Det er let nok at glemme Samuel Becketts menneskelighed, når man læser stykkerne på tryk og forsøger at skille dem ad med poststrukturalistiske sprogteorier og andet lirumlarum (som jeg pligtskyldigst indrømmer at have brugt adskillige overdoser af i et tidligere liv). Noget ganske andet er det dog at stå ansigt til ansigt med den i skikkelse af Michael Gambon i den underspillet humoristiske og uforligneligt timede opsætning af Krapp’s Last Tape, som i øjeblikket kan opleves på Duchessteatret i Londons West End.
Underspillet slapstick
Kolossale sko og tilløb til slapstick til trods nedtoner Michael Gambon helt bevidst det klovnagtige ved Krapp. Den fallerede 69-årige forfatter, som kun har formået at sælge sytten (!) eksemplarer af sit “magnum opus”, får i Gambons udgave en fin lyrisk kvalitet, der konstant truer med at undergrave Becketts grundlæggende skepsis over for kunsten. Den kunstneriske perfektion i spillet demonterer dramatikerens eget kunstfilosofiske standpunkt.
I monolog med sig selv
Krapp’s Last Tape er noget så særegent som en monolog udspændt mellem forskellige inkarnationer af det samme jeg. Stykkets eneste karakter, den kronisk bananspisende og forstoppelsesbesværede Krapp, vil på sin fødselsdag optage et bånd med refleksioner over det sidste år af sit liv. Undervejs lytter han til tidligere optagelser med yngre versioner af sig selv. Gennem båndene, ordene og ikke mindst stemmeføringen udstiller stykket Krapp, som en pompøs idiot, der har ladet en futil insisteren på sig selv som kunstner, stå i vejen for muligheden for kærlighed. Gennem de forskellige brudstykker af optagelser bliver det klart, at kvinder, druk og sex har optaget en stor del af Krapps liv – men navnlig én episode med en kvinde i en båd – vender igen og igen tilbage.
Skildringen af oplevelsen i båden er på én gang Krapps smukkeste kunstværk og bristepunktet i hans liv. Den gamle mands stædige insisteren på, at han ikke ville have det anderledes, undergraves effektivt af længslen i hans kropssprog ved stykkets slutning.
