at overskue en forholdsvis kompleks tekst
  • karakterudvikling, plot, dialog, dramaets komposition
  • upålidelighed
  • kreative, analytiske og vurderende skriveøvelser
  • træning af mundtlighed vha. rollespil
  • humor og sociale tendenser i Storbritannien
  • køn og identitet

Autentiske sprog og dramaøvelser

Fleabag er en ung kvinde i 20’erne: feminist (men en dårlig en af slagsen), sexafhængig og ejer af en “guinea-pig-themed-café” på fallitens rand efter hendes bedste ven og businesspartner Boo har begået selvmord ved et uheld. Kvindens rigtige navn bliver aldrig afsløret, men derimod er konnotationerne der knytter til betegnelsen “Fleabag” – “a cheap run-down hotel or rooming house; any shabby low-grade public establishment; a worthless racehorse, a dog, especially if it is flea-ridden; a bed eller a sleeping bag” – temmelig afslørende for hendes selvopfattelse og sarkastiske humor.

Fleabag er eneste karakter på scenen, men interagerer løbende med andre via forskellige lydeffekter og indspillet dialog. Stykket igennem er publikum dog Fleabags absolut vigtigste med- og modspiller.

I forordet til dramaet skriver Phoebe Waller-Bridge:

“I am obsessed with audiences. How to win them, why some things alienate them, how to draw them in and surprise them, what divides them. It’s a theatrical sport for me – and I’m hooked.”

Herefter giver hun en række eksempler på eksperimenter i publikums-interaktion, som også kunne være gode at bruge i undervisningen – f.eks;

“Make an audience fall in love with at character in under five minutes”

På denne baggrund skrives og opføres en række små monologer enten individuelt eller i par. Publikum får hver sin røde heliumballon (Her kan du med fordel få hjælp af din fysikkollega) og slipper den i det øjeblik, de forelsker sig.

Andre øvelser kunne være:

  1. Make people heckle a character.
  2. Write a dialogue between two characters, make the audience invest in one character and not the other
  3. Make an audience forgive a terrible crime.

Og sidst men ikke mindst:

“Funny/Not funny: How do you make an audience laugh in one moment, then feel something completely and profoundly different in the next?”

Netop denne øvelse kunne være fantastisk i klasserummet til at afdække sociale koder, karaktermotivation og det affektive indhold af en tekst.

I wish I hadn’t let you in #lol #soinappropriate

Kernen i både dramaet og serien er konstante brud på den 4. væg, hvor Fleabag skaber et rum med en ekstremt personlig relation mellem karakter og publikum, der svarer til at fortælle sine dybeste hemmeligheder til en fremmed på en bænk i parken.

I forordet italesætter Waller-Bridge denne form for (over) intimitet direkte, som et fokus i værket: ‘In TV, characters arrive in people’s living room, their kitchen table, and are often even taken into bed with them! It’s a very intimate way of communicating with an audience and a privilege to experiment with […] The absolute ideal situation was that at the beginning you should feel she wants you there and by the end, that she wishes she hadn’t let you in.”

Denne tilgang er meget tydelig i traileren til sæson 1 af TV-serien, og nedenstående uddrag fra en workshop performance af Fleabag.

Analyse af traileren kunne være en god indfaldsvinkel til arbejdet selve dramaet. Iøvrigt er første sæson af TV-serien meget nært beslægtet med teaterversionen.

Comedy in Theory

Fleabag kan ses i forlængelse af en tendens i moderne TV, hvor det traditionelle drama er blevet overhalet af serier, som på overfladen ligner komedier, men ofte beskæftiger sig med absolut usjove emner. Denne artikel fra New York Magazine kalder genre for Comedy in Theory og giver en række eksempler på serier der falder inden for denbe kategori: How Comedy Usurped Drama As the TV Genre of Our Time (New York Magazine, June 13, 2016) https://www.vulture.com/2016/06/comedy-tv-genre-of-our-time.html

Hvis du vil læse mere om Fleabag som drama, kan du med fordel kaste dig over denne artikel fra The Atlantic (30 August 2019): The Nostalgic end of “Fleabag”: https://www.theatlantic.com/entertainment/archive/2019/08/nostalgic-end-fleabag-wyndhams-theatre-london/597172/

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *