Litteratur, diagnoser og krænkelseskultur

December 2nd, 2019 § 0 comments

Her i sommer skrev jeg i en analyse på litteratursiden, at Bjørn Rasmussens nyeste roman ‘Jeg er gråhvid’ (2018) er en “1:1 beretning fra et psykoselandskab, der flere steder kan bringe mindelser om Sylvia Plath eller Pär Lagerkvists digt ’Aangest, Aangest är min arvedel’, hvor landskabet forvrides til ukendelighed af fortællerens rædsel.”

Bjørn Rasmussen er en af de forfattere i samtiden, som nok kan falde ind under betegnelsen “diagnoselitteratur”, som i den senere tid har skabt voldsom debat i aviser og på sociale medier. Det er ikke mit ærinde i dette indlæg at forholde mig hverken positiv eller negativt til begrebet. Jeg synes blot diskussionen er interessant og kunne være superrelevant til et undervisningsforløb om tendenser i samtidslitteraturen.

Debatten blev sparket i gang 25. november 2019 af et Facebook-opslag fra Asger Schnak, som nu er slettet efter en shit storm af dimensioner. Heldigvis nåede jeg at kopiere teksten i opslaget, som du kan se nedenfor, sammen med en podcast fra “Skønlitteratur på P1” med Amalie Bergstedt og Liv Nimand Duvå reaktioner fra forfatteren Kristina Stolz og Asger Schnaks opfølgende artikel “Litteratur som forvandling” i dagbladet Information.

Asger Schnaks oprindelige opslag

“DIAGNOSELITTERATUR: En ikke helt ny trend i den hjemlige litteratur er, hvad jeg vil kalde diagnoselitteratur. Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke og være villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin ulykke. Eller måske bare have fået et barn. 1970’ernes bekendelseslitteratur er den rene centrallyrik i forhold til den nye privatisme. Dengang var det med en vis risiko, at digterne stillede sig frem; nu er de dækket ind af den fredhellige krænkelseskultur. De er uangribelige. Stiller man sig som læser kritisk over for fænomenet, er det med risiko for at blive betegnet som ufølsom eller kynisk. (Eller identitetspolitisk naiv). Selv om det forekommer mig at være lige omvendt: Det er forlagene og de forfattere (og kritikere), der har skabt denne genre, der er kyniske. De får store anmeldelser og opmærksomhed og salg, men de svigter litteraturen ved at flytte fokus fra dens almeneksistentielle nødvendighed til en persondyrkelse, der er irrelevant i forhold til litteraturen som kunstart. Man kan have medlidenhed med forfatterne som mennesker i deres individuelle ulykke uden at sympatisere med den privatlivsfikserede bølge, som truer med at kvæle litteraturen i tårer. Vi har alle mødt ulykke, vi har alle mistet medmennesker, vi har alle oplevet sygdom, det gælder også forfattere, men er det godt (for litteraturen), at de er ’hudløst ærlige’? Har man fået et barn, kommer der en bog om det, har man mistet en slægtning, kommer der en bog om det. Ikke omvendt. Selv om det ville skabe en befriende afstand. Vi hylder alle kærligheden, men det er ikke litteraturens opgave at skabe sympati for forfatteren. Sygdom og personlig ulykke kvalificerer ikke til litterær betydning og relevans. Kunst er usentimental, nøgtern, beder ikke om medfølelse. (Se forbi dig selv, ind i sandheden!).”

Tagged , , , ,

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *